Parforhold i krise

Når man ikke føler sig godt tilpas i sit partnerskab, kan det også være ben-hårdt på alle andre områder i livet. helbredet og så videre kan nemt blive påvirket.

Det store spørgsmål er, hvordan man tackler kriserne – ikke om de vil komme.

En samlivs krise kan være igangsat af en række faktorer, og jeg kan her nævne nogle eksempler: Dårlig kommunikation, rollefordelingen i familien, for få fælles interesser og ønsker, utroskab, samt ligegyldighed over for forholdet og fremtiden. Mange risikerer modløshed i deres samliv, hvis man tager hinanden for givet.

Det at udtrykke sig klart er altafgørende for et godt – eller bare rimeligt godt – parforhold. Hvis kommunikation er dårlig, eller den helt mangler, kan det skabe misforståelser, utryghed, mistillid, fravær af respekt for hinanden og andre ubehagelige følelser.

Mænd og kvinder bruger forskellige sprog, som kræver en oversættelse. Hvis man er uopmærksom på dette, kan man komme til at gøre hinanden helt unødigt ondt.


Det første skridt til at forbedre kommunikationen er at erkende, at der er et problem. At blive bevidste om, at der er mistolkninger og misforståelser. Dette er nødvendigt for at ændre situationen og skabe et godt og solidt fundament at bygge en god og konstruktiv kommunikation på.

Håndtering af kriserne
Et forhold i krise behøver på ingen måde at være afslutningen på partnerskabet.

På samme måde som feber i kroppen ikke er selve sygdommen, men derimod et kendetegn ved at noget andet er galt, er en krise også et symptom, og grunden skal som regel findes et helt andet sted.

Har du feber, er det jo heller ikke nok, at du slår temperaturen ned med antibiotika. Dette vil være symptombehandling og dække over sygdommens reelle årsag med yderligere skade og ødelæggelser til følge.

Ligesom vil fx irettesættelser, forbud, ”fejen ind under gulvtæppet” eller åben krig også være at dække over symptomerne i stedet for at bearbejde årsagerne.

Det hele kommer an på, hvordan man reagerer på krisen, så vær beredt, når den rammer. Man må regne med, at det med stor sandsynlighed vil kræve store ressourcer og tålmodighed at komme op ad det hul, man selv har gravet sig ned i. Men ingen tvivl om at det kan lykkes. Det er blot et spørgsmål om at vide hvordan.

Mikael Hoffmann

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Parforhold i krise. Læs mere