Drop nytårsforsætterne og skab et liv med mening

Giver dit liv mening?

Jeg vågnede op nytårsmorgen med det ene spørgsmål i mit hoved og tænkte, at det var vigtigere at forholde sig til end alverdens nytårsforsætter.

De sociale medier flyder over af begejstring her ved nytårstid. Et nyt år venter, et ubeskrevet blad, 365 dage med masser af muligheder for nye begyndelser. I år skal det være, NU vil du være sundere, gladere, mindre stresset og mere nærværende!!

Du vil følge vores kloge dronnings ord og løfte blikket fra cyberspace og række ud til din næste, mens du er et ansvarligt og klimabevidst menneske.

Men for de fleste fiser de gode intentioner ud, som en halvvåd nytårsraket i blæsevejr, når hverdagen indfinder sig igen.

Dagligdagens trummerum kvæler ønsket om forandring, og inden du ser dig om, så er vi langt inde i det nye år, og intet har ændret sig.

Sidste år satte jeg mit arbejdsliv på pause. Jeg havde mistet passionen ved det, jeg lavede og var kommet væk fra det, som var vigtigst for mig. Mit liv var blevet fragmenteret mellem arbejde og privatliv, og mit arbejde drænede mig for energi. Derfor måtte jeg stoppe op, mærke efter og rette ind. Jeg valgte selv at få hjælp fra en mentor, som støttede mig i at finde kursen tilbage til det, som er meningsgivende for mig.

Derfor kan jeg med klar overbevisning i stemmen besvare mit eget spørgsmål med et JA!

Mit liv giver mening igen.

Kursændringen har hverken været let eller ukompliceret. Tværtimod har det forgange år været fyldt op af udfordringer. Alligevel har det været fyldt af mening, fordi jeg er lykkes med at skabe et for mig sammenhængende liv, som tager udgangspunkt i det, det er vigtigst for mig at bidrage med her i livet.

Vi ved godt, at mennesker på deres dødslejer svarer, at deres største fortrydelser har været, at de har arbejdet for meget. De har prioriteret arbejdet over alt andet. Alligevel tror jeg ikke på, at løsningen ligger i at justere på balancen mellem arbejdsliv og privatliv. Der skal mere til. Vi skal finde ind til, hvad der er meningsgivende for hver af os, så vi ikke føler, at vi spilder vores liv, men at vi stiler mod at leve et liv, vi ikke fortryder den dag, vi skal herfra.

Hvordan gør vi så det?

Første skridt er, at du helt ærligt besvarer spørgsmålet fra hjertet.

Føler du, at du lever et meningsfuldt liv?

Hvis ikke, så skrot de ligegyldige nytårsforsætter og brug i stedet det nye år til refleksion over, hvordan du kan ændre på det og begynd at tage konkret handling.

Afstanden mellem det liv du drømmer om og virkeligheden kaldes handling.

Godt nytår

Kærligst

Charlotte Hyldgaard

Mentor 

"Livet skal ikke bare overstås!"

 

__________________________

Mentor & metakognitiv terapeut Charlotte Hyldgaard
https://www.Charlottehyldgaard.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Nytårsforsæt - drop det og skab et liv med mening. Læs hvordan