Mentor for mønsterbrydere - Din Rette Vej

Mine børn er klynkende, krævende og urimelige!

Eller sådan har jeg i hvert fald tænkt mange gange.

Specielt når jeg ellers synes, jeg har hoppet og sprunget for dem for at gøre dem glade og så alligevel får et surt eller klynkende barn ud af det.

Men det har jo netop handlet om at jeg har givet for meget af mig selv. Følt at jeg skulle ofre mig for deres skyld. Det har handlet om, at jeg ikke har fået sagt fra i tide.

Hvis mine børn har fået lov til for meget i løbet af dagen, så er det ikke deres skyld.

Hvis jeg har sagt for meget ’ja’ hvor det egentlig skulle have været et ’nej’, er det ikke deres skyld. Det er ikke deres skyld, hvis jeg har haft for meget om ørerne hele dagen og ikke har brug for flere gøremål, når jeg kommer hjem. 

Det er mit ansvar at sige til og fra. Mit ansvar at fortælle dem på en respektfuld og nærværende måde, hvordan jeg har det og hvad jeg synes er ok.

Når jeg snerrer af dem eller giver dem et opgivende svar, med en tydelig forventning til dem, om at de skal kunne forstå - og ikke mindst acceptere - min beslutning, så giver jeg dem et alt for stort ansvar som de (heldigvis) reagerer på, ved at blive lige så urimelige som mig!

 

Børn forsøger altid at tilpasse sig stemningen så godt som muligt. Hvis jeg er stresset, bliver børnene stressede. Hvis jeg er sur og irritabel, så smitter det af på børnene.

Og det betyder ikke at jeg ikke må vise mine børn at jeg kan være vred, ked af det eller indebrændt. Men hvis det ikke handler om dem, så skal jeg melde det ud!

Jeg kan selv huske det fra jeg var barn. Jeg ville ønske at min mor oftere havde taget ansvaret på sig og fortalt at hun havde en rigtig dårlig dag, men at det på ingen måder handlede om mig!

Børn er så meget i nuet, så selvom jeg lige har leget og haft en skøn tid sammen med dem, så kan de stadig flippe helt ud når legen er slut. 

Det handler ikke om utaknemmelighed eller at de ikke kan sætte pris på tingene. Det handler om at de har hygget sig i sådan en grad, at de synes det er rigtig ærgerligt, når det slutter.

Fordi jeg ofte skal videre med andre ting, kan min dårlige samvittighed over at slutte alt det sjove måske blive formidlet som: ’nej, nu må I altså holde op – nu har jeg leget og hoppet rundt sammen med jer i den sidste time og så bliver I bare sure – så kan vi jo ikke lege en anden gang, hvis I skal opføre jer på den måde’.

Ikke særligt imødekommende når reaktionen i virkeligheden handler om, at de bare synes det er noget af det bedste i verden at være sammen med mig!

Og børnene bliver krævende, pylrende og klistrende når jeg ikke er nærværende.

For børn vil have autentiske forældre.

De vil meget hellere have et klart og respektfuld ’nej, ikke lige nu’, end at jeg siger halvhjertet ’ja’, alt imens jeg forsøger at skrive sms, lave aftensmad og samtidig se dem tegne.

De kan meget bedre håndtere at jeg fortæller dem, at vi kan skyde med bolden 5 gange mere og så holder fast i at vi stopper efter de 5 gange, end at jeg alligevel går med til at lege lidt længere i forsøget på at undgå en konflikt og så fortæller dem at ’de da må kunne forstå at vi ikke kan blive ved’.  

Jo mere jeg kan melde ud til mine børn om hvordan jeg har det og hvad jeg har brug for, uden at give dem følelsen af at skulle fikse det for mig, jo mere kan jeg være der for dem! Og jo bedre rollemodel er jeg også for mine unger. De lærer at det er helt naturligt at passe på sig selv og tage ansvar for sit eget liv. 

Og så hjælper det mig altid - særligt i pressede situationer – at huske på at mine børn altid gør deres bedste i den givne situation. 

Kærligst Camilla 

__________________________

Camilla Schou Andersen. Mentor for Mønsterbrydere, foredragsholder og Ph.d. i Sundhedsvidenskab
Læs mere her: http://www.camillaschou.dk/

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Når børn er krævende og urimelige! Læs hvad du kan gøre