Mentor for mønsterbrydere - Din Rette Vej

Jeg skal nok klare det, men jeg bliver sur hvis du ikke hjælper mig!

Jeg skal nok klare det, men jeg bliver sur hvis du ikke hjælper mig!

Jeg havde tidligere ofte følelsen af at jeg blev nødt til at klare alting for at det blev gjort ordentligt. Og til tiden. Og på min måde.

Så jeg løb rundt som en hovedløs høne og forsøgte at få alle ting til at spille. Jeg var på forkant med alt, så andre ikke havde en chance for at nå at hjælpe mig. For jeg skulle jo have styr på det. Have kontrol med tingene. Jeg sagde ja til at stå for alt, for det kunne jeg sagtens klare. Sikke et overskud jeg havde! Eller det var i hvert fald sådan jeg gerne ville fremstå.

Det der dog ofte efterfølgende skete var, at jeg blev møg-sur over at alle andre tog så lidt ansvar og at det altid var mig der skulle tage initiativ og sørge for at få tingene gjort.

Jeg fandt ud af at det var gamle mønstre der drev mig.

Pga. af min mors alkohol misbrug fik jeg fra en alt for ung alder lagt et meget stort ansvar over på mine skuldre. Dette blev en del af min personlighed og jeg følte mig som en fiasko hvis jeg ikke hele tiden var super ansvarlig for alt og alle omkring mig.  

Derudover var det blevet en indkodet forsvarsmekanisme hele tiden at tage mig af 1000 ting på én gang, for på den måde at kunne overdøve min egen stemme der kaldte på opmærksomhed. At være i konstant sving med alverdens gøremål, gjorde at jeg ikke kunne mærke hvor kaotisk alting var inden i mig.

Og så havde jeg en stærk overbevisning om, at jeg altid skulle præstere og være i ’gøren’ for at bliver anerkendt og respekteret. For hvis jeg lavede ingenting, ville jeg blive opfattet som doven, dvask og ligegyldig.

Så det var vigtigt at holde facaden og få alting til at se perfekt ud (hvad det så end er??!). Det havde jeg lært helt fra barnsben. Ingen måtte vide sandheden om min mors drikkeri og vi gjorde alt for at det forblev en hemmelighed. Én af måderne var bl.a. at alt altid var i skønneste orden – eller sådan så det i hvert fald ud udefra.

Det blev en kamp at skrælle alle mine lag af den overansvarlige martyr af, som jeg i den grad havde kopieret fra min mor. Men det var det hele værd!

Først og fremmest øvede jeg mig i, ikke altid at sige ja til at være den der gjorde tingene. Det var møghamrende svært og grænseoverskridende fordi jeg i bund og grund var bange for folks reaktion. Jeg var bange for at de ville vende mig ryggen hvis jeg sagde nej til at stå for et arrangement, sige nej til at skrive referatet fra forældremødet, sige nej til kaffeaftalen, sige nej til at lave aftensmad.

Så det krævede øvelse – meget øvelse. Jeg startede i det små, hvor der ikke var så mange følelser blandet ind i det. Jo flere små succes-oplevelser jeg havde, jo bedre føltes det og jo mere turde jeg sige nej til. Specielt hjalp det da jeg opdagede at folk ikke mistede respekten for mig – måske nærmest tværtimod. For nogle var det formentlig en lettelse at jeg begyndte at vise mig fra en mere menneskelig side med begrænsninger på hvad og hvor meget jeg kunne og ikke mindst ville nå.

Og jeg selv fandt lettelsen i at begynde at bede om hjælp! Og lade andre komme til og slippe kontrollen med at alting nødvendigvis skulle gøres på min måde! For lige meget hvor rigtig min måde at gøre tingene på virkede, så var det min måde og ikke nødvendigvis andres sandhed.

Jo mere jeg gav slip og lod andre komme til, jo mere kunne jeg slappe af og føle ligeværdighed med min kæreste, venner, kolleger eller hvem det ellers var, som jeg i skjul (eller for fuld udblæsning) blev sur på, over at de ikke hjalp mig nok eller tog for lidt ansvar.

For der er ingen mennesker, hverken dig eller mig, som hverken kan eller skal klare ALT.

Og det hjalp i den grad også at være åben om min nye strategi. Jeg fortalte mine nærmeste at jeg virkelig forsøgte at slappe mere af og slippe kontrol-gearet, men at det virkelig var vanskeligt og at jeg havde brug for masser af øvelse. Det gjorde det også nemmere for dem at hjælpe mig.

Nogle gange var det for svært for mig at være i nærheden når en anden person tog over, men så gik jeg en tur, tog et bad eller satte mig i et andet rum så jeg på den måde mindskede risikoen for alligevel at komme til at gøre noget aktivt eller endnu værre: komme til at kommentere på det den anden gjorde!

Langsomt men sikkert er jeg kommet dertil hvor jeg ikke længere føler mig nødsaget til hele tiden at have en finger på pulsen, og ikke hele tiden være opdateret med alt og alle omkring mig. Jeg har fundet ro med at jeg alligevel aldrig når alting.

Jeg ved at jeg er respekteret og elsket for den jeg er og ikke for det jeg præsterer. Og fordi der nu er kommet så meget mere ro både udvendigt og indeni, så kan jeg faktisk med det samme mærke hvis mine personlige grænser bliver overtrådt, så jeg hurtigt kan ændre kurs og passe på relationen til mig selv og til andre mennesker.

Og husk – det her handler på ingen måde om helt at slippe alt ansvar og blive en person der aldrig vil tage initiativ eller aldrig vil gøre andre mennesker en tjeneste.

Men det handler om balance og om at der også skal være plads til DIG.

Så snart du føler dig sur og belastet af at du altid er den der skal have overblikket, kontrollen og energien, så find ud af hvad det handler om og hvordan det kan gøres anderledes. For allervigtigst – så er det dig som har ansvaret for at vende skuden!

 

’Al forandring starter med det første skridt i en anden retning og DIN rette vej venter på DIG!’

 De allerbedste hilsener fra Camilla

__________________________

Camilla Schou Andersen. Mentor for Mønsterbrydere, foredragsholder og Ph.d. i Sundhedsvidenskab
Læs mere her: http://www.camillaschou.dk/

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Ansvarlig for alting - læs hvad du kan gøre her