Mentor og Lifecoach i Lyngby Tine Hallum

Lykkepiller mod depression er U-lykkepiller

 "Undertryks-piller"

450.000 danskere på "lykkepiller!"

 Var det noget med en lille pille?

Det er ikke sikkert den virker mod den depression du måske har. Til gengæld falder din evne til at mærke kærlighed muligvis og du udsætter din krop for farlige bivirkninger.

Serveret på denne måde lyder det ikke så attraktivt. Ikke desto mindre er det sandt!

Danmark på piller på DR2 er en kort række programmer om danskernes store forbrug af medicin og denne gang handlede det så om lykkepiller, eller u-lykkepiller som de også blev kaldt.

 "Patienterne"
Vi ser den unge pige med behov for at snakke om livets store spørgsmål, blive ordineret lykkepiller, med den konsekvens at hun oplever hjerteproblemer og i øvrigt berøves sin livskvalitet.

Vi ser en mand som bliver bedøvet af lykkepiller, uden evne til at mærke kærligheden til sin kone og en underlig rastløshed.

Jég ser en pige som rummer store eksistentielle spørgsmål som," hvorfor er jeg her?" og "er der ikke mere af livet?"

Typiske spørgsmål for teenageårene.

Jég ser en mand med sunde reaktioner og en krop der kæmper med at formidle budskabet om at dette er ikke det rette!

"Ryst den medicin af dig og lad os mærke livet igen. Du må ikke undertrykke symptomerne, de har et vigtigt budskab til dig!"

I dette tilfælde viste det sig at være et budskab om stress. Hvis han havde fået hjælp til at arbejde med de stress symptomer som kroppen leverede, var han kommet styrket ud igen og havde lært noget om sig selv.

Lægerne

Vi har en professor i medicinsk forskning som siger at effekten af lykkepiller er meget lille, u-lykkepiller kalder han dem. Han siger vi har nogle elendige tests til at måle depression , hvor alt bliver tolket som depression.

"Det er som om man ikke kan få patienter nok i det her samfund", siger han.

Vi har overlægen i psykiatri som siger det er rigtigt at nogle mennesker bliver fejldiagnosticeret, men "nogle har det så dårligt at samtaleterapi alene ikke kan gøre det."

Halloooo!
Jeg siger, at det eneste andet alternativ ikke er samtaleterapi. Der findes så mange gode former for dynamisk terapi, kropsterapi, lifecoaching, med mere, som vil give en øget livskvalitet og større perspektiv på livets svære tider. Helt uden bivirkninger, vel at mærke.

Vi har fantastiske behandlere og energi-arbejdere indenfor bevidsthedstræning, meditation og livskunst.

Så kom lige ind i kampen!

Vi har brug for at lære at komme igennem svære tider med smerte og "ked af det hed."
Vi skal lære at acceptere og håndtere de perioder, for de tilstande hører sig livet til og tilstande passerer når vi får hjælp til at se dem i øjnene.

Vi skal lære at være der for hinanden, så vi ikke har brug for den syge kultur der dikterer at alt skal fixes, at vi skal have overskud og være glade hele tiden.

Det lærer vi jo ikke ved at sluge en pille.

Vi er så bange for at være til belastning, fordi vi har en sygdomskultur der er for fokuseret på at fjerne symptomer påstress og symptomer på depression, så vi kan fungere optimalt, jo hurtigere jo bedre. Uden at være til gene for andre.
Vi må bryde med den kultur.

 Det kan da ikke være sandt at det kun er forundt de få, at søge ordentlig hjælp?
- mennesker som i forvejen har kendskab til alternative behandlingsmetoder og som forstår at navigere i dem?

Følelsesdæmpende medicin bør kun være noget man overvejer i den yderste konsekvens hvis man lider af alvorlig stress eller depression!

Vi mennesker er for nuancerede og særlige, hver især, til at blive puttet i lægernes kasser og for dyrebare til at blive eksperimenteret med!

Kærlige hilsener
Tine Hallum,
spirituel lifecoach. 

 

 

 

 

__________________________

Tine Hallum, mentor og lifecoach i Lyngby.
Se min hjemmeside: http://www.tinehallum.dk/

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Hej

Jeg tænker, der må da også være nogle solstråle historier ind i mellem mht. lykke piller.
Der må da være nogen, hvor de virker med succes uden DR2 bivirknngerne.
Nu har jeg ikke set programmerne men bare titlen: "Danmark på piller", siger mig at DR2 allerede har taget stilling og styre holdningerne i en helt bestemt retning.  

__________________________

Jakob Panduro, Coach i Aarhus
http://coachandcare.dk

 

Kære Tine,

ja - det var nogle interessante programmer. Men også uendelige ensidige! og noget nær dårlig journalistik. Virkeligheden er, i mine øjne, langt mere farvet end som så. Det er så nemt at blive forarget hvis man ikke holder tungen lige i munden. Husk på at den nyeste populære trend og dermed blot et udslag for populismens latterlige magt, er at være sur på piller. Imorgen skal vi sikkert være sure på noget andet.

Jeg giver dig ret i at der ganske sikkert er for mange mennesker der er på antidepressiva. 450.000 - det er jo mere end hver tiende voksne menneske. Men at sammenligne dem alle og påstå at de med energiarbejde, kropsterapi og meditation, alle som en kan få det bedre - ja - det tvivler jeg på.

Jeg mener at det er ufatteligt farligt at stigmatisere de mennesker der rent faktisk har brug for medicinen. De skal ikke lide under presset fra samfundet og da slet ikke tage kampen op. Det skal alle vi andre der har overskuddet til det. Ikke ved at pege fingrer, men ved nænsomt at tilbyde alternativer og arbejde politisk for en ændring i holdninger og tilgang. Ja - dybest for at tage pusten ud af et samfund der er styret af ussel mammon, så der kan blive plads til mennesket. Et vedvarende politisk pres, som ikke falder for populismens magt og lader sig styre som vejrhaner i vinden.

Jeg har skrevet mere om dilemmaet med medicin her.

Alt godt

Kresten

__________________________

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk

Hej med jer.

Jeg kan godt se det uheldige i at tage afsæt i en tv-udsendelse, men derfor må vi ikke se bort fra de vigtige faktuelle problematikker den rejser.
450.000 på lykkepiller, mere end antyder at der finder et overforbrug sted.
De viste eksempler på brugere af antidepressiver passer selvfølgelig ind i DR2 konceptet, men støtter desværre også den smule kendskab jeg har til mennesker som bliver tilbudt pillerne.

Lad mig slå fast at jeg aldrig ville tage medicin fra mennesker og tilbyde dem meditation og energiarbejde istedet!
Det er ikke mit gebet at tage hånd om mennesker som er selvmordstruet, har psykiske lidelser, dyb depression m.v. Og ikke dem som mit skriveri omhandler.

Når det er sagt, vil jeg ikke forklejne den effekt som meditation og energiarbejde har.  At bevæge os væk fra det mentale univers, tankespind og de begrænsninger det medfører og ind i kroppen for at mærke og påvirke vores energi.
- Lytte til informationerne fra kroppen, istedet for at sløre dem med medicin.
- At få kontakt med den dybere side af os selv igen, med den fred vi kan mærke under meditation og et valg om at arbejde med det der dukker op.
Ja, jeg er ikke i tvivl. Er du åben for denne vej, vil du få det bedre.

Vi kan ikke sammenligne alle brugere af lykkepiller, men alle vi mennesker har meget til fælles. Vores behov for kærlighed, fred, samhørighed.

Der er så mange forskellige, mere eller mindre komplekse tilstande og symptomer som udløser den flittige brug af receptblokken. Og netop derfor er det vigtigt med en bredere palet af behandlingsmuligheder.
Jeg synes vi skal rette skytset mod dem som kan have gavn af al den sygeliggørelse og pilleudskrivning der eksisterer og det system som tillader det.
Og så passe på hinanden for pokker!
Være der, ikke kun som behandler/klient, men som medmennesker, der kan rumme hinanden. Også når vi har det svært.

Jeg tror at der bag mange af symptomerne behandlet med lykkepiller, ligger en spirituel søgen eller kontakt til sjælen.
Vi mangler noget i dag, noget essentielt der har rodfæste i en dybere kontakt med vores væren. Vi har "glemt" spiritualiteten i vores kultur da vi begyndte at tage afstand fra religion som en autoritet.
Men vi vækkes i denne tid, vi vil tilbage til naturen og det rene og vil heller ikke mere tro blindt på videnskaben.

Jeg tror ikke at det at være "sur på piller" har at gøre med "populisme", det er en naturlig følge af vores oplysning/evolution.

 

Hvem har brug for medicinen?
Hvem tegner sig for misbruget?
Hvad gemmer sig bag det høje tal?

Får patienten alt for hurtigt en recept af lægen? Er det for nemt?
Er det fordi en pille er den mest overskuelige løsning?
Nogle mennesker vælger lykkepillen selv om de godt ville kunne overskue at betale helt eller delvist for rådgivning. Er det fordi de har modstand på terapi, eller personlig udvikling?

Der er bestemt grund til at være påpasselig og begrænse perioden på lykkepiller.
Jeg kan være bange for at vi skal ned og ligge med stress eller angst før vi bliver set, også af os selv.

Vi, som samfund, forråder mennesker ved at stikke dem piller i stedet for rådgivning, når de har det svært. Og det bør vi som terapeuter, mentorer og medmennesker gøre opmærksom på hvor vi kan.

Min "lille opsang" var tiltænkt os alle. Specielt de som ser andre i smerte. Hvad end det er læger, pårørende m.v. Os som ser på og har overskud i den givne situation. Vi skal alle tage kampen op!
Lykkepiller er kemi, med bivirkninger og jeg kan kun råde alle til at presse dette system (ikke brugerne), med oplysning og tilbud.

Jeg ser heldigvis også meditations- og udviklingsgrupper dukke op, hvor det er muligt, for få midler, at lære om en mere naturlig form for håndtering af vores udfordringer.

 

Tak for jeres kommentarer, det er en vigtig debat!

Kærlige hilsener
Tine

 

__________________________

Tine Hallum, mentor og lifecoach i Lyngby.
Se min hjemmeside: http://www.tinehallum.dk/

Kære Tine,

Dejligt med et svar fra dig. Og en uddybning af hvad du mener.

Nu ligger landet sådan at jeg arbejder med selvmordstruede, psykiske syge og mennesker med dyb depression. For nogle af dem er antidepressiva virkelig en god hjælp - som du jo også skriver.

Lykkepiller er forresten et - i mine øjne - meget misvisende navn. Antidepressiva er langt bedre, da pillerne i sig selv intet med lykke har at gøre. Medicinen kan dog i nogle tilfælde åbne op for at tage ansvar og finde vejen mod lykken og gerne ud af medicineringen igen.

Jeg kunne godt tænke mig at du uddybede "at være sur på piller er en følge af vores oplysning/evolution" - jeg forstår det ikke, men vil gerne vide mere.

Og måske en uddybning af hvad du mener med modstand mod terapi og personlig udvikling? For mig lyder det dogmatisk - at hvis jeg ikke vil have terapi eller personlig udvikling, så er det min egen skyld. Jeg er eksempelvis stor modstander er personlig udvikling. Mest fordi det er en koncept der blot skaber større skel mellem mennesker og fordrer en egoistisk tankegang. Jeg tror aldrig at udvikling kan være personlig, idet min udvikling påvirker andre mennesker, ligesom deres udvikling påvirker mig. Pudsigt nok, så slår store dele af den "personlige udvikling" på tromme for et opgør med "ego'et" og alligevel kalder de det personligt? Jeg forstår det simpelthen ikke.

At mennesker der er på medicin, egentlig mangler kontakt til deres spiritualitet, omhandler vel øjnene der ser? Spiritualitet er jo ikke en entydig størrelse og kan forstås på mange måder. Skal patienter proppes ind i endnu en ny bås?

At antidepressiva er kemi, er jo ganske rigtig. Men det åbner op for en ny interessant diskussion? Hvad er kemi og hvad er "naturligt"? Jeg ved det ikke. I 60'erne var LSD en af kongevejene til spirituel indsigt - men det var vel helt forkert fordi det er kemi?

I mine øjne er overforbruget af medicin, alkohol, cigaretter, kaffe, osv. et udslag af det postmoderne samfunds rivende udvikling. Noget der jo nok bliver svært at stoppe, hvilket dog ikke skal medføre ikke at forsøge. Og unægtelig svært for det enkelte individ at stoppe. Det kræver - igen i mine øjne - en samfundsmæssig ændring og gerne på globalt plan. En ændring væk fra "jeg" til en større fornemmelse af fællesskab og sammenhæng. En fornemmelse af sammenhæng, jeg ikke vil karaktisere som spirituel, da dette set fra mit perspektiv forklejner oplevelsen. 

Når du skriver at lægerne udskriver recepter alt for let, giver jeg dig ret. Det gør de ganske sikkert. Men hvad er alternativet for lægerne? Ja - de kan jo give en henvisning til psykolog og efterhånden sørme også til mindfulnessbehandling. Men psykologerne har lange ventelister og koster penge. Jeg mener bestemt ikke at det er lægernes skyld, de arbejder med de præmisser de har og gør en stor indsats. At der så kunne gøres andet og mere, er givetvis rigtigt.

Mon ikke det er hele samfundsstrukturen der skal ses efter i sømmene? Om mennesket virkelig kan gøres op i kapitalismens verdenssanskuelse? Om penge virkelig skal styre om vi får en bedre behandling?

Måske skal presses lægges og fingrene peges på, det politiske liv? På der hvor de samfundsmæssige ændringer kan ske. At der er så mange mennesker på antidepressiva er blot et symptom. Som antipsykiatrien siger " Et sindsygt menneske er et udtryk for et sygt samfund, ikke et sygt individ". Jeg tror ikke vi skal behandle symptomer, men snarere forsøge at finde årsagen til symptomerne. Og det er i min holdning ikke individeres modstand mod spiritualitet, udvikling eller terapi.

Du har helt sikkert ret i at alle mennesker har behov for kærlighed, fred og samhørighed. Jeg vil blot påstå at det ikke er op til mig eller dig at fortæller præcis hvordan dette skal opnås. Meditation og energiarbejde er en af vejene - men der er så mange andre.

Det er relativt let at gennemskue hvordan samfundet kunne håndtere disse probelmatikker bedre, men langt langt svære at få ud i virkeligheden. Min pointe er blot, at vi må spille med de kort vi har og ikke kaste med sten. Arbejde konstruktivt indenfor de spilleregler vi har og langsomt være med til at ændre reglerne.

Årsagen til at jeg altid reagerer på diskussioner om medicinering, er at jeg alt for tit synes at ansvaret og "skylden" bliver lagt på individet, istedet for at håndtere de samfundsmæssige problemer vi står overfor. Det er simpelthen for let købt at lade individet stå til ansvar for at tage imod de tilbud som samfundet giver og en problematik der er så langt mere kompliceret end som så.

Et eller andet sted tror jeg måske vi mener det samme, men blot ser det fra forskellige perspektiver. Som du selv nævner, så er det ikke brugerne af medicinen der skal hænges ud - hvilket jeg giver dig helt ret i.

Alt godt

Kresten

__________________________

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk

Kære Kresten.

Du har ret. Der åbnes op for mange nye interessante diskussioner.

Det jeg synes er vigtigt, er retten til ordentlig og grundig behandling når vi har det svært. Lægerne må, som os andre, tage kampen op og bruge deres indflydelse til at skabe forandring. (hvilket nogle også gør)

Jeg forstår ikke alt du skriver, bl.a om patienter der puttes ind i en ny bås mht spiritualitet? Måske vi ser meget forskelligt på spiritualitet.
Spiritualitet er en grundlæggende opfattelse af livet. Et menneskesyn baseret på et helhedsprincip om at vi også har en ånd. (kort sagt) Det er ikke blot et modefænomen eller en behandlingsmetode. Jeg kan ikke forstå at ordet spirituel kan forklejne noget som helst. 
Spiritualitet er ikke tilfældige, vilde oplevelser, med eller uden kemi. Tilstande er forbigående og ikke nødvendigvis indsigt.

 

Klinisk psykolog Peter Elsass har udforsket, om spiritualitet kan berige den kliniske psykologi og har i den forbindelse snakket med tibetanere som har overlevet tortur i kinesiske fængsler. Han undrede sig over hvorfor de overkommer torturen uden angst og depression. De forstod ikke vores diagnostiske begreber, "vi lider som alle andre, men er ikke fortvivlet", siger de. Og når de skal forklare hvordan den buddhistiske lære har hjulpet dem er det svært, for deres spiritualitet sidder i kroppen.
"Vesterlændinge har svært ved at forstå at lykke er noget der er bagved; det kan gå ad helvede til og man kan alligevel være lykkelig samtidig."
(information aug. 2011, 'spiritualitet er hårdt arbejde')

De er ikke identificeret med deres følelser. Deres fundament er ikke så skrøbeligt.
At arbejde med vores spirituelle identitet er præcis det større perspektiv vi har brug for, for at blive større end vores symptomer, følelser og tilstande.
Vi tilpasser os bedst den rivende udvikling ved at finde og pleje det stille sted i os og det gøres nænsomt og kærligt ved hjælp af meditation og opmærksomhed på vores energi.
Ved at give os hen til bevidst nærvær ind i mellem og mærke den fred, kærlighed og samhørighed vi alle rummer, under smerten. Den er der jo!

Vi skal til at anerkende mennesket som krop, sind og ånd. Have øje for den spirituelle længsel om at finde hjem til sig selv, i dybeste forstand. Ellers vil vi blive ved, kun at behandle symptomerne. Fysisk og psykisk.

Ordet skyld bliver brugt et par gange, jeg bryder mig ikke om det.
Hvis jeg får det svært, vil jeg derimod gerne have en person ved min side som hjælper mig til at passe på mig selv, på alle måder. Èn som hjælper mig til at overskue situationen og mine muligheder og brede perspektivet ud. Jeg vil godt se hvor jeg, med de ressourcer jeg har, kan tage ansvar, ikke skyld, på mig. 

 

"Samfundets rivende udvikling" er en stor udfordring, men vi kan ikke vente på en samfundsmæssig ændring (ikke at vi ikke skal arbejde på det også). Vi skal tage "kampen" op hvor vi står nu. Være i det, arbejde med det der ér og gøre noget i det omfang vi har overskud til. Måske trække os lidt, eller give slip på noget.

Alt går så sindssygt hurtigt idag. Vi finder ikke mange meditative oaser i vores arbejde, der er for megen uro og fart over feltet. Så meget vi skal nå. Derfor har vi brug for "det stille rum" mere end nogensinde.
I tibetansk buddhisme er ensomhed og tilbagetrækning forudsætningerne for psykisk sundhed. 

 

Hvor skal denne større fornemmelse for fællesskab og sammenhæng komme fra, hvis ikke inde fra os selv?
Hvilke veje er der til kærlighed, fred og samhørighed?

Måske skaber vi mere af det vi ønsker, når vi ændrer samfundet indefra og ud og starter med os selv, hver især. 
De tibetanske buddhister mediterer for at hjælpe andre, målet er ikke egen velvære. Den enes gode er alles gode.
Vi ér fællesskabet. Vi er forbundet og når vi mediterer kan vi til tider mærke det. Det gør os godt!

 

Kresten, tak for muligheden for at se det fra dit perspektiv!

 

Kærlig hilsen

Tine

 



 

__________________________

Tine Hallum, mentor og lifecoach i Lyngby.
Se min hjemmeside: http://www.tinehallum.dk/

 

Kære Tine,

Tak for dit svar – spændende og berigende.

Spiritualitet er netop, som du skriver, en grundlæggende opfattelse af livet. En blandt mange. Derfor mener jeg at det forklejner selve oplevelsen af sammenhørighed at definere denne som spirituel, da samhørighed kan opleves på baggrund af mange forskellige opfattelser af livet. Og derfor ikke er ubønhørligt tilknyttet en spirituel opfattelse af livet. At spiritualitet er, kort sagt, at vi har en ånd, er vel også en diskussion? Det kræver en essenstankegang, som nogle nok vil affærdige som et pudsigt påfund. Og snarere se ånden som en udviklingsproces der ikke er givet på forhånd.

Jeg er ikke i tvivl om at et spirituelt aspekt af livet kan berige psykologien. Eksempelvis har den eksistentielle terapi spiritualitet i sig – ikke som en essens, men som en væsentlig del at afklare. Ufordømmende og på lige fod med andre aspekter af livet.

Når jeg skriver at spiritualitet kan sætte mennesker i en ny bås, er det med ovenstående udgangspunkt. Mange mennesker er spirituelle og hurra for det, men mange er det ikke og vil ikke kunne forså at de ikke er ”i kontakt med deres spirituelle identitet”. Det nye bås går fra -  "Jeg er deprimeret og skal have medicin" til "Jeg deprimeret og skal derfor i kontakt med min spirituelle identitet" (hvordan spirituel og identitet kan forbindes, aner jeg så ikke - hvis du bruger spiritualitet som en del af din identitet er hele ideen vel røget af fløjten? Og postmoderniteten skinner igennem som en klar stjerne). For mange handler det jo nok om andre aspekter og deres tilgang til verden er vel ligeså væsentlig som den spirituelle. Når du skriver at vi skal anerkende mennesket som krop, sind og ånd, er jeg som sådan ikke uenig (i mit verdensperspektiv). Men mon ikke det er langt mere givende blot at anerkende mennesket som menneske – uden at skulle skæve til hvordan det enkelte menneske vælger at forstå sig selv og sin eksistens? Lade spiritualitet være for dem der aktiv vælger dette? Og andre verdensopfattelser for dem der vælger dette? Og så for resten søge at nærme sig forståelse og accept af hinandens ståsteder, velvidende at vi alle jo er mennesker ligegyldigt hvad vi tror på.

For mig lyder det som om at du godtager tanken om krop, sind og ånd, samt spirituel længsel som en endegyldig sandhed om mennesket? Er det sådan det du skriver skal forstås? For mig er spiritualitet ikke en endegyldig størrelse og da slet ikke et aspekt som jeg vil påkalde mig evnen til at kunne sige sandheden omkring.

Når jeg har det dårligt og livet giver problemer, vil jeg da så sandelig også gerne have et kærlig og omsorgsfuldt menneske ved min side. En der kan hjælpe mig til at finde min vej igen – vel at mærke min vej og ikke en påtvungen vej fra anden side. Hvis jeg så har det virkelig dårligt, selvmordstruet eller lignende, skal andre tage noget af ansvaret fra mig i en periode, så jeg ikke gør skade på mig selv.

Nej – vi kan ikke sidde at vente på en samfundsmæssig udvikling. Det har den enkelte ikke tid eller kræfter til. Blandt andet derfor er der så mange på antidepressiva – fordi de ikke har overskud til at vente på en samfundsmæssig ændring. Og det skal disse mennesker ikke høre et eneste ondt ord om fra min side.

Os andre, dem der har overskuddet, kan igennem politisk aktivitet og påvirkning, forsøge at ændre tingene på lang sigt. Ikke ved at påpege overfor de mennesker der tager medicin hvor dårligt det er (de allerfleste ved det sikkert allerede, men vælger det alligevel – ligesom cigaretter), men gøre vores stemme brugbar i forhold til magthaverne og det politiske liv. Bruge vores indflydelse til at påvirke lovgivning omkring medicinalindustrien, kapitalen og multinationale selskaber. Det tager tid og har uendelige lange udsigter, men i mine øjne er det nødvendigt. Samtidig kan vi behandlere, der har overskuddet, lempeligt give andre muligheder og tilgange til at undersøge den enkeltes liv UDEN at påtvinge tanker om spiritualitet eller andet pudsigt. Hvis spiritualitet dukker op hos klienten som en interesse og måde at håndtere virkeligheden på, skal vi naturligvis være åbne og undersøgende overfor dette. Andre – foredragsholder, forfattere osv., kan være inspiratorer for ”sandheder” om spiritualitet, mennesket og verden. Jeg mener dog, at vi som behandlere ikke skal tilbyde vores holdninger som sandheder, men støtte klienten i at påtage sig ansvaret for egne overvejelser og handlinger – ja, ansvaret for eget liv om det så indbefatter medicin og/eller spiritualitet. De to er jo ikke nødvendigvis uforenelige. Klienter skal i mine øjne ikke forsøge at leve behandlerens liv, men have støtte til at turde leve sit eget med alt det som dette liv indeholder.

Den berømte parentes bør, i mine øjne, altid være til stede i en behandlerrelation af terapeutisk karakter. Når der så er medicin inde i billedet, er det min holdning at et samarbejde med klientens læge eller psykiater skal søges, således at de to former for behandling kan kombineres og ikke være modsatrettede. Jeg har gode erfaringer med samarbejde med læger og psykiatere og mener faktisk at vi alle kan lære af hinanden. Således at det mere terapeutiske og eventuelt spirituelle indgår i samarbejde med den psykiatriske behandling. Så det ikke bliver os mod dem, men fælles indsats for at håndtere problematikkerne. At dette så i mange tilfælde ikke kan lade sig gøre, er naturligvis sørgeligt.

At vi har brug for ”det stille rum” mere end nogensinde, giver jeg dig ret i. Jeg tager selv på tilbagetrækninger og har eksempelvis boet et stykke tid i et buddhistisk kloster i Nepal. Men fordi det virker for mig, er det jo ikke ensbetydende med at det virker for andre. ”Det stille rum” kan findes på mange måder – golf, musik, poesi, fodbold. Det er ikke op til mig at bestemme hvorledes den enkelte skal finde sit stille rum. Og da slet ikke bestemme om det stille rum skal have en spirituel karakter. Men jeg kan hjælpe og støtte op om at klienter undersøger hvordan det stille rum skal være for dem - og om de har brug for det.

Når du skriver ”Den enes gode er alles gode. Vi ér fællesskabet.” giver du jo selv et glimrende svar på, hvordan vi kan finde fællesskabet ved ikke blot at kigge ind i os selv. Om den enes gode så rent faktisk er alles gode, er jeg lidt tvivlende overfor. Mærsk synes jo sikkert at hans tilragen af ressourcer og kapital var hans gode - men jeg tror ikke det var alles gode.

Jeg er jo kun mig fordi der eksisterer andre mennesker omkring mig. Som Martin Buber beskriver, så opstår ”den guddommelige gnist” i relationen når jeg ikke er bevidst om ”jeg”. Således vil jeg mene at fornemmelse af fællesskabet handler om relationen mellem mennesker og kan findes her, når jeg ikke (kun) er optaget af mit indre. Mit indre er som det er, fordi der er andre mennesker omkring mig. Det er relativt nemt at finde samhørighed med universet i et kloster i Nepal, men så meget svære når dagligdagen presser sig på og kaster grus og kampesten i maskineriet. Måske er det netop dagligdagen der skal fokuseres på?

Veje til kærlighed og fred - ja - jeg har desværre ikke et endeligt svar (hvilket også ville underminere alt hvad jeg plæderer for). Men mon ikke "at se dig selv i den anden og den anden i dig selv" kunne være en del af vejen frem? At anerkende at "jeg" ikke er noget som helst uden "dig". At undlade at komme med "sandheder" og være nysgerrig og åben overfor "den anden" - både i andre og dig selv.

Og lige en sidste detalje :-) Jeg mener ikke at spiritualitet som sådan er et modefænomen, der har jo i alle tider været spiritualitet i en eller anden udformning. Modefærnomenet er hvordan vi lige nu og her opfatter spiritualitet - og tillægger denne opfattelse universel karakter.

Spørgsmål: Hvis spiritualitet er et helhedsprincip, hvordan kan nogle oplevelser så være spirituelle og andre ikke? Dem du betegner som vilde og tilfældige. Det kræver jo en opdeling og vurdering af oplevelser og dermed er helheden brudt - i mine øjne. 

Det blev en længere redegørelse – sorry!

Tak for en god debat om emnet.

Alt godt

Kresten

__________________________

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk

Kære Kresten.

 

Med spirituel identitet, mener jeg at være større end vores personligheds sider, en essentiel væren.

På et dybere plan, tror jeg ikke det er nogens "gode" at rage til sig. Det skal forstås sådan at det som tjener mig/min sjæl, er også godt for dig. Det skal forstås dybere.

Jeg siger ikke at en given oplevelse ikke kan være spirituel, blot at en oplevelse eller tilstand er en her og nu tilstand. Uanset hvor lækker eller spirituel den er, tjener den ikke nødvendigvis til dybere indsigt eller udvikling.

Når vi mærker det"stille rum", uanset om det er i golf, musik osv, har det en spirituel karakter, i mine øjne.

Og ja, det er netop i dagligdagen vi skal finde vores oaser. Så vil vi få en bedre kontakt med os selv og være "noget" i os selv, også sammen med andre.

Jeg mener at et menneskeliv er krop, sind og ånd. Hjerte, sjæl og bevidsthed. Det er mit menneskesyn. 
Vi er ikke blot krop/sind og selv videnskaben beviser det i rigt mål idag. Vi troede en gang at vores krop var adskilt fra vores tanker og følelsesliv, med  mangelfuld behandling til følge.
Der er ikke én fundamental sandhed for alle, der er mange veje til Rom. Men Rom eksisterer! (ånd og energi eksisterer) Og mens du (måske) ser spiritualitet som et værktøj, ser jeg det som vores fundament, det handler om vores essens.

Udgangspunktet for denne debat var de mange brugere af antidepressiver og min pegen på andre former for behandling, end samtaleterapi og medicin. Jeg peger på, at det for mange vil gøre forskellen med en spirituel tilgang og har erfaring med den ro i sindet det giver.
Hvordan bevidstheden om chakras, bl.a kan hjælpe med at få øje på hvordan vores udfordringer hænger sammen med de forskellige livsområder og hvordan vi skaber mere balance i vores liv. Men også mange andre former for behandling og arbejde med forløsning af følelser eksisterer, (som jeg ikke behersker). 

Jeg har beskæftiget mig med bl.a meditation, psykologisk og spirituel udvikling i mange år og interesseret mig for læren om bevidsthed, intuition og spiritualitet så langt tilbage jeg kan huske. Dette er mit fag.
Senest har jeg taget en uddannelse i integral spiritualitet og været aktiv med studier omkring dette siden 2008. Jeg har mange oplevelser bag mig, både "vilde" og groundede, som jeg har forsøgt at kortlægge og forstå. Og jeg ser hvordan mange af de udfordringer vi har idag, har rod i en "fortabthed", separatisme, frygt og begrænsethed, som vi kan afhjælpe med en dybere spirituel tilgang, hvilket jeg håber at jeg efterhånden har fået forklaret lidt om. Det er når vi læner os mere ind i en dybere væren, at vi også finder vores forbundethed. 

Integral spiritualitet er åben, holistisk og inkluderende i forhold til videnskab, psykologi og den østlige spirituelle erfaring. Den inkluderer at der er mange perspektiver på spiritualitet og integrerer forskellige spirituelle retninger. Den ser sammenhænge i stedet for segmenter.
Men ja! Det er også troen på at vi er fuld af ånd, så at sige (uden de religiøse dogmer). Spirit betyder dog ånd!

 

Tak for debatten!

Kærlig hilsen
Tine 

__________________________

Tine Hallum, mentor og lifecoach i Lyngby.
Se min hjemmeside: http://www.tinehallum.dk/

Kære Tine, 

Selv tak - god debat. Det glæder mig at der kan skabes livlighed her på LL.

Ja - ganske sikkert kan en spirituel tilgang være en mulighed for nogle mennesker og som et alternativ til anden mere gængs behandling. 

Pudsigt at blive anset som en der mener spiritualitet er et værktøj, den har jeg ikke fået kastet i hovedet før :-) Tværtom er det lige præcis dette jeg argumenterer imod. At spiritualitet ikke er andet end et løjerlig postmodernistisk identitetsprojekt, så længe selve hverdagen ikke inkluderes. Så mange klæder sig i "kejserens nye klæder" og gør spiritualitet til en salgsvare og et ophæng til ego'et. Jeg har skrevet en artikel til LL om det her

Det vil glæde mig at høre dine refleksioner over denne lille artikel. 

Spirit - betyder sjovt nok også stærk alkohol. Som Rumi beskriver, bliver man fuld af kærligheden til The Beloved. Hvis du vil have endeligt svar på alle spørgsmål; så spørg enten en drukenbolt eller en Plastic Baba. 

Alt godt

Kresten  

__________________________

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk

Lykkepiller mod depression er U-lykkepiller. Læs hvorfor på Levlykkeligt.dk