Vi beskytter os fra det liv vi ikke vil mærke
Du rummer alle livspalettens farver.
Når du føler dig fastlåst
Når livet viser sig fra sin mørkere side, kan det have den konsekvens at vi skyr alt med blot et minimum af substans og vælter os bevidstløst rundt fra den ene lette underholdning til den anden. Vi beskytter os fra livet, vi vil ikke mærke.
Det kan være fint. Især hvis vi føler stress eller trænger til at geare ned. Bliver det mere konstant i vores levevis, tyder det dog på at vi er ved at give op, på vej til at blive dovne og uengageret. Følelsen af meningsløshed, kedsomhed og rastløshed ledsager os og følelsen af at sidde fast kan være stærk.
Alligevel skal der ikke så meget til for at opleve et skift i energien. Fra at føle sig fastlåst til frigjort.
Du kan altid gøre noget
”Jeg vil male dagen blå, med en solskinsstribe på.”
Jeg tog mig selv i at huske denne sang fra min barndom og det fik mig til at tænke over hvordan jeg har farvet mit liv, mit år. Det er mildt sagt de mere mørke toner vi er ude i, men jeg har nok ”glemt” at jeg råder over paletten og stirret mig blind på de tunge farver. De svære omstændigheder opslugte mig.
”Jeg vil male dagen blå
med en solskinsstribe på
vælge lyset frem for skyggen
gi’ mig selv et puf i ryggen
tro på alting, selv på lykken
Jeg vil male dagen blå.”
(Regnvejrsdag i november,Raug og Munk Pedersen)
Hvis dit år, som mit, har budt på udfordringer, så find paletten frem.
Uanset hvor mørk baggrunden er, kan du tilsætte lidt gult for liv og latter. Eller grønt for håb, venskab, medfølelse.
Gør alt det du elsker. I perioder uden de store udfordringer, ved du godt hvad du skal række ud efter for et godt grin eller fredfyldt glæde. Det er lidt længere væk nu. Tænk efter, hvad gør dig glad? Hvad plejede at gøre dig glad?
Du har altid noget eller nogen du kan række ud efter. Du har hvad du skal bruge. Du rummer alle palettens farver.
Måske du vil have lov at fordybe dig i de mere tunge og mørke farver. Gør det. Bare du også udtrykker dem.
Mal dem, skriv dem, dans dem, syng dem.
Mærk dem.
Det bevidste valg rummer en konsekvens. Selvfølgelig.
Det gør ondt når vi vågner op efter bedøvelsen og den selvvalgte flugt.
Vi bliver typisk selvkritiske, slår os selv i hovedet med al den tid vi har spildt, men vi er også lidt bange for at mærke og konfronteres af virkeligheden.
Vær medfølende overfor dig selv, vær nænsom. Der er en grund til din flugt, ikke sandt?
Virkeligheden er ikke altid hverken kærlig eller nænsom.
Vejen til power
Mærker du længsel?
Det kan føles som om den vil rive dig i stykker, når du atter mærker.
Det gør den ikke.
I længslen er der noget uopfyldt.
Her er noget du mangler at gøre.
Du har en mission.
Bevidsthed uden handling tjener intet formål.
Ja, det kan gøre ondt at vågne efter bedøvelsen fortager sig, men det er også her du rejser dig. Det er her du finder en enorm power.
Du vågner og genfinder din power!
”Jeg vil male dagen rød, med den sidste roses glød.”
Jeg vil danse i røde og orange farver. Jeg vil mærke passion og dybde.
Jeg vil møde mine udfordringer.
Jeg vil male det nye år i alle regnbuens farver. Livfulde, lette og intense.
Og det kan jeg kun når jeg kan rumme og mærke mig selv. Det er forudsætningen for at male det særlige originale maleri som er mig.
Jeg håber du vil være med.
Beyond..
Der er altid mere i smerten, end smerte
Der er altid mere i nuet end det du ser
Læn dig tilbage
Ind i dig selv
Der er noget som favner dig
Noget som griber dig
Bag din ”virkelighed” er der noget mere virkeligt
Noget mere oprindeligt og ægte
Det er der altid
Du glemmer bare
Beyond and within
Tak for dine smukke farver. Tak for de nuancer du viser mig. Tak for lys. Tak for skygge.
Kærligst
Tine Hallum,
spirituel mentor
__________________________
Tine Hallum, mentor og lifecoach, Djursland.
Meditation og livskunst.
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer