Se kontaktoplysninger og profil for Mentor og Lifecoach i Lyngby Tine Hallum

Det nemme barn

Hvad har formet dig?

Hvad vil du være og kendes for?

Hvad vil du ikke være?

Du var et nemt barn.

Ikke krævende. Ikke spørgende. Ikke givende. Ikke deltagende. Men nem.

Du søgte mig. Altid. Du vidste der var mere.

Du ville så gerne trække dig fra dit liv og dine betingelser. Du ville væk fra dit fundament og dine rødder.

Din længsel blev evig. Den forblev uopfyldt, din søgen efter trøst, håb og frigørelse. Din længsel efter død og genopstandelse udeblev.

Og der var du. Der var vi, skønt du følte dig så ensom.

Du var et nemt barn. Og det blev, et langt stykke hen ad vejen, dit lod i livet. At gå så ubemærket hen som muligt.

Nu ved du, at jeg var med dig.

Væren.

Jeg bliver grebet af varme og dæmpede lyde.

Jeg bliver bevæget uden at røre mig og jeg fornemmer luften udefra, blandet med dæmpede, rolige stemmer. Jeg er tryg, alle lyde bliver filtrerede.

Jeg skal ikke noget, blot være.

Åh, hvor er det dejligt.

Skyggefald.

”Nu rører du dig ikke!”

Jeg hører min mors formaning, mens hun går baglæns og forsvinder ud i gangen.

Jeg kan ikke se hende mere. Jeg stivner, mon jeg trækker vejret?

Du må ikke forlade mig mor!

Jeg er helt alene, stiv af skræk og ikke større end at jeg kan bade i køkkenvasken. Jeg sidder på køkkenbordet, ved siden af vasken. Jeg kan falde, men jeg kan ikke selv styre om jeg falder. Jeg kan kun stivne af skræk og vente.

Jeg husker ikke lettelsen over at min mor kommer tilbage, blot følelsen af forladthed og magtesløshed. Uden kontrol.

Helhed.

Jeg tror at vores lykke og glæde, er betinget af vores evne til se os selv. Også alt det vi ikke vil se, alt det vi ikke vil være. Hvis ikke vi kan rumme os selv, hvem kan så?

At lære at holde af sig selv, ubetinget, kan være en livslang proces.

Visse oplevelser bliver milepæle i vores forståelse af os selv og kan betyde at vi trækker os fra vores rødder og bliver amputeret, for vi trækker os fra vores handlekraft, blandt meget andet og bliver ude af stand til at virkeliggøre drømmen bag vores længsler. 

Mit første minde om en tilstand af væren, er oplevelsen af at ligge i en barnevogn. Jeg har ubevidst søgt denne tilstand, uden at være i stand til at opnå den. Jeg har fået nogle ”vink” ind i mellem, som jeg har afskrevet som vrøvl. Jeg havde en gentagen drøm, da jeg var ung. Om en smuk grøn eng, så lang øjet rækker, uendelig. Og midt i det hele stod jeg, lykkelig, fredfyldt. Om end den såede et frø, nåede budskabet ikke frem. Drømmen blev, for mig, endnu en markør for hvor langt ude jeg var. Det gav jo ingen mening, at skulle finde fred her? På en skide eng? Jeg forstod det ikke og var blind i min skam og selv-vrede.

Men drømmen mindede om tilstanden fra barnevognen.

Hvad former os?

Hvor har vores skyggesider rod? Og har det overhovedet nogen betydning?

Eller skal vi ”bare” lære at finde, se og anerkende dem?

Kærligst,

Tine Hallum

Mentor og lifecoach.

__________________________

Tine Hallum, mentor og lifecoach i Lyngby. href="http://www.tinehallum.dk/">www.tinehallum.dk