Se kontaktoplysninger og profil for Mentor for mønsterbrydere - Din Rette Vej

Når du voksede op med forældre der drak, er mistillid et grundvilkår

I kølvandet af Sundhedsstyrelsens alkohol- uge 40, vil jeg som supplement komme med blogindlæg, der sætter fokus på hvad forældres alkoholmisbrug giver af konsekvenser hos børnene, når de bliver voksne.

For alt for ofte bliver den dysfunktionelle opvækst glemt. Særligt hvis det lykkes for børnene at blive mønsterbrydere, der udadtil klarer sig godt, med uddannelser, jobs og velfungerende familier.

Men indeni kæmper de fleste voksne børn af alkoholikere stadig med følelsen af ikke at være god nok og ikke at være værdig nok til at sætte grænser. Og særligt kæmper de med, altid at være den som klarer det hele og tager ansvar for alt – hvilket sker på bekostning af dem selv.

Men hvorfor er det sådan? Hvorfor er det ikke muligt for dem at ændre disse selv-destruktive overbevisninger?

For det er helt sikkert et stor ønske for dem alle.

Det ligger i ordets natur at forandring kræver at vi er villige til at rykke os, og at vi er villige til at begynde at gøre noget andet, end det vi plejer.

Samtidig kræver det også en god portion tillid til os selv, tillid til at processen kan lykkes og tillid til andre mennesker omkring os, herunder om de overhovedet synes det er en god idé, at vi begynder at forandre os.

Og det er lige præcis tillid vi mangler, når vi er vokset op med forældre, der drak.

Faktisk er mistillid solidt forankret i hele vores system og vi agerer (ubevidst) udfra devicen om, at vi ikke kan stole på nogen eller noget – ikke engang os selv.

I de følgende afsnit kan du læse mere om, hvorfor mistillid er et vilkår du tager med dig og hvilke konsekvenser det har for dig selv og dine relationer.

Hvorfor er mistillid et grundvilkår

Hvordan kan det være, at du som voksent barn af en alkoholiker partout har mistillid med i din bagage?

Hvorfor er det så svært at åbne op for kærlige, autentiske relationer, hvor du tør være ærlig og sårbar?

Hvorfor er det, at du altid forventer det værste – lige fra at der nok ikke er en p-plads til dig, når du skal ud og handle, til at den anden sikkert har skumle bagtanker med sin venlighed?

Hvorfor er det, at du altid tvivler på dine egne evner, og ofte helt lader være med at prøve?

At vokse op med forældre der drikker, giver automatisk følelser og oplevelser af utryghed, uforudsigelighed, brudte aftaler og manglende nærvær og kærlighed, som sidder fastforankret i dit system, som en vejviser, der altid forsøger at styre dig uden om mere svigt og smerte.

For du vidste aldrig hvornår mor eller far havde drukket for meget.

Du vidste aldrig, hvornår den tiltrængte hyggelige stemning blev ødelagt.

Du vidste aldrig hvilken tilstand de var i, når du kom hjem.

Du vidste aldrig om den tur du havde glædet sig til i ugevis, blev til noget.

Du vidste aldrig om de aftaler I lavede, blev overholdt.

Du vidste aldrig, hvad du fik skældud for næste gang.

Du vidste aldrig hvornår de straffede dig.

Du vidste aldrig hvornår du blev hånet og latterliggjort.

Du vidste aldrig hvornår de ting, der var blevet delt i fortrolighed, blev til alle mands viden.

Du var hele tiden på vagt, fordi alting konstant kunne ændre sig på et splitsekund.

Nogle gange var det den forælder der drak, som skabte utrygheden. Andre gange var det de andre voksne omkring én. Men ét var sikkert –du kunne kun regne med og stole på få ting - lige udover at kaos og drama stort set altid var på dagsordenen.

Udover den konstante usikkerhed over hvordan dagen, stemningen og humøret var, har der også hos mange børn der vokser op med en mor eller far der drak, været en anden central – og tilbagevendende- oplevelse, der har skabt mistillid.

Nemlig oplevelsen af at forsøge at få den drikkende forælder til at stoppe. Ofte blev man måske lovet, at det nok skulle stoppe. At der bare lige var nogle ting der skulle falde på plads, og så…ville det få en ende.

Og i starten troede du måske på det. Du nåede at mærke forventningen om, at tingene kunne forandre sig. Ville forandre sig. Du nåede at mærke glæden og håbet.

Men de allerfleste gange blev løftet brudt. Mor eller far vendte tilbage til flasken og du stod selv tilbage med en massiv følelse af svigt.

For hvordan kunne hun love at stoppe og så alligevel fortsætte? Når nu det betød så meget for dig? Hvordan kunne flasken være mere vigtig for ham? Hvorfor blev der løjet om det?

Langsomt, men sikkert blev der opbygget en gennemgribende erfaring af, at du ikke kan stole på de mennesker, der betyder allermest for én. Og hvis du ikke kan stole på dem, er der vel ikke nogen, du kan stole på.

Det kan også være at der skete det helt modsatte. At når du tiggede og bad om, at de skulle stoppe (eller råbte, græd, skrev breve, afviste dem eller på anden vis i desperation forsøgte at få dem til at forstå), så fik du af vide, at du bare var overbekymret, at det slet ikke var så slemt og at du overdrev helt vildt.

Eller måske at du faktisk selv var skyld i, at de drak. For hvis bare du opførte dig bedre, så ville de slet ikke have grund til at skulle drikke!

Du fik måske endda af vide, at du slet ikke kunne tillade dig at være ked af det eller vred, fordi du faktisk havde det meget bedre end de fleste andre børn.

AV!

Disse oplevelser dannede skyld og skam og en tro på, at du ikke kunne stole på dig selv, dine følelser og fornemmelser. For du overdrev jo bare og var pylret. Du var hysterisk. Selvisk. Egoistisk. Utaknemmelig.

Og havde faktisk slet ikke nogen grund til at være ked af det.

Til sidst turde du ikke regne med noget. Du lukkede dig inde og kunne ikke længere tro på at det rolige, det glade, det kærlige nok skulle ske. Du turde ikke længere tro på at han eller hun nok skulle stoppe. Du turde ikke tro på, at gode oplevelser og følelser kunne vare ved.

Så for at passe på dig selv lukkede du af for tilliden, fordi det alt for mange gange havde været så smertefuldt at åben dit hjerte, åbne din glæde og forventning, for så blot at opleve det hele blive revet fra hinanden.

Hvad har det af konsekvenser – for dig selv, i relationen til andre og i forhold til din krop

Denne usikkerhed og frygt tager du med dig ind i voksenlivet, hvis ikke der bliver gjort noget aktivt for at give slip på det og genopbygge tillid.

Også selvom det måske virker som så længe siden og skørt at det stadig skulle have tag i dig. Men svigt og mistillid er det, som dit fundament er bygget op omkring og derfor vil det påvirke dine relationer, følelser og valg.

Du kan have svært ved at have tillid til, at tingene nok skal gå. At livet nok skal gå. At livet kan være glædesfyldt at være i. At der faktisk overhovedet kan ske gode ting.

Fordi du netop så ofte oplevede, at det hele kunne gå syd på et splitsekund, er du bekymringsfuld, har tankemylder og tager sorgerne på forskud. Du er bange for at tillade dig selv ro og tryghed, fordi du gang på gang oplevede hvordan det brutalt blev revet væk under dig, når alkoholen fik overtaget.

Du kan have rigtig svært ved at have tillid til andre mennesker. Have svært ved at tro på, at de oprigtigt vil dig noget godt. At de uden forbehold er der for dig. For DIG!?

Det kan være særligt udfordrende at indgå i et roligt kærlighedsforhold, og du kan opleve dig selv være dén som starter konflikter ud af det blå, fordi utrygheden og kaosset paradoksalt nok giver langt mere tryghed indeni end roen og tilliden.

Det har altid været normalt at leve i kaos og usikkerhed, så selvom du med din forstand og hele dit vores voksne væsen virkelig ønsker at indgå i et kærligt og ærligt forhold, så kan du gentagen gange finde dig selv i præcis det modsatte.

Fordi det føles langt mere trygt og sikkert, fordi du der ved hvordan du skal navigere og hele dit system genkender følelser, mønstre, adfærd og stemninger.

Måske du endda flere gange har stoppet et forhold eller en relation, for på den måde at være på forkant. Fordi det er mindre smertefuldt - og ikke mindst skamfuldt - at være den som går, end at være den der bliver svigtet – endnu engang.

Du kan have svært ved at have tillid til dig selv og dine følelser. Fordi du så tit fik af vide at det ikke var rigtigt, når du gav udtryk for noget. At du ikke kunne tillade dig at være vred. At det ikke nyttede noget at være ked af det. Du oplevede at dine helt basale behov for ro, omsorg, nærvær ikke blev opfyldt eller mødt. Du mærkede, at der ikke var plads og rum til dén, du var.

Og derfor kan det stadig den dag i dag føles svært eller helt umuligt at mærke dig selv. Svært at mærke dine følelser. Svært at mærke hvad du mener, har brug for, har lyst til, ikke vil være en del af. Og du kommer i stedet til at navigere efter de andres følelser, stemninger og holdninger.

Dit humør svinger i takt med de andres. Dine grænser svinger i takt med de andres. Og langsomt men sikkert bliver du mere og mere identitetsløs og dybt udhulet indeni.

Hvad gør du for at kompensere for din manglende tillid

Du kommer til at tænke i bokse og kasser. I sort-hvidt. I rigtig eller forkert. Du har enormt meget brug for kontrol og hele tiden vide hvad, hvordan og hvorfor.

Og fordi mistilliden sidder så dybt i dig, frygter du hele tiden at det går galt. Du frygter at blive forladt eller latterliggjort. Du frygter at blive afsløret som hende den utjekkede eller som ham, der slet ikke forstår en disse.

Du er konstant på vagt, påpasselig og på forkant for at afværge fejlene og katastroferne og bliver helst ved det kendte  - også selvom det ikke længere tjener dig.

Du levner ikke plads, til nærvær, spontanitet, sårbarhed eller virkeliggørelse af drømme og lever på den måde kun et halvt liv.

Du kan ofte have mest lyst til at glemme det og gemme det væk, men det gør kun det hele langt værre. Særligt når du ønsker at ændre på noget i dit liv.

For hvis du hele tiden går udenom at mærke mistiliden, vil det blive rigtig svært at ændre på de destruktive mønstre – for du har simpelthen ikke tilliden til at det selvfølgelig kan lykkes at ændre.

Så endnu en gang bliver det et nederlag, som faktisk forøger mistilliden.

Du fortjener langt bedre! Også selvom du måske ikke lige nu mærker, at du fortjener det.

Jeg ved, at du længes efter et mere frit og levende liv. Jeg ved, at du længes efter at turde tro, håbe og lade dig flyde med. Også selvom det ligger godt begravet under ’Det lykkes alligevel aldrig’.

Erkend og acceptér at mistillid er en del af dig og arbejd på at få alle de gamle svigt forløst, så de ikke længere fylder indeni dig.

Jeg ved det kan føles svært, umuligt, smertefuldt. Men det er muligt at slippe svigtene, mistilliden og usikkerheden.

Giv dig selv den gave, at du ikke længere gemmer det væk. Giv dig selv den omsorg, at du ikke længere slår dig selv oveni hovedet med, at du ikke kan finde ud af det. Du er ikke alene og du er ikke i stykker.

Du har brug for at møde dig selv og tillade dig selv at mærke det svære.

For du kan kun møde lyset, ved først at gå igennem mørket – ikke ved at gå udenom.

Giv dig selv al den kærlighed og opmærksomhed, som du ikke fik, da du var barn.

Ved at tage dig selv i hånden igennem det svære og vise dig selv, at du kan stole på dig, vil du langsomt opbygge din tillid, som vil smitte af på alle dine relationer og valg.

Du fortjener det <3

Kærligst
Camilla

__________________________

Camilla Schou Andersen. Mentor for Mønsterbrydere, foredragsholder og Ph.d. i Sundhedsvidenskab
Læs mere her: http://www.camillaschou.dk/