Mentor for mønsterbrydere - Din Rette Vej

Corona krisen - brug den konstruktivt

Det er i kriser, vi har muligheden for at dykke dybt ind i os selv og hente styrker og indsigter, som vi aldrig havde troet eksisterede.

Jeg ved, at det kan virke let købt og som en gang pladder, der blot skal aflede os fra alvoren i den kritiske situation. Det er dog på ingen måder en invitation til at se bort fra alvoren, for selvfølgelig skal vi forholde os til virkeligheden og tage de nødvendige og til tider meget svære beslutninger for at afværge krisen bedst muligt.

Dog har vi alle også et valg midt i krisen om, hvordan vi bedst muligt kommer igennem den og ikke mindst lærer af den.

For lige midt i krisen ligger der en opportun mulighed for læring, indsigt og vækst, hvis vi tør gribe den.

Jeg har selv utallige gange i løbet af mit liv oplevet, hvordan netop kritiske, alvorlige og dramatiske situationer, har været indgangen til dyb transformation. Sidst da vores yngste dreng kom til verden for 5 år siden og han i den første måned af sit liv flere gange var ved at dø fra os. Vi blev kastet ud i afmagt, frygt og kaos og imens vi stod midt i det, var det hæsligt og uoverskueligt. Jeg erkendte dog alligevel, hvordan jeg selv og hele vores familie efterfølgende blev transformeret af oplevelsen. Hvordan jeg selv og vi som familie blev tvunget til at være på en anden og sundere måde, da han igen var rask.

Så for mig at se, er der stor og vigtig læring i denne Corona-situation, som ligger langt ud over forbedrede beredskaber, hvis endnu en lignende situation skulle ramme os igen.

Hele denne undtagelsestilstand som vi er i lige nu, er efter min optik en smertelig refleksion og tydeliggørelse af, hvor distanceret og fjerne fra hinanden, vi i virkeligheden meget længe har levet.

Ikke ment på samme måde som den fysiske afstand vi nu er blevet tvunget til at have. Men i form af lukkede hjerter og uigennemtrængelige facader, hvilket har holdt os fanget i en udefinerbar ensomhed.

Denne usynlige isolation har gjort, at vi ikke har kunne mærke os selv eller hinanden, den har afskåret os fra at turde være ægte og sårbare og fra at mærke autentisk kærlighed, nærvær, glæde og frihed, med det resultat at 100.000-vis af mennesker er endt i stress, angst og depression.

Vejen igennem distancen til os selv og hinanden ligger i, at vi hver især finder modet til at åbne mere op for dem vi hver især er, med alt hvad det indebærer. Sådan at vi alle viser et langt mere autentisk og reelt billede af, hvordan det er at være menneske, med op- og nedture og med (indestængte-) følelser af alle slags.

På den måde kan vi sammen nedbryde de forvrængninger af, hvordan livet leves ’rigtigt’ og hvordan oplevelsen af, at alle andre har langt mere styr på det hele end én selv netop oftest er baseret på en løgn.

Denne Corona-krise er derved en invitation til at bruge tiden væk fra andre mennesker, til at gå på opdagelse i sig selv, for at finde ind til de gemte længsler og følelser, der trænger sig på for at blive sat fri og til de historier, der kalder på at komme ud.

Jeg har selv igennem de seneste 7 år brugt min historie som voksent barn af en alkoholiker, til at fortælle om min vej med at slippe den tunge bagage. På den måde har jeg skabt endnu mere frihed og autencitet for mig selv, samt inspireret og hjulpet til transformation for andre.

Så når vi viser os uden filter, skaber det ringe i vandet. Det giver en mulighed for at andre kan spejle sig i os, hvilket nedbryder ensomheden, følelsen af at være forkert og det åbner op for at samhørighed, forståelse og genkendelighed. Det åbner vores hjerter.

Der er lige nu en tvingende nødvendighed i, at langt flere af os står frem, ærlige, sårbare, ægte og tydelige, hvis vi skal vende denne synkende skude af følelsesmæssig afstand til os selv og hinanden.

Verden har brug for, at ægthed og kærlighed øges kraftigt i styrke, for at vi i sandhed kan rykke tættere sammen og finde langt mere holdbare, bæredygtige og nærende løsninger på de kriser – også udover Corona-situationen - der lige nu banker på vores døre.

 

Derfor starter jeg til et april et dybt transformerende forløb - ’Story Healer’ - som netop hjælper deltagerne med at finde modet, sårbarheden og historierne der indeni presser sig på for at komme ud, for på den måde at skabe et fundament for, at endnu flere tør stille sig frem i lyset.

Hvis du mærker at dette kalder på dig, så er du først og fremmest inviteret til at være med i min Facebook-gruppe 'Story Healer – intro', hvor jeg deler ud af mine erfaringer og indsigter igennem de sidste mange år med netop at stå offentlig frem med mit liv og også vil fortælle om, hvordan hele dette forløb kommer til at foregå.

Du kan anmode om at komme med lige her: https://www.facebook.com/groups/2852178448201228/

Det er naturligvis helt gratis og uforpligtende at være med i gruppen og for mig en måde at samle de mennesker på, som er klar til denne forvandling, og for dig en måde at mærke ind i, om du er klar til at være den næste Story Healer.

Kærligst Camilla

__________________________

Camilla Schou Andersen. Mentor for Mønsterbrydere, foredragsholder og Ph.d. i Sundhedsvidenskab
Læs mere her: http://www.camillaschou.dk/

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Corona krisen - brug den konstruktivt. Læs mere her