Mentor for mønsterbrydere - Din Rette Vej

Servicerer du andre i hoved og mås?

Er du hele tiden den, som sørger for det hele?

Den som hele tiden er på spring og klarer alle pligter og opgaver?

Så er du formentlig ret udmattet og har måske endda også en remse kørende inde i hovedet, som lyder noget i retning af ’det er sgu da også utroligt, at det altid er mig, som skal gøre det hele. Hvorfor kan de andre slet ikke se, at de også gerne må give en hånd med’.

Passer det?

At du, på den ene eller anden måde, faktisk føler at det er pænt urimeligt, at du altid knokler rundt, og de andre kører ret så meget på frihjul?

Så vil jeg invitere dig til at kigge lidt indad og mærke, hvorfor du altid er den, som gør det hele.

Og jeg ved godt, at det første umiddelbare svar er, ’at ingen andre jo gør noget’ og ’at hvis du ikke hele tiden er på forkant, så bliver tingene ikke gjort’.

Men prøv lige engang at mærke lidt mere efter. Hvad ligger der nedenunder den følelse af, at de andre slet ikke gør noget? Hvad ligger der bag, at de ikke rører en finger?

At du måske har taget helt over? At de andre måske ikke helt har fået en chance for at nå at gøre noget, eller måske endda fået at vide, at de ikke gjorde det godt nok, da de forsøgte? At du måske slet ikke har sagt højt, at du har brug for deres hjælp?

Vær ærlig her.

Det er udelukkende ment kærligt. For jeg har i den grad selv været der, hvor jeg brokkede mig over hele tiden at skulle tage ansvar, samtidig med at jeg faktisk slet ikke var i stand til at give ansvar fra mig, italesætte mine behov eller have tillid til, at de andre kunne løfte opgaven ligeså godt som mig.

Jeg var altid 476 skridt foran og lagde konstant planer i hovedet, for ikke at overse noget. Jeg levede mit liv i kasser og i sort-hvidt, fordi uforudsigelighed i den grad triggede mig.

Men den allervigtigste grund til at jeg susede rundt og servicerede alle i hoved og mås – endda også ofte uden at de andre havde bedt mig om det - var faktisk, at jeg ubevidst søgte efter kærlighed og respekt.

Det gjorde ondt, da jeg opdagede det. For shit, et kapløb at sætte sig selv i. Men det var jo det, jeg lærte som barn. At jeg fik ros, anerkendelse og opmærksomhed, når jeg var den dygtige, pligtopfyldende Camilla, som hele tiden sørgede for, at alle andre havde det så godt som muligt.

Og den leveregel havde jeg naturligvis taget med mig, ind i voksenlivet.

Så mærk efter, om det også er en af dine pejlemærker – at du udelukkende fortjener kærlighed og respekt, når du har knoklet dig selv halvt ihjel?

Du kan nemlig ikke begynde at slække på ansvar, pligter og kontrol, førend du bliver klar over, hvorfor du konstant er på overarbejde, og førend du begynder at give slip på de gamle indestængte følelser af, ikke at blive værdsat for den pragtfulde lille pige du var, blot fordi du var dig.

Kærligst Camilla

__________________________

Camilla Schou Andersen. Mentor for Mønsterbrydere, foredragsholder og Ph.d. i Sundhedsvidenskab
Læs mere her: http://www.camillaschou.dk/

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Servicerer du andre i hoved og mås?