Se kontaktoplysninger og profil for Mentor for mønsterbrydere - Din Rette Vej

Vi spiller fallit, når vi skal have certifikat på, at kunne hjælpe.

Flere end 500.000 danskere er vokset op som børn af alkoholikere. En tredjedel af dem udvikler selv et alkoholmisbrug og en tredjedel får angst eller depression. Ofte ved disse voksne børn af alkoholikere ikke, at deres opvækst er årsagen til, at de kan have svært ved at mestre livet. De fungerer nemlig rigtig godt udadtil, fordi de har lært at overleve på præstation og at holde facaden intakt.

Det ligger dybt i deres essens, at de kun føler sig gode nok som mennesker, så længe de er flinke og ansvarsfulde, ikke belemrer andre med deres behov, indpasse sig og samtidig skjule alle de såkaldte negative følelser. Men under overfladen lurer panik, kaos og ensomhed.

For de lider indeni og føler sig ensomme, forkerte og er konstant på overarbejde for at passe ind i de normer og regler, som de tror bliver forventet af dem.

Det er blevet indprentet i dem, at de for alt i verden skal holde et tempo med 200 km/timen og at de skal have overskuddet og evnen til at klare sig selv.

Fordi de er så svære at spotte og fordi det nærmest er umuligt for dem selv at snakke højt om det svære, bliver mange af dem ikke opdaget i tide og ender med at gå ned med stress, depression eller angst, samtidig med at de helt systematisk giver de destruktive mønstre videre til deres børn.

Dette er en negativ spiral af de helt store, som der bør sættes langt mere effektivt ind overfor. Vi bør gentænke den måde, vi tilbyder hjælp til folk på, da mange netop aldrig vil møde op til de ellers veletablerede og gode tilbud, der findes i Danmark, fordi det er for skamfuldt at række ud og fordi man som voksen barn af en alkoholiker har lært at man kun er noget værd, når man er i stand til at klare det hele selv.

Jeg ved, hvad jeg taler om, da jeg selv voksede op med en mor, der drak. Dette indebar, at jeg som ung var fanget i destruktive mønstre, hvor jeg ikke kunne mærke mig selv, ikke sætte grænser, hvor jeg hele tiden sørgede for de andres behov og at jeg var dybt afhængig af de andres anerkendelse. Dette afstedkom, at jeg konstant styrede rundt med 200 kilometer i timen og aldrig tillod mig selv at slappe af.

Som 24-årig gik jeg ned med en depression, der medførte at jeg dumpede flere af mine fag på Universitetet. Jeg fik heldigvis muligheden for, at deltage på et 8 ugers mønsterbryderkursus igennem Studenterforeningen, som bestemt hjalp mig på vej, men på ingen måder var tilstrækkeligt. Den tunge arv af mistrivsel kan ikke quickfixes på 2 måneder. Dog var det helt sikkert, hvad omgivelserne troede.

For jeg uddannede mig som biolog, startede på en Ph.d. i Folkesundhed, havde kæreste, stor lejlighed, bil og vi fik et barn. Så udadtil var jeg en vellykket mønsterbryder. Men det var kun på overfladen. For alle disse ydre såkaldte succeskriterier var ikke nok. Indeni var jeg ensom, følte mig forkert og var overbevist om, at jeg ikke fortjente at passe på mig selv.

Jeg knoklede mig til anerkendelse og respekt og troede på, at jeg kun var værdig til kærlighed, når jeg ofrede mig selv. Mine destruktive mønstre påvirkede vores familie og på mange måder var jeg i gang med at give mønstrene videre i arv, også selvom alkohol ikke var involveret.

Jeg vidste, at jeg havde brug for at skifte spor. Udfordringen var, at jeg på ingen måder følte, at jeg fortjente hjælp. Og det var ekstremt grænseoverskridende for mig, at skulle møde op et sted med andre ligesindede. Derfor rakte jeg ikke ud imod de ellers gode tilbud, der eksisterede.

Jeg valgte i stedet 1:1 hjælp hos forskellige terapeuter, samtidig med at jeg læste adskillelige bøger. På den måde samlede og afprøvede jeg mange metoder og øvelser, nogle anerkendte, andre knapt så anerkendte og fandt frem til den kombination, der effektivt gjorde mig i stand til at bryde mine destruktive mønstre.

Måske allervigtigst fandt jeg frem til, hvilke skridt, der var tvingende nødvendige at tage først. For med mistrivsel i bagagen, er det ikke nok at starte der, hvor de fleste starter med at sætte mål, tænke positivt og visualisere resultater. Når vi dybest set ikke tror på os selv, ikke føler at vi er berettiget til at skabe en forandring og samtidig ubevidst er afhængige af kaos og konflikter, så vil de allerfleste forsøg på at skabe forandring mislykkes, hvilket kun bekræfter vores overbevisning om, at vi er en fiasko.

Jeg begyndte for 7 år siden at videregive mine egne erfaringer og kombinationen af redskaber til andre via foredrag og 1:1 sessioner, og fandt ud af det også hjalp dem. Derfor har jeg nu grundlagt en online portal med alt det jeg har erfaret virker, som jeg stiller til rådighed for voksne børn af alkoholikere.

Dette har jeg gjort for at udfylde det hul, jeg oplever der er i tilbudsviften af ellers effektive og allerede tilgængelige tilbud, men som mange ikke vil vælge, grundet de ovennævnte årsager.

Da jeg indsamler data på folks udvikling målt via 5 trivselsspørgsmål udarbejdet af WHO, har jeg med glæde erfaret, at materialet i portalen virker. Deltagernes trivsel stiger, samtidig med at de opbygger evnerne til at bryde de destruktive mønstre, der i så mange år har gjort relationen til dem selv og andre svær.

Jeg ønsker naturligvis at brede kendskabet til portalen ud til så mange som muligt, for at kunne hjælpe de tusindvis af danskere, der lider i ensomhed, og som ikke føler, at der er et brugbart tilbud for dem.

Her kommer problemet.

For det har vist sig at være langt sværere end forventet, at skabe muligheden for, at langt flere kan blive hjulpet. For i dagens Danmark, skal man være uddannet terapeut eller behandler, for at kunne få lov til at blive betragtet som en mulig hjælp.

Jeg har været til møde hos flere kommuner, hvor beskeden er det samme.

De opfatter det som et virkeligt godt og vigtigt tilbud, men de må desværre ikke samarbejde med mig, da jeg ikke har en anerkendt terapeutisk uddannelse. Det forstår jeg fuldt ud. De skal naturligvis være ansvarlige og omhyggelige med, hvad de breder ud og anbefaler til folk.

Dog handler dette indlæg om, hvor grænsen går for, hvor mange papirer og certifikater vi skal have, for at kunne bidrage med effektiv hjælp til sårbare mennesker der er i risiko for at gå ned med flaget.

For vi står lige nu i en grotesk situation.

Som tidligere nævnt er der over en halv million danskere, der voksede op med forældre der drak. Samtidig er der tæt på en halv million danskere med et overforbrug af alkohol, samt 140.000 danskere der er alkohol-afhængige (kilde Sundhedsstyrelsen). Da der stort set ikke er nogen tilbud til voksne børn af alkoholikere, der tager hensyn til det faktum, at mange af disse mennesker, aldrig vil række ud efter hjælp, vil udfordringerne derved fortsætter.  

Tallene skriger til himlen og det værste er, at de destruktive mønstre gives videre til de næste generationer som derved på sigt, også vil være i risiko for at udvikle stress, depression, angst eller formentlig et misbrug, for at dulme alle de svære følelser og oplevelser, de undertrykte som børn.

Der spiller vi fallit, med voksende mental mistrivsel i Danmark.

Derfor opfordrer jeg til, at vi opgraderer vores mindset.

For hvis vi fortsætter med at have dette problem, kommer vi til at køre samfundet i sænk. Samtidig har vi kun 10 år tilbage, til at leve op til den forpligtelse omkring Verdensmålene, som vi som samfund har været med til at vedtage. Her lyder Verdensmål 3, del 4 og 5, at vi skal fremme mental sundhed og velvære, samt forebygge alkohol- og stof misbrug.

Vi er flere, der arbejder med forskellige og anderledes løsninger på, hvordan vi skaber varige og hensigtsmæssige forandringer, som måske nok ikke – endnu – er anerkendte måder, men hvor folk faktisk også bryder ud af stress, depression og dysfunktionalitet og derved også stopper den negative spiral med, at give mønstrene videre til kommende generationer.

Jeg skriver derfor dette for at stille spørgsmålstegn ved, at vi som samfund holder fast i, at man kun kan hjælpe folk på de gængse og etablerede måder, der igennem årtier har hjulpet nogle, men for andre af forskellige årsager ikke har været tilstrækkelige.

Når der nu er andre måder at gøre tingene på og der faktisk også er hjælp at hente her.

__________________________

Camilla Schou Andersen. Mentor for Mønsterbrydere, foredragsholder og Ph.d. i Sundhedsvidenskab
Læs mere her: http://www.camillaschou.dk/