Mentor for mønsterbrydere - Din Rette Vej

Nytårsforsætter med succes - fjern fiaskofjenden

Du har sat dig for at det NU, det er tid til forandring.

At det er NU, du sætter ind med alle sejl, for at opnå det du ønsker.

Og det går rigtig godt i hele januar. Din motivation er høj og det kører derudaf for dig.

Men så begynder målet at falme lidt. Du føler, at du tager 1 skridt frem og 3 tilbage.

Det kræver hårdt arbejde at fastholde den ønskede ændring, og du begynder langsomt at give op.

Du når marts måned og er tilbage til status quo!

Sådan ser scenariet ud for rigtig mange mennesker år efter år.

Nytårsfortsætterne glider langsomt i baggrunden for hverdagens gøremål, og vi bruger resten af året på at slå os selv oveni hovedet med, at vi ikke kunne gennemføre det, for så til det efterfølgende nytår at forsøge igen.

Men hvorfor er det sådan?

Er de fleste af os bare en flok vandmænd uden rygrad, der ikke evner at gå efter det vi ønsker?

Det tror jeg bestemt ikke på. Jeg tror bare, at vi skal angribe det en smule anderledes.

Alle ændringer tager tid og kræver viljestyrke, men det er sjældent nok at have et mål for øje, uden også at finde frem til hvorfor vi ønsker ændringen og hvorfor det endnu ikke er lykkes for os.

Vi starter med dit hvorfor

Hvad er det, dit nytårsfortsæt(ter) vil give dig, udover at nå selve målet? Hvilke værdier, hvilken glæde, hvilken ro, hvilken tid eller hvilken gevinst opnår du ved at gennemføre dit fortsæt?

Sidste år var mit nytårsfortsæt at få ordnet vores entré, som var én stor rodebutik. Det ønske havde jeg faktisk haft længe, men det havde indtil da ikke været stærkt nok, til at overvinde alle mine overspringshandlinger.

Lige indtil, at jeg fandt frem til, hvad det egentlig ville give mig at få ryddet op. Altså udover det helt indlysende i, at jeg gerne ville have at vores hjem så ordentligt ud.

Jeg fandt frem til at jeg i den grad stressede helt op, hver gang jeg gik igennem vores entré. At jeg blev helt drænet for energi, hver gang jeg kom hjem og blev mødt af alt rodet. Så det blev min motivation for at få det gjort.

Pludselig kunne jeg mærke en dybere og vigtigere mening med mit ønske og allerede i februar i år stod vores nye entré færdig.  

Så hvis dit mål er at stoppe med at ryge, at tabe dig, at arbejde mindre eller måske få en bedre søvn, hvad vil du så opnå udover selve sundhedsgevinsten? Mere krudt til at lege med ungerne? Mulighed for at gennemføre det maraton du altid har drømt om? Mere energi til din hobby, som du ellers har bildt dig selv ind ikke er så vigtig længere?

Så kommer vi til dit hvorfor ikke

Men udover at finde frem til dit hvorfor, er det mindst ligeså vigtigt at få identificeret hvorfor det endnu ikke er lykkes for dig? Hvad er det, som indtil videre har stoppet dig?

Jeg har mødt mange mennesker, som:

  • har ønsket at slippe deres indre legebarn løs, men var bange for hvad andre ville tænke
  • gerne ville tabe sig, men var bange for, at deres partner ville blive jaloux
  • gerne ville videreuddanne sig, men var bange for at ’overgå’ deres søskende

 

Alt sammen mere eller mindre ubevidste blokeringer, som gør forandring umulig.

Så hvad er det som indtil videre har stoppet dig? Hvorfor er du endnu ikke lykkes med at opnå dit ønske eller mål?

For mit eget vedkommende fandt jeg for nogle år siden ud af, at mit brændende ønske om at blive  mentor for mønsterbrydere, var mit indre lille barn skrækslagen ved tanken om. Min mor drak, og den lille pige inden i mig, har hele sit liv gjort alt hvad hun kunne for at holde vores familiehemmelighed intakt. Så selvom jeg som voksen i lang tid havde følt mig klar til at hjælpe andre med mistrivsel i bagagen, havde jeg ikke sørget for, at få den lille Camilla til at følge med.

Det er først, når vi finder frem til vores modstand mod forandring, at det bliver muligt at rykke videre.

Så skriv dit nytårsfortsæt ned, og tænk så over alle de negative ting der kunne ske, hvis det ønske bliver en realitet for dig. Hvad er du bange for at andre vil tænke, hvad vil det betyde for dit liv, hvad vil du pludselig skulle leve op til, hvordan vil du skulle agere?

Når du finder frem til disse blokeringer, får du en fantastisk mulighed for at arbejde i dybden med din inderste frygt, og efterfølgende komme derhen hvor du ønsker det.

Jeg ønsker dig et fortryllende og forvandlende nytår!

Kh Camilla

__________________________

Camilla Schou Andersen. Mentor for Mønsterbrydere, foredragsholder og Ph.d. i Sundhedsvidenskab
Læs mere her: http://www.camillaschou.dk/

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Nytårsfortsæt - derfor virker det ikke. Læs mere på Levlykkeligt.dk