Mentor for mønsterbrydere - Din Rette Vej

Lader du op sammen med din familie eller bliver du helt drænet?

Stunderne med den allernærmeste familie, skal helst være et helle, hvor vi er nærværende, får ladet batterierne op og bliver klar til endnu engang at møde resten af verden med et lyst og åbent sind, fordi vi har vores bagland i orden. 

Problemet er bare, at det faktisk ikke er det der sker, for rigtig mange.

Meget ofte er tiden med familien fyldt med pligter, konflikter, tagen-sig-af, udskydelse af egne behov og en konstant følelse af for lidt tid.

Og vi tager os selv i, at ønske os langt væk på en øde ø ALENE – uden børn, uden mand og uden forpligtelser.

Men det forbliver i det skjulte, fordi vi føler skyld og skam over, at vi overhovedet har det sådan.

’For det er da mega-pinligt, ikke at kunne finde ud af det der familiehygge’.

Det føles som et kæmpe nederlag at måtte erkende, at det på ingen måde er i familiens ’ellers så opreklamerede’ skød, at vi lader op.

Vi får bildt os selv ind, at vi slet ikke kan tillade os at have det sådan, når vi nu er så heldige at have sunde og raske børn, tag over hovedet og mad på bordet hver dag.

Og når den tankerække først starter, bliver det endnu mere umuligt at finde ind til freden og taknemmeligheden.

For vi slår os selv oveni hovedet, og kæmper med at skabe det rum i familien, som alle de andre også ser ud til at have.

Og alt imens vi f-r-e-m-t-v-i-n-g-e-r smil og overskud, bremser vi for udsynet for HVORFOR, vi ikke lader op sammen med vores nærmeste.

Jeg har lige selv været igennem et par måneder, hvor vores lille familie har været ekstra udfordret af forskellige udefrakommende årsager, og hvor tid i den grad har føltes som en mangelvare.

Da jeg på et tidspunkt stoppede op og mærkede efter (for det fik jeg nemlig ikke gjort undervejs, da jeg, særligt i pressede situationer, er super god til at gå i ’jamen-jeg-kan-sagtens-klare-det-hele-på-den-halve-tid-og-jeg-behøver-slet-ingen-hjælp), var jeg fuldstændig drænet.

Helt som i en vredet karklud, med et meget lille overskud og med en yderst ringe forståelse for min mand og vores børn.

Jeg havde i alt for lang tid følt, at jeg hele tiden skulle være på forkant, hele tiden være beredt.

Mit kontrol-gen med tid og pligter havde taget fuldstændig overhånd og jeg blev alt andet end ladet op og afslappet af, at være sammen med min familie.  

Jeg følte, at jeg stod med et kæmpe-ansvar for, at ALT fungerede og jeg havde mest af alt lyst til at rejse hen til den føromtalte øde ø.

Men fordi jeg havde spændt mig selv så meget for, kunne jeg slet ikke få formuleret mine følelser højt, så jeg gik mest rundt som en tikkende bombe.

Og jeg skulle da lige hilse og sige at min indre stemning - sjovt nok - ikke gjorde hverken konflikter nemmere eller situationer hyggeligere i vores lille familie.

Det var først, da jeg indså, at jeg blev nødt til at starte hos mig selv, at skuden langsomt startede med at vende.

Jeg blev nødt til at kigge indad.

Jeg blev nødt til at stoppe HELT op, som i at droppe alt andet end super nødvendige opgaver og gøremål i nogle dage, så jeg fik plads og rum til at mærke mig. Mærke hvor vi kunne justere, mærke hvad jeg havde brug for at give slip på af ukærlige forventninger til mig selv, mærke hvad jeg havde brug for, for at lade op.

Og i takt med at jeg mærkede ind i længslen efter ro, nærvær, ægte glæde og tålmodighed, og langsomt fik luget ud i urealistiske forventninger og gamle mønstre, så ER skuden blevet vendt.

Overskuddet er vendt tilbage, ungerne er pludselig slet ikke så belastende længere og hverdagen med familien lader mig igen op.

Så næste gang du bliver sur over, at din mand igen har låst sig inde på toilettet med Ipad’en og du ved, at han ikke kommer ud den næste halve times tid, så spørg dig selv, HVORFOR du egentlig bliver vred.

HVAD er grunden til, at du måske synes han er så ubetænksom, ansvarsløs og ligeglad med resten af familien?

Er det virkelig, fordi at han sidder derud lidt for sig selv eller handler det mere om en længsel i dig, efter tid til dig selv, som du ikke får opfyldt?

Eller hvad når børnene endnu engang sætter dit temperament på prøve, fordi de vedholdende plager om, at måtte se en ekstra tegnefilm?

Handler det som om, at de virkelig ER irriterende?

Eller kunne det evt. skyldes, at du for at undgå en konflikt har sagt ja for mange gange, men at din utydelighed skinner igennem, så ungerne bliver ved med at søge efter et ærligt svar?

De her eksempler er på ingen måder for at give dig dårlig samvittighed eller følelsen af, at du har hele skylden for jeres udfordringer derhjemme.

Det er kun for at sige (bl.a. udsprunget af ren personlig erfaring), at når vi overhører vores egne behov og udskyder os selv på bekostning af de andre, så bliver reaktionen ret ofte vrede og følelsen af ikke at blive respekteret.

Men løsningen ligger hverken i vrede eller irritation.

Løsningen skal du finde ved at øve dig i at mærke hvad DU har brug for, øve dig i at udtrykke dine behov klart og tydeligt (for de andre kan vitterligt ikke gætte dem), hvilket også kan være at bede om hjælp til at finde ud af, hvad dine behov er, fordi du lige nu ikke selv ved det, og dernæst selv at tage ansvar for, at der også er plads til dig.

Kærligst Camilla

Dette blogindlæg er udvalgt af Levlykkeligt's samarbejdspartner Magasinet Psykologi som vælger et nyt indlæg fra Levlykkeligt hver uge til deres facebook fanpage og et om måneden til deres trykte magasin.

__________________________

Camilla Schou Andersen. Mentor for Mønsterbrydere, foredragsholder og Ph.d. i Sundhedsvidenskab
Læs mere her: http://www.camillaschou.dk/

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Din familie - opladet eller drænet for energi? Læs mere her