Hvem ville du være uden dine udfordringer?
Måske du i din dagligdag har nogle udfordringer, som du kæmper med.
Det kan være for meget fysisk rod i dit hjem, som bare ikke vil gå væk, lige meget hvor meget du rydder op og ud.
Det kan være konflikter på din arbejdsplads, som bare fortsætter eller hele tiden popper op, lige meget hvor fleksibel, rummelig eller grænsesættende du ellers er.
Det kan være overvægt, som hænger stædigt ved, skønt du hele tiden forsøger dig med kure, sund mad og motion.
Det kan være svigt fra dine relationer, som du hele tiden bliver udsat for, selvom du ellers forsøger at få italesat dine behov og vælge mennesker til, som du føler du kan have tillid til.
Det dræner dig, og du ved snart ikke hvordan du skal ændre det. Du har allermest lyst til at kaste håndklædet i ringen, fordi du synes, du har forsøgt alt.
Men hvad hvis nu, at du ubevidst selv er med til at holde fast i disse udfordringer? Og her snakker jeg overhovedet ikke om, at du bare skal skamme dig og det hele er din egen skyld. Overhovedet ikke.
Men det kunne være, at du i forhold til din opvækst og tidligere erfaringer, faktisk (ubevidst) føler dig mest tryg, når tingene omkring dig er ’uønskede’ i en eller anden forstand.
Måske føles det mest rigtigt for dig, hvis du hele tiden skal ’fixe’ forskellige ting, fordi du tidligere havde den rolle. Også selvom du lige nu som voksen bestemt ikke ønsker dig at være den, som altid skal sørge for det hele.
Måske føles det mest rigtigt for dig, når tingene omkring dig er kaotiske og rodede, fordi det var sådan da du var barn. Også selvom du nu som voksen for alt i verden ønsker, at dine omgivelser skal være rolige.
Din historie har formentlig langt mere magt over dig end du tror, og du kan kun tage styringen tilbage, ved at få kigget på og forholdt dig til dit fundament
Så prøv lige for en stund at forestille dig, at den udfordring, der lige nu fylder i dit liv, ikke længere var der. At du med et trylleslag ville kunne får det til at forsvinde HELT. Jeg ved godt, at det lyder helt urealistisk, men giv dig selv den gave at lege med alligevel – først når du kommer ind under de umiddelbare forestillinger, kan du virkelig se, hvad der foregår.
Prøv at forestille dig, at det du kæmper med i hverdagen var væk og du på ingen måder længere behøvede at bekymre dig over det, tænke på det eller beskæftige dig med det, hvordan ville dit liv så se ud? Hvem ville du så være som person? Hvem ville du kunne være i dine relationer? Dukker der måske nogen former for frygt op?
Og hvad kunne så i stedet få plads i dit liv? Mærk efter. Hvad ville blive muligt for dig, hvad ville du kunne fylde ind i dit liv? Og hvordan føles tanken om det?
Giver disse tanker og følelser dig sommerfugle og glæde i maven eller bliver du lidt nervøs. Føles det farligt, for nemt, for forkert, hvis dit liv kunne tage sig ud sådan som du lige har forestillet dig?
Vær ærlig overfor dig selv. Hvis du finder nogen former for modstand på dit ellers ønskede scenarie, er det super vigtigt, at du undersøger det nærmere og ikke blot skubber det hen.
For her ligger guldet. Her ligger nøglen til din ægte transformation.
Du må ind og møde modstanden. Du må tage dig af usikkerheden, frygten, måske følelsen af, at du slet ikke er værdig til en sådan forandring – for ellers kommer den helt sikkert aldrig til at ske.
Da jeg selv for nogle år siden, lavede denne øvelse i forhold til nogle udfordringer i mit liv, føltes det som om jeg fik en mavepuster. For selvom jeg i virkelig lang tid, havde kæmpet for at noget skulle være anderledes, fandt jeg ud af, at udfordringen faktisk gjorde, at jeg følte mig i live!
At udfordringen hver dag fik mig til at have noget at ’kæmpe med’, hvilket for mit vedkommende var sådan det meste af min barndom var bygget op. Så selvom det var virkelig trælst, var det også trygt.
Og tanken om, at udfordringen skulle være væk med et knips i fingrene, gjorde at jeg følte det som om, at hele mit fundament ville blive revet væk under mig.
Og det var først, da jeg turde rumme og hele de gamle smerter og historier, at jeg i mit ydre virkelig kunne skabe mine ønskede ændringer.
Kærligst Camilla
__________________________
Camilla Schou Andersen. Mentor for Mønsterbrydere, foredragsholder og Ph.d. i Sundhedsvidenskab
Læs mere her: http://www.camillaschou.dk/
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer