

Så du X-faktor i fredags? Hvor Ankerstjerne så præcist satte ord på en stor udfordring i vores relationer – både i forhold til os selv og til andre. Det skete efter at deltageren Kali havde et arrangement af en gruppe omkring sig under sin optræden, der skulle repræsentere en AA-støttegruppe.
Én af Ankerstjernes kommentarer var efterfølgende: "Du ligner jo ikke én som har brug for hjælp".
Heldigvis fulgte han den sætning op med: "det lød dumt", hvilket viser hans forståelse for, at man ikke kan se på folk, om de har brug for hjælp.
Alligevel er det præcis dette paradox mange netop oplever – at de ser for velfungerende, for tjekkede, for stærke eller for selvsikre ud til at kunne have brug for hjælp, og derfor lever mange med ensomhed og kaos bag den ellers så velpolerede facade.
For det er virkelig grænseoverskridende at skulle række ud, når alle omkring én forventer, at man har styr på det hele og måske endda italesætter, hvor stor en inspiration man er, med alt det gode humør, viljestyrke, energi og overskud til andre.
Det er også dette paradox som gør, at os med rod i livet, kigger os omkring og er overbeviste om, at alle andre har styr på deres liv. Det er dette som gør, at vi hver især render rundt og slår os selv oveni hovedet med, at ’det MÅ være mig, som ikke kan finde ud af det, og som er dum, uduelig og uden formåen’.
Sådan kan jeg i hvert fald selv huske at tænke første gang jeg sad i en mønsterbrydergruppe i Studenterrådgivningen på Universitetet for unge studerende med misbrugende forældre.
Hvorfor sidder de andre her? De ser så tjekkede ud. Enten er de gået forkert eller også er jeg gået forkert?
'Sjovt nok' havde alle de andre tænkt det samme som mig. Og da vi hver især først begyndte at åbne op om de svære følelser og oplevelser, lærte vi, at en overskudsagtig fremtoning på ingen måde nødvendigvis betød et harmonisk sind og en kærlig selvopfattelse. Tværtimod.
Vi var alle smadret indeni, bar massive svigt og havde alle overbevisningerne om, at vi var forkerte og uværdige til kærlighed, respekt og omsorg.
Vi havde blot lært at overleve via vores evne til at holde masken, negligere følelserne og få det hele til at se perfekt ud på ydersiden.
Og det er desværre sådan rigtig mange mennesker lever deres liv.
Jeg møder dem så ofte i mit virke – dem som har levet bag den velpolerede facade i alt for lang tid, hvilket gør at ingen omkring dem i virkeligheden ved hvordan de har det og derfor tror at alt kører på skinner. De ved faktisk sjældent hvordan de selv har det, fordi de i så lang tid lukket ned for dem selv.
Derfor ved de også sjældent hvornår de egentlig har brug for hjælp og om det overhovedet er okay at række ud.
Derfor er der brug for at andre spørger ind og ikke bare går ud fra, at alt er som det skal være. Her er problemet dog, at mange er bange for at spørge om vores nærmeste har brug for hjælp, fordi de nødigt vil trænge sig på, blande sig eller skulle forholde sig til noget følelsesmæssigt svært.
Men lad os for pokker da trænge os på. Også selvom alt tilsyneladende ser godt ud.
Lad os da spørge ind og tilbyde en hånd at holde i, en skulder at græde ud ved eller et øre, der lytter.
Og lad os alle sammen være langt mere modige, sige langt mere ja tak til hjælp og huske hinanden på, at vi hverken er svage, uduelige eller skrøbelige, fordi vi har brug for hjælp.
Det var aldrig meningen, at vi skulle klare alting selv og det har aldrig været muligt for nogen at gå igennem livet uden op- og nedture.
Så den ellers så udbredte illusion om, at de mennesker som ser ud til at kunne klare alting, faktisk også kan det og aldrig har ondt i livet, er en kæmpe stor fed løgn, som er med til at skabe afstand imellem mennesker og forstærke ensomhed, forkerthedsfølelse, stress, depression og angst.
Vi har alle været med til at skabe denne illusion – lad os også sammen bryde den ned igen.
__________________________
Camilla Schou Andersen. Mentor for Mønsterbrydere, foredragsholder og Ph.d. i Sundhedsvidenskab
Læs mere her: http://www.camillaschou.dk/
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer