Mentor for mønsterbrydere - Din Rette Vej

Det var min skyld, at min mor drak

Jeg kunne jo bare have været lidt mere medgørlig. Have hjulpet lidt mere til. Have været der mere for hende, når hun havde brug for det.  ’For det var jo helt umuligt for hende at slappe af, når der var så lidt opbakning’.

Og jeg kunne egentlig heller ikke være det bekendt, når jeg en sjælden gang fortalte hende, at jeg var ked af, at hun drak. At jeg havde svært ved at koncentrere mig i skolen. At jeg ikke havde lyst til at have venner med hjem. ’For det gav hende jo kun flere bekymringer’.

Det var hvad hun ofte fortalte mig, og jeg kunne jo godt se det. Så jeg pakkede langsomt, men sikkert mig selv så langt væk som muligt, så jeg var sikker på at alle ’mine egoistiske ting’ ikke dukkede op igen og forstyrrede det hele. Jeg sørgede for, ikke at belemre min mor med hvordan jeg havde det og blev mester i at krybe langs panelerne, så jeg ikke gjorde hende sur, skuffet og ked af det.

Engang imellem blev hun alligevel oprevet. Jeg var ikke altid klar over, om det var over noget, som jeg havde gjort, men hun har sikkert haft sit på det rene, så jeg tog bare imod den fortjente skideballe, så hun kunne få luft for sine frustrationer. Og så sørgede jeg for at være ekstra usynlig de følgende dage.

Det tog jeg med mig langt ind i voksenlivet. Altid at føle skyld og skam og altid at skjule mig selv, så hverken andre eller jeg selv vidste hvordan jeg havde det.

Hvis der var en konflikt på min arbejdsplads, hvis der var en sur ekspedient i butikken eller hvis der var en dårlig stemning til festen, var jeg sikker på at jeg havde gjort noget forkert. At det måtte være mig som skulle redde trådene ud.

Jeg blev faktisk ret god til at forudse uoverensstemmelser og andres behov, så jeg på den måde kunne komme skylden på forkant. Men det gjorde også at jeg var i en konstant stress. Heldigvis var min facade så uigennemtrængelig og velopført, at jeg alligevel holdt til det både fysisk og psykisk og alle omkring mig opfattede mig som sød, omgængelig og ikke mindst i balance.

Lige indtil…..

Lige indtil at der i en periode ikke var nogle dramaer, ikke nogle konflikter, og ikke nogle som havde brug for mig til at løse deres problemer. Puh – så stod jeg pludselig der, uden ’arbejde’ og kunne for første gang i mange år, mærke mig selv. Det var bestemt ikke rart. Jeg forsøgte at gemme mig under dynen, men det hjalp ikke meget. Min krop, tanker og følelser fulgte med ind i mørket. Og der blev jeg i et par måneder.

Alt føltes håbløst. Jeg slæbte mig igennem dagene som en skygge af mig selv, uden håb om forandring. Jeg følte skam over at være sådan en svækling, men havde ikke energi til at reparerer på revnerne i facaden. Den krakelerede og jeg smuldrede med. Men jeg var ligeglad. Alt var ligegyldigt.

Lige indtil den dag, min modige veninde tog fat i mig og ruskede mig. Hårdt! Og vedvarende! Jeg fandt mine allersidste kræfter og søgte hjælp. Det var så pinligt at skulle ringe og fortælle ærligt om mig selv. Droppe alle løgnene og selvbedraget. Jeg var hudløs. Skræmt. Angst for at alle nu skulle finde ud af hvem jeg i virkeligheden var.

Men til min store overraskelse gik det kun fremad derfra. I takt med at jeg langsomt fik åbnet op og kigget tilbage på minderne, slap skammen sit tag. Min forståelse for mig selv voksede. De første hårde lag blev skrællet af. Og utrolig nok, var der ingen af mine venner som forsvandt. De accepterede den nye - til tider lidt trodsige - Camilla der dukkede frem.  

Så døde min mor af sit alkohol misbrug. Og det hele kom væltende igen. Skyldsfølelsen over ikke at have gjort mere for at hjælpe hende med at stoppe. Skammen over at forsøge at leve videre efter hendes død. Mørket kom igen snigende og indslusede mig i tomheden.

Der var stadig mange kampe der skulle kæmpes og indimellem var jeg ved at give op.

Men kontakten til min indre lille Camilla blev min redning.

Der hvor jeg kunne finde forbindelsen mellem det der var engang og mit voksne liv, gav mig muligheden for at forstå, hele og vokse. Jeg hjalp hende af med vreden, sorgen, skammen, tårerne, forpligtelserne og hun kom langsomt frem af skyggen, så den ikke længere mørklagde mine relationer, evner og muligheder som voksen.

Og hun er stadig med mig i dag. Hun er heldigvis blevet en glad, ubekymret og rolig pige, som dog til tider stadig skal have et kram og en forsikring om, at jeg passer på hende og tager ansvaret.

Men ligesom jeg hjalp hende, har hun hjulpet mig til et autentisk, stærkt og kærligt liv, hvor jeg stadig passer på mine omgivelser, men allermest passer på mig selv.

Camilla Schou Andersen
Mentor for Mønsterbrydere, foredragsholder, Ph.d. i sundhedsvidenskab 

 

__________________________

Camilla Schou Andersen. Mentor for Mønsterbrydere, foredragsholder og Ph.d. i Sundhedsvidenskab
Læs mere her: http://www.camillaschou.dk/

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Alkohol misbrug - min mor drak, og det var min skyld? Læs mere her