Dæmonerne fra barndommen
16/12/2020 (1589 hits)
’Undskyld mor, det var ikke for at gøre dig ked af det’.
Jeg står ved køkkenbordet og har lige svaret på mit mors spørgsmål om, hvorfor jeg er så mut for tiden. Jeg svarede, at det hele er så svært herhjemme. At skænderierne og alle øllerne giver mig ondt i maven. At jeg ikke længere har lyst til at tage veninder med hjem, fordi jeg aldrig ved hvornår hun er frisk, eller hvornår hun ligger på sofaen og sover. At jeg har svært ved at koncentrere mig i skolen, fordi alle tankerne kører rundt.
Jeg havde sådan håbet at hun ville forstå det, for hun virkede så glad og rolig. Istedetfor bliver hendes blik iskoldt og hun vender sig nærmest væk fra mig. ’Det kan du simpelthen ikke være bekendt at sige. Sig mig, forstår du slet ikke hvor hårdt det hele er for mig. Og når du så også kommer her med brok og problemer, så bliver det hele jo meget værre. Så er det jo ikke mærkeligt, at jeg bliver nødt til at drikke’
Det er blot én af mange ubehagelige oplevelser jeg havde som barn, med en mor som drak for meget.
En barndom hvor utrygheden om hvornår det hele ville eksplodere, hele tiden lurede under overfladen. Hvor frygten for hvornår min mor forvandlede sig til alko-djævlen selv, lærte mig konstant at aflæse stemninger, så jeg kunne være på forkant og afværge det ulidelige.
Hvor skammen over hvorfor jeg dog ikke bare kunne være et bedre barn, der kunne finde ud af at opføre mig ordentlig og gøre det, som blev forventet af mig, fik mig til at dukke nakken. Hvor mine grænser gang på gang ikke blev respekteret, selvom jeg forsøgte at sige fra.
Jeg er bestemt ikke ene om have haft denne barndom.
Det estimeres at der findes ca. 600.000 voksne børn af alkoholikere i Danmark, hvilket vidner om vigtigheden af, at vi både som enkeltpersoner og som samfund bliver langt mere bevidste over effekterne på sigt.
For det stopper ikke ved barndommen. Den mistrivsel, omsorgssvigt og vold (fysisk og/eller psykisk) som børn af alkoholikere oplever, følger dem resten af livet, med mindre de får sluppet den tunge bagage.
For selvom mange heldigvis er i stand til at skabe et velfungerende liv, der ikke bæres og næres af alkohol og de i hvert fald i deres ydre verden har sejret over dæmonerne fra barndommen, lurer panik, kaos, skam og ensomhed lige under overfladen.
Det ligger nemlig dybt i deres essens, at de kun føler sig gode nok som mennesker, så længe de kan holde facaden, være flinke og ansvarsfulde, ikke belemre andre med deres behov, ikke stille krav, indpasse sig og samtidig skjule alle de såkaldte negative følelser.
Det var præcis den programmering de fik indkodet som børn, så når mennesker omkring dem anerkender dem for alt det de kan, gør og er i stand til, nærer det derfor deres umættelige sult og afhængighed efter andres respekt og beundring.
De længes efter at kunne række ud, slække lidt på forventningerne, grine mere, være mere spontane og frigjorte, men grundet frygten for bl.a. at fejle, har de konstant brug for at være på forkant, så de kan forebygge kaos og at give slip på kontrollen føles dybest set som om, at det vil udslette dem.
De kan ikke begynde at sige nej med effektfuld styrke, fordi de er overbevist om at folk vil vende dem ryggen, hvis de sætter en grænse. Selvomsorg vil prelle af på dem, fordi de ikke føler sig værdige til den. Vedvarende ro lykkes sjældent, fordi de dybest set mærker drama er trygt, da de i så mange år navigerede i det som børn.
De kæmper daglige indre kampe, med bebrejdelser, skam og selvlede, fordi de dybest set ikke føler sig værdige mennesker med samme rettigheder som andre og fordi de har så ustyrlig høje krav til dem selv, som ingen kan leve op til. De slår os selv oveni hovedet med alt det de ikke formår og fortæller dem selv gang på gang at de bare skal tage sig sammen og knokle hårdere, længere og bedre, alt imens facaden må forstærkes som gjaldt det livet selv, så ingen ser deres sårbarhed og forkrampede tilværelse.
Dette belaster i høj grad også relationen til andre mennesker. Derfor oplever mange voksne børn af alkoholikere også ofte at intimitet, åbenhed og nærvær i et parforhold er svært, da de dybest set er overbeviste om at den anden når som helst vil forlade dem. Faktisk kan de slet ikke forstå hvorfor den anden overhovedet har lyst til at være sammen med dem. De oplever ofte at forældrerollen er mere end almindelig udfordrende, hvilket jeg uddyber senere. De oplever ofte at knokle sig selv halvt ihjel på arbejdet, fordi de er ekstrem loyale og er overbeviste om, at de ikke gør det godt nok og blot går og venter på at blive opdaget som hende eller ham den uprofessionelle.
Hele deres system er gearet til at udslette dem selv, hvis det kan have gavn for andre og de har lært at de for alt i verden ikke må belemre andre med problemer, fordi det gør ondt på dem, de elsker. Det var også hvad jeg ofte fik af vide af min mor, når hun havde drukket: ’Camilla, hvis bare du kunne finde ud af at opføre dig ordentlig, så ville det hele være meget nemmere’.
Så de er overbeviste om, at den måde man får opmærksomhed, respekt og kærlighed på er, at knokle, præstere, gøre sig ufattelig umage og glemme sig selv.
Dette er formentlig også hovedårsagerne til den skræmmende høje andel af voksne børn af alkoholikere med alvorlige udfordringer i livet.
Ud af den mere end halve million voksne danskere der havde forældre der drak, udvikler en tredjedel nemlig selv et misbrug og en tredjedel får angst eller depression. Voksne børn af alkoholikere har samtidig en brugsrate af sundhedssystemet, der er op til fire gange større end almenbefolkningen (Sundhedsstyrelsen og SIF, 2008).
Jeg kan i den grad genkende det fra mit eget voksenliv, hvor indestængt stress, svigt og vrede, behovet for at kontrollere og tage ansvar for alt og alle, samt en manglende evne til at passe på mig selv, sendte mig ud i en depression som 22-årig.
Jeg havde på det tidspunkt ellers masser af tilsyneladende succes ved lige at være startet på universitetet, havde en kæreste, stor vennekreds og egen bolig. Heldigvis var der én veninde som så min skjulte smerte og hjalp mig til at komme i gruppeterapi hos studenterrådgivningen, hvilket blev ét ud af adskillelige forløb hos forskellige psykologer, behandlere og terapeuter. For de mørke perioder var der mange af. Hver gang et destruktivt lag blev skrællet af, kom et nyt frem.
Særligt da jeg blev mor for første gang i 2006, blev jeg sat til tælling. For at skulle tage ansvar for et lille barn, som jeg for alt i verden ønskede at give alt det til, som jeg ikke selv fik, var en langt større udfordring, end jeg nogensinde havde forstillet mig.
For mig var det at blive forælder en lang rejse indad, hvor jeg først skulle afmontere alle de barndomslærte dysfunktionelle mønstre, overbevisninger og forventninger, for at kunne genskabe kontakten til og respekten for mig selv. Det var smertefuldt, fordi jeg undervejs mærkede hvordan min afmægtighed og ensomhed gav sig til udtryk som voldsomme utilregnelige vredesudbrud og fordi jeg oplevede hvordan jeg gav vores dreng ansvaret for voksenting, fordi jeg følte mig som et offer.
Jeg tog mig selv i at gentage mønstre fra min mor, som jeg havde forsvoret jeg ville udsætte mine egne børn for, hvilket gjorde mig endnu mere skamfuld og konfliktsky.
Dengang følte jeg mig som den eneste, der havde det på denne måde. I dag ved jeg bedre, da jeg kva mit virke som mentor for mønsterbrydere hver eneste uge møder dybt ulykkelige voksne børn af alkoholikere, fordi de kan mærke at historien gentager sig for dem – også selvom alkohol ikke er indblandet.
Det er velfungerende og ressourcestærke mennesker, som bag facaden ikke har overskud til deres børn, som ikke kan sætte sig i respekt, som ikke kan styre deres følelser, som ikke kan mærke dem selv, som er udkørte og føler sig forkerte og som har gentagne opslidende konflikter i familien. Det er mennesker, som mærker en dyb frygt og skam over ikke at magte forældrerollen bedre, særligt fordi de også føler sig som de eneste i hele verden, der har det på denne måde.
Dog er det helt naturligt, at de gamle mønstre i den grad forstærkes, når de selv bliver forælder. For hvordan giver man kærlighed, når man ikke har lært at elske sig selv? Hvordan sætter man grænser, når man selv er grænseløs? Hvordan håndterer man den naturlige uforudsigelighed et barn bringer med sig, når netop uforudsigelighed i ens egen barndom skabte dybe spor af angst og stress? Hvordan skaber man plads til barnets behov, udtryk og følelser, når man ikke er i stand til at rumme sig selv?
Det er derfor af yderste vigtighed, at vi bliver langt mere bevidste om, at størstedelen af den mere end halve million voksne børn af alkoholikere i Danmark på mange måder stadig lider og at vi har langt større fokus på, at kaosset gives videre i arv, hvis vi vil den onde cirkel af voldsomme langvarige konsekvenser til livs.
Det er dog næsten en samfundsforventning at så snart man bliver voksen, så er barndommens mistrivsel ikke længere et problem. Det er som om, at hvis man udadtil har styr på livet og er i gang med uddannelse eller job, så bliver det forventet at alt kører efter planen. Men fuldstændig ligesom man heller ikke kan cykle når man bliver voksen, hvis ikke man lærte det som barn, så kan man heller ikke på magisk vis pludselig mærke sig selv, danne sunde relationer, udtrykke behov, sætte grænser og tage ansvar for sig selv, blot fordi man krydser den magiske 18-års grænse.
Forskningen viser da også, at der sker direkte neurofysiologiske forandringer i hjernen, når børn udsættes for mistrivsel, omsorgssvigt, vanrøgt, samt fysisk og psykisk vold. Formen for overgreb har betydning for de forandringer, der sker, på samme måde som alder spiller en rolle for, hvilke dele af hjernen, der er mest sårbare, men der sker forandringer. Børnemishandling er derved den vigtigste og mest forebyggelige risikofaktor for psykisk sygdom, såsom aggression, misbrug, angst, fobi, alvorlig depression, bipolar lidelse, posttraumatisk stress, borderline, personlighedsspaltning og psykose (Teicher et al.)
Så det handler på ingen måder om at voksne børn af alkoholikere bare skal tage sig sammen og komme videre. Det handler om at overlevelsesmekanismerne er mejslet ind i deres hjerner, også selvom omstændighederne ændrer sig. Det betyder, at de oftest er i beredskab og kampklar, fordi de agerer på baggrund af tidligere stressende og ødelæggende oplevelser, også i situationer som andre mennesker vil beskrive som ganske stille og rolige.
Heldigvis er det muligt at gøre sig fri af de destruktive mønstre og adfærd, oftest med hjælp fra professionelle. Men for at række ud efter hjælp, kræver det at man har en forståelse for, hvorfor det hele føles så svært og ikke mindst at man føler sig berettiget til at modtage hjælp, hvilket mange voksne børn af alkoholikere bestemt ikke gør.
Det er derfor afgørende at vi i langt højere grad italesætter de store konsekvenser ved at vokse op i et misbrugshjem, inklusiv at de destruktive mønstre naturligt nok går i arv, så voksne børn af alkoholikere får en langt større forståelse af dem selv, giver slip på forkerthedsfølelsen og derved hjælpes til at række ud.
Yderligere er det afgørende, at vi sammen nedbryder det pokkers tabu omkring det her emne, så lad os huske hinanden på, at voksne børn af alkoholikere findes i alle samfundslag. De findes i alle familier og vennekredse. De findes på alle uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser. De findes i alle nabolag og samfundslag. De er en del af vores fælles liv og hverdag og på den ene eller anden måder påvirker deres smerte os alle sammen.
Så lad os trodse frygten for at blande os, når vi har på fornemmelsen af et andet menneske har brug for en udstrakt hånd, ligegyldigt om det er et barn eller en voksen. Lad os stoppe med at heppe på hinanden, når vi hver især overpræsterer, tage for meget ansvar og ikke udtrykker følelser.
Lad os sammen gøre en ekstra indsats for at rumme og hjælpe både børn og voksne, så ingen længere behøver føle skyld og skam over at deres forældre drak, og så ingen længere behøver været fanget bag murene af ensomhed, mistillid og oplevelsen af, ikke at have en plads her i livet. Lad os sammen hjælpe hinanden med at smide facaderne, da det her maskeradebal er ødelæggende for hvert enkelt barn og for os alle, både nu og på lang sigt, da kaosset netop gives videre i arv. På den måde er vi i hvert fald nået et kæmpe skridt fremad i en positiv retning.
__________________________
Camilla Schou Andersen. Mentor for Mønsterbrydere, foredragsholder og Ph.d. i Sundhedsvidenskab
Læs mere her: http://www.camillaschou.dk/
