Derfor skranter selvværdet hos voksne børn af alkoholikere – sådan genopbygger du det
Har du følelsen af at være mindre værd end andre mennesker?
At du ikke har ret til dine meninger og at få opfyldt dine ønsker og behov?
At du ikke fortjener kærlighed, respekt og anerkendelse?
At du hele tiden skal sætte dig selv på stand-by for at andre kan komme til?
Hvis du er vokset op i et hjem hvor den ene eller begge dine forældre havde et alkohol-misbrug, er det ganske naturligt hvis dit selvværd skranter.
Og der er også en ganske god grund til det!
Når du gang på gang oplevede, at én af de vigtigste personer i dit liv gentagne gange valgte flasken frem for dig – også selvom du måske på flere måder fortalte og viste hvor ondt det gjorde på dig – så vil der være stor sandsynlighed for, at du drog den konklusion, at du ikke var noget værd.
Jeg skrev mange breve til min mor og tog også flere snakke med hende. Hver gang med det formål at fortælle hende, at hendes misbrug gjorde mig ked af det, vred, frustreret, bange og nervøs. At gøre hende opmærksom på, at jeg ikke kunne holde ud at være derhjemme når hun havde drukket for meget, at jeg ikke kunne overskue skolen, at jeg ikke havde lyst til at have venner med hjem, at jeg savnede den rigtige mor inde bag alkohol-dæmonen.
Hun lovede mange gange at holde op. At hun havde styr på det og det ikke var så slemt. Men hun holdt det aldrig.
Jeg kunne ikke andet end opfatte det som om at mine følelser og mine meninger ikke var særlig vigtige. At jeg ikke var værd at tage alvorligt. Og selvom jeg i dag som voksen godt ved at det i virkeligheden ikke var derfor hun fortsatte, så hang mit manglende selvværd i den grad ved.
Og det har netop været relationen til mig selv, jeg har måtte arbejde allermest med, for at gøre mig fri af min fortid.
Jeg har måtte lære at jeg er ligeså vigtig som alle andre mennesker.
Jeg har måtte lære mine egne personlige grænser at kende.
Jeg har måtte lære at åbne munden og fortælle hvordan jeg har det.
Men hvordan er det så lige at man bygger troen på sig selv op igen??
Første skridt er at bestemme dig for at det er NU, du vil gøre en forskel for dig selv.
For det ER muligt, men det er DIG som skal gøre det. Dig som skal gå vejen. Der er INGEN andre end dig som kan styrke din indre følelse af at være værdifuld.
Og find så tålmodigheden frem.
For du kommer (formentlig) ikke til at mærke mirakler på hverken en uge eller en måned.
Men med små og ikke mindst modige skridt, vil du hele tiden kunne bevæge dig sikkert frem og opnå sejre som alle hjælper til at bygge dig selv op.
Skridtene du kan øve dig i (og øve og øve og øve og øve og øve) kunne være:
Sæt dig selv i kalenderen
Det er kun dig som ved hvad der er vigtigst for dig. Så frem med kalenderen og få sat tid af til det du elsker at lave. Handl på det og lad være med blot at tænke på at gøre det.
Der kommer ingen andre og sørger for, at du får tid til at lade op. Og jo mere du viser dig selv (og andre), at du tager dig selv alvorligt og gør de ting der gør dig glad, jo mere respekt vil du få fra dig selv (og andre).
Fortæl en fortrolig om de ting som er svære for dig
Det kan føles meget grænseoverskridende og nærmest umuligt at åbne op og fortælle om det der var eller er svært. Du har formentligt lært at gemme din sårbarhed langt væk. Men kun når du langsomt tør skrælle facaden af og får kigget på og snakket om de ting som har gjort ondt, kan du begynde at give dig selv større omsorg, kærlighed og forståelse.
Og ved at lade facaden falde, vil ikke kun andre, men også du lærer dig selv bedre at kende.
Sig hvad du mener
Begynd med situationer hvor der ikke er så meget på spil – hvor der ikke er så mange følelser indblandet. I stedet for at bøje dig når der skal vælges biograf-film, vælges mad, eller … så hold fast i det du gerne vil. Og hvis du i virkeligheden ikke ved hvad du helst vil, så bare vælg noget. Brug det som en øvelse til at holde fast og opleve at de andre hverken bliver sure eller slår hånden af dig, fordi du siger din mening.
Det var lidt input til hvordan du begynder at vise dig selv og dine nærmeste hvor vigtig og skøn en person du er. Hvis du har spørgsmål er du velkommen til at skrive til mig i brevkassen på camilla@dinrettevej.dk.
Du kan se andres spørgsmål lige her: http://www.dinrettevej.dk/brevkasse1
Med ønske om glæde og latter fra mig til dig
Kh Camilla
__________________________
Camilla Schou Andersen. Mentor for Mønsterbrydere, foredragsholder og Ph.d. i Sundhedsvidenskab
Læs mere her: http://www.camillaschou.dk/
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarerDet indlæg kunne være skrevet af mig selv - men kun for ganske nylig. Det er nemlig først for nylig virkelig gået op for mig, at selvom mine forældres opførsel ikke som sådan har været rettet mod mig, har mit indre jeg rigeligt af "beviser" på at jeg ikke er værd. For hvis end ikke mine forældre prioriterer mig, hvem skulle så gøre det?
En øvelse jeg selv har måtte igennem er at bede om betænkningstid, når folk spørger om noget. Jeg aner ikke, hvad jeg selv mener eller har lyst til, for jeg er aldrig blevet spurgt. Så hvad enten det drejer sig om en kop kaffe eller en fornem gave er jeg ude af stand til at træffe beslutninger i et splitsekund. Der er langt ind til at mærke, hvad jeg har LYST til.
Så mit råd er at spørge dig selv igen og igen: gør jeg dette for MIG (hvad enten det er at drikke kaffe eller modtage en stor gave)? Eller gør jeg det bare fordi nogen foreslog det? Eller fordi jeg i tidernes morgen skrev det i kalenderen, så nu er det "helligt"?
Den højeste mening med livet må godt være at NYDE det!