Selvbilledets Vildfarelse

En del af dealen ved at komme her til vores fantastiske jordklode er, at vi oplever svigt. Vores forældre er kun mennesker, deres ressourcer er begrænsede, så vi oplever uvægerligt svigt.

En del af konsekvensen af vores tidlige oplevelse af svigt er, at vi glemmer, hvem vi er, og vi glemmer, hvor vi skal lede efter os selv. Som spædbørn er vi hjælpeløse og kan reelt ikke klare os selv, kan ikke stille vores egne behov. Så der skabes en oplevelse af indre mangelfuldhed, af at vi ikke har dét, der skal til. Og at det, vi mangler, skal komme udefra. I første omgang fra vores mor. 

Og for at få det, vi mangler, fra vores mor, er vi nødt til at blive den, hun vil have, at vi skal være, for hvis vi ikke er den, hun vil have, så får vi ikke dét, vi har brug for, vores behov bliver ikke mødt, vi dør.

Det skaber en forestilling i os om, at hvis vi ikke får det, vi har brug for, udefra, så dør vi reelt. Denne oplevelse er både fysisk, mental og følelsesmæssig. Hele vores energisystem går i overlevelsesmode, når vi ikke får det, vi har brug for. Vores krop og energisystem tror reelt, at vi skal dø. Så forsvarsmekanismen er meget stærk.

Det, som er rigtig vigtigt at gøre os klart er, at følelsen af basal mangelfuldhed er en illusion. Ja – vi var hjælpeløse engang. Men det er vi ikke mere. Situationen er en anden nu. Vi er voksne, vi kan selv tage ansvaret for os selv, vi kan stille vores egne behov. Vi har ikke brug for at få det udefra. Vi har til gengæld brug for at finde det i os selv. 

Det andet, som er rigtig vigtigt at gøre os klart er, hvor stærkt, forsvaret er. Hvor stærkt, det billede af os selv er, som vi skaber, for at få dét, vi tror, vi har brug for udefra. Hvor stærkt selvbedraget er.

Vi bruger umådelig megen energi på at oppebære et billede af os selv, som giver os den respons, som vi har brug for – eller tror, vi har brug for – for at kunne mærke, hvem vi er. Og for ikke at mærke følelsen af, at vi er mangelfulde.

Når vi begynder at kigge indad bliver vi opmærksomme på, hvordan vi handler for at få en bestemt respons, som får os til at føle os hele, giver os følelsen af at have en plads, en betydning, en følelse af at måtte være her.

Måske er vores billede af os selv, at vi er den, der giver til andre. Det at give til andre, at lytte til andre, at hjælpe andre, gør os berettigede til at være her. Vores egne behov er mindre vigtige, faktisk ønsker vi ikke at mærke vores egne behov, at mærke os selv, for så bliver vi konfronterede med smerten, med den følelse af mangelfuldhed, som vi alle gemmer på og af al magt forsøger ikke at mærke. 

Så vi opdager ikke, at vi manipulerer med vores omverden. At vi i virkeligheden ikke giver for at give, men giver for at få. At vi giver til andre, fordi vi har brug for – eller tror, vi har brug for – den respons, vi får på det, vi giver.

Selvbilledet kan have mange andre udgaver. Vores selvbillede kan være, at ”jeg er usynlig”. At falde i et med tapetet, ikke at fylde, at være den, der udsletter sig selv.

Eller det kan være, at jeg er den, der hele tiden kan se, hvad der skal rettes i verden. At det reelt er mig, der har ansvaret for, at alt går rigtigt for sig overalt.

Eller selvbilledet kan være, at der er kun mig! De andre skal bare flytte sig, for der skal være plads til mig. Det eneste vigtige er mig og mine behov. Og de andre har det garanteret ligesådan, så det er bare at få sørget for sig selv!

Det er helt individuelt. Men det fælles er, at vi selv tror på det.

Men det, vi misser big time er, at vi er helt, helt galt på den.

At følelsen af mangelfuldhed er en illusion. Vi er ikke mangelfulde! Vi er helt, helt perfekte, som vi er. Vi er hver især lige præcis dét, der er brug for i Verden. 

Men det opdager vi ikke, hvis vi ikke begynder at lede inde i os selv efter os selv i stedet for at lede udenfor os selv, lede i andres spejlinger af os. 

Hjertepraksis, som jeg underviser i, hjælper os blandt meget andet til at vende blikket indad og møde os selv. Og hvis vi tør det, vil vi opdage, at der ikke er noget som helst billede, ikke nogen som helst forestilling, der kan måle sig med erkendelsen af, hvem vi egentligt er. Mødet med os selv er større og mere virkeligt, end noget andet.

Og når vi ved, hvem vi er, kan vi begynde at give til Verden og Menneskeheden af den unikke gave, som vi hver især har med os, som er os. 

Og Verden har i den grad brug for os - hver eneste én af os. 


__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Selvbilledets Vildfarelse