

Vi kender alle sammen til, hvordan det er at være i et åbent Hjertes flow, og vi har alle sammen i os længslen efter at være i det flow hele tiden, at give og modtage uden bagtanker, uden manipulation, uden fordømmelse, at lade det, som er, flyde frit igennem os; at være det, vi er, i fuld kontakt med hinanden, med Livet, med Naturen, Elementerne, Kloden. At være der, hvor det at give og det at modtage er det samme, fordi det er del af den samme cirkulation, den samme udveksling.
Og vi kender også alle til, hvordan vi lukker vores Hjerte;måske fordi vi er bange for livet, bange for at vise, hvem vi er, bange for at lade os berøre af verden; måske fordi vi har oplevet, at vi var nødt til at lukke vores Hjerte for at beskytte os selv, for at overleve; måske fordi det vi møder, når vi åbner hjertet og ser verden klart, er smertefuldt og vi ikke ved, hvordan vi skal forholde os til det.
Man kan sige, at Hjertet er det sted, hvor dimensionerne mødes. Hjertet er det omdrejningspunkt eller den synapse, hvorfra vi kan rumme alt.
Vi kan rumme vores fysiske eksistens på Jorden, i den fysiske krop, i kød og blod, med fysiske behov, instinkter og drifter, i gensidig afhængighed af hinanden og Kloden, som en del af Jordens cyklus, en del af Jordens åndedrag, om man vil.
Samtidig kan vi åbne os for og rumme, at vi er andet end vores fysiske eksistens, at vores Væren rækker udover det fysiske, at vi har en spirituel eller åndelig eksistens, som er uafhængig af det fysiske.
Gennem Hjertet får vi adgang til den fulde sandhed om os selv. Man kan sige, at Hjertet er porten ind til os selv, til vores Væren.
Når vi åbner den port vil vi opdage, at trafikken går begge veje.
Dels begynder det at blive muligt for os at mærke hvem/hvad vi er, at kommunikere med vores dybere Væren og at lade det, vi er, flyde, at lade vores lys skinne hver især, at give af os selv til verden, at give det, vi kom her for at give.
Men det går også den anden vej. En åben port gør os berørbare for vores omverden, gør, at vi ikke kan være ligeglade med, hvad der sker omkring os.
Det gælder både i det helt nære: Hvordan behandler jeg de mennesker, jeg er i berøring med til daglig? Hvordan agerer jeg i min umiddelbare del af verden?
Og det gælder også i et større perspektiv. Vi kan ikke være ligeglade med, hvad der sker med verden, hvad der sker med Jorden.
Vi lever i en tid, hvor der er et meget stort behov for, at vi åbner vores Hjerter. Hjertets sandhed er måske det eneste, der kan bringe os igennem de udfordringer, vi står overfor i vores tid.
Måske er den eneste måde, hvorpå vi kan få Fred i vores verden, gennem den indre transformation i hver enkelt af os. At vi i stedet for at prøve at kæmpe og true os til Fred erkender, at vi ER Fred, Kærlighed, Medfølelse og begynder at manifestere det. Et åbent Hjerte smitter, og Hjerteenergien vil brede sig i større og større cirkler.
Lad os åbne vore Hjerteporte og starte en Hjerte-epidemi!
Kærlig hilsen,
Johanne
__________________________
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer