Markedsføring på nettet Jens Estrup

Kloden knurrer

Vi kommer ikke længere med naturen og miljøet end vi kommer med os selv. Hvis vi hver især ikke ændrer vores mindset og vores handlinger, så ved vi hvad konsekvenserne for vores klode bliver… de viser sig jo allerede.

For at forstå og forstå er 2 ting: en ting er at forstå vigtigheden i ord. En anden ting er at forstå at ordene skal følges op af handlinger. For siger du ét, men handler anderledes eller undlader at handle (som jo også er en handling) – så har du ikke forstået hvad du selv siger – da det netop er handlingen som viser forståelsen.

Uoverskueligt forekommer det, når vi dagligt hører nyt om de langvarige skader som vi påfører klodens klima. Afmagtsoptimismen har for mange af os fået indfødsret. Vi bliver trætte og opgivende bare ved tanken. Vi skyder det væk – det er jo ikke min skyld… i hvert fald ikke særlig meget. Her bør vi ikke underkende at Skyld er en overset men vigtig grundfaktor. Vores forhold til Skyld er en sejlivet fætter som vi nærmest uforandret bærer med os siden barndommen… som når et barn, grebet på fersk gerning, siger: det var ikke mig!

Skyld er altså en størrelse som vi mildt sagt ikke alene har vanskeligt ved at rumme, men også erkende vores andel i – det er ikke for ingenting at Jesus udbredelse var tæt forbundet med det for mennesker tiltagende i at han også omtalte sig selv som ”Bærer af verdens Skyld” – en befrielse at kunne læsse det hele over på ham med god samvittighed velvidende at Jesus ikke lod sig tynge af det.

Men når vi taler om hvad vi hver især kan gøre i forhold til at forbedre kloden, så er problematikken omkring at føle Skyld dog ikke noget vi kan slippe af med eller undslippe – det er det alt for omfattende til. Så langt øjet rækker sidder vi alle fast i rævesaksen – jo mere vi forsøger at slippe fri, jo dybere skærer saksen ind. Sådan er rævesaksen lavet.

Dystert, uoverskueligt abstrakt. Men forhåbentligt ikke håbløst. Vi vil. Det gode. Hvad vi hver især kan gøre er det enkelte – og gerne mere af det som vi gør godt og mindre af det som forringer.

Gør vi det samme som vi plejer i dag får vi det samme i morgen og så kender vi svaret på scenariet for os og vores børn …

Men hvad og hvordan gør vi så?

Her står 2 positioner overfor for hinanden. Den ene er fortaler for at det er op til til det enkelte menneske selv at gøre en indsats. Den anden er fortaler for at en mærkbar indsats først sker efter at der er kommet restriktioner og lovgivning. Spørgsmålet er her: hvilken en af de to positioner som vil ændre menneskers adfærd mærkbart?

Ser vi på vores forhold til holdning og handlinger ved offentlig rygning, så fremkommer der interessante paralleller i forhold til forurening og klimaforandringer. I min barndom og ungdom røg alle overalt, jeg selv inklusiv. Også dengang talte man om hvor usundt det var - men man lod det være op til den enkeltes frihed og moral. Man gjorde rygning til en privatsag - som gik ud over andre - i en grad som førte til vore dages omsiggribende rygeforbud. Heraf følger det, at moralen kommer efter lovningen - ryger man et sted som er blevet forbudt, møder man hurtigt løftede pegefingre og tilråb. 

Når vi taler om handlingskorrigerende moral er det altid et tveægget sværd om vi skal lade det bero på en forhåbning og tiltro til at det fornuftige moralske syn på mennesket vil være den bedste farbare vej til at imødegå eskaleringen af klimaforandringer (nogle ville nok hævde at det netop er dette misforståede moralske menneskesyn som har ført til de nuværende klimaforandringer)  - eller om det omvendte er mest effektivt: at moralen og fornuften først for indfødsret når restriktioner og lovning indskrænker vores forurenende adfærd? Bum bummelum… på den ene side… på den anden side… som bekendt kan man ikke handle og tænke på samme tid. Men mens vi tænker over en måske balanceret tilgang til de to positioner, løber vi mod uret…

Hilsen
Jens Estrup, filosof og stifter af Levlykkeligt.dk & Wiseonlife.dk

__________________________

Jens Estrup
cand.mag. i Filosofi & Retorik
Stifter af Levlykkeligt Portalen & Wise On Life

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Klimaforandringer bremses med: sund fornuft eller lovgivning? Læs mere