Børn prøver grænser af - sådan styrer reaktioner

Anonym

Jeg talte med en skøn mor, der fortalte at klasselæreren havde sagt, at hendes barn manglede empati. Pædagogen i SFOen var ikke enig med læreren, men moderen blev alligevel i tvivl, for hun synes hendes barn eksperimenterede og ind imellem havde en grænseoverskridende adfærd.

Læreren var blevet trigget over en hændelse i skolen, og så det som mangel på empati, men de følelser der dukker op, når vi bliver trigget er et spejl på vores egne issues og baggage. Hun har måske som barn drillet en anden pige og fået at vide, hun ikke var særlig empatisk og blevet så flov, at hun ihærdigt havde arbejdet på at være empatisk, for at undgå at få den label på sig igen. Eller måske har hun oplevet et barn, der drillede hende, men ikke mødt empati fra de voksne, da hun kom for at få støtte, og derfor hadet alle personer der drillede på den måde, og ubevidst dukker den gamle følelse op, hver gang hun oplever ballade i skolegården.

Moderen mente, at det var grænseoverskridende adfærd, hvilket spejlede hvordan hun selv overskred hendes egne grænser ved at arbejde for hårdt, og være for hård ved sig selv, hvilket også er grænseoverskridende adfærd.

Jeg er helt enig med moderen, for hver gang vi prøver nyt, og går ud af vores komfort zone, prøver vi grænser af – mon jeg kan det, mon det går - det ender ofte som konflikter i familien.

Små 3 årige prøver virkelig grænser af, forsøger at stå mere på egne ben, kan selv, vil selv, men de små buttede arme og fingre vil ikke som hovedet vil, og verdenen bryder sammen. De går lidt længere væk fra mor og far og øver sig i at være mere selvstændige.

Vores børn prøver grænser af hele tiden, og jeg synes det er så fint i stedet for at sige: “Han ejer ikke for fem gram empati”, “hun er for vild”, “han er så klodset”. Det siger intet om barnet, det siger noget om os selv, men vi kan så hurtigt få vores børn til at tro, det er sandheden, når de hører det fra os voksne.

Hvis vi synes vores barn er et rodehoved, kan vi med fordel se på, hvad spejler det i mig. Roder vi selv, eller er det vore egne følelser, der er et stort rod? Vores børn viser os lige, hvor vi er, og det er en kæmpe gave, når vi ser det, kan vi nemlig rydde op i vores egne issues og baggage.

De følelser der dukker op er kun vores egen sandhed, det fortæller noget om os selv, og ikke noget om personen foran os. Derfor oplever vi ikke ting ens, der er ikke én sandhed, og vi kan ikke pålægge andre diverse labels, men kan med fordel se på, hvad mon det handler om hos mig selv.

Hvordan spejler dit barn dig?