Når kilden springer

Rolig - fordi jeg ved kilden altid springer.

Engang da jeg var yngre, før jeg fik børn, brugte jeg den halve nat på at skrive bøger og digte , male, rydde op, synge og  danse. Jeg levede side om side med min kreativitet og lod den folde sine smukke vinger ud.

Da jeg fik børn skete der en forandring. Jeg var lige pludselig ikke længere verdens centrum, men derimod en mor der havde travlt med at lære fra sig, passe på og give støtte og min kreativitet fik trange kår. Kun i sporadiske glimt på selvudviklingskurser væltede kreativiteten frem igen. Først blev jeg frustreret og følte afmagt. Hvordan skulle jeg finde ind til den kreativitet med ungerne ved min side. Jeg forsøgte, men uden større held. Men efterhånden som jeg fandt fine udviklingsrum i fordybelse med mine skønne lysende venner vidste jeg, at jeg ikke behøver at bekymre mig. For hver gang vi træder sammen i en stille meditation, eller et kort retreat eller til en måneskinstur ved vandet eller yoga, trommedans eller svedehytte så finder jeg det rum hvor alting findes - så ved jeg at kilden springer og kreativiteten er der! 

I disse år hvor mine børn vokser op, giver jeg dem alt hvad jeg har. Jeg lærer dem om det ædle hjerte, om at åbne sit hjerte og om at rumme sig selv og andre. Jeg lærer dem alt hvad jeg kan og giver dem kærlighed - alt imens jeg ved at jeg en dag, når fuglene flyver med deres egne vinger, igen kan åbne kilden og lade den løbe frit, vildt eller rolig.   Jeg behøver ikke længere være frustreret og længes. Mine lysende venner omkring mig har lært mig at uanset om jeg er 40, 50, 60, 70, 80 eller 90 kan jeg være rolig - for jeg ved kreativiteten altid er der.
Det er blot at træde ind i rummet og lade kilden springe!!!

Godt Nytår
Marianne Florman __________________________

 Marianne Florman, Rideterapeut, foredragsholder, studievært, coach og underviser.

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Kreativiteten er der! Marianne Florman, studievært og foredragsholder, skriver om selvudvikling og det åbne hjerte på Levlykkeligt.dk