Den højeste form for menneskelig intelligens...

Anonym

...er evnen til at observere sig selv uden dom (J. Krishnamurti, Indisk filosof)

Det er et af de citater, der tydeligst rammer dét, som jeg føler livet handler om.

Men hvorfor det og hvordan kan vi bruge det i vores dagligdag?

Hvor længe tror du, der går, fra det øjeblik du mærker noget i din krop, hører en nyhed på TV eller netop har leveret et stykke arbejde til du begynder at fælde dom over det du mærker, hører, har gjort mv?

I almindelig dagligdags bevidsthed, tror jeg, vi alle må være enige om, at det sker ret hurtigt - måske endda samtidigt. Vores sind søger konstant at skabe mening og kategorisere verden. Men hvad sker der egentlig, når vi slipper: rigtigt/forkert og godt/skidt? Når vi holder op med at karakterisere følelser og hændelser, som enten gode eller dårlige? Når vi blot mærker og er med dem, som de er, uden alle dommene?

Min egen fornemmelse er, at vi på én og samme tid virkelig favner livet til fulde - det uperfekte både smertefulde og glædesfyldte liv - samtidig med at vi holder op med at tage det så alvorligt. Lad mig uddybe:

1) Vi favner livet, fordi vi rummer kontrasterne og anerkender at livet her på jorden ER alle facetterne. At livet rummer alle de flere hundrede følelser, der vist findes, og at det slet ikke er meningen, at vi skal foretrække noget frem for andet, men i stedet lade os lede at livets bevægelse. 

2) Når vi søger ind i nuet, som det kræver, når vi vil observere uden dom, så træder vi et skridt væk fra livet og alle de reaktioner, vi normalt kastes rundt i som menneske. Det er ligesom, vi bare for et øjeblik, ser os selv og vores omgivelser fra helikopter perspektiv i vished om, at alt er som det skal være. Og her findes en kæmpe frihed og følelse af, at livet nok ikke skal tages helt så alvorligt, som vi lidt senere igen bilder os selv ind, at det skal. 

Tænk hvis "jeg er godt nok rasende eller ked af det" var fuldstændig ligeså fint som "Ih, hvor er jeg glad". Tænk hvis det at min bedste ven brændte mig af og jeg nu står alene en fredag aften var ligeså fint at opleve som at have den vildeste date på en mangestjernet restaurant.

Jeg er selv ved at bryde med min mand gennem 9 år og der er børn involveret. Alligevel har jeg ganske ofte hel klar kontakt til følelsen af, at alt er som det skal være. Når jeg så kommer ud i det pulserende liv, går det op for mig, hvor mange meninger og domme, der findes om det emne, som selvfølgelig også bor i mig. Men jeg må indrømme, selvom jeg føler mig lidt alien-agtigt over at have det sådan, at følelsen af "det her er rigtigt eller som det skal være" fylder mest. At fornemmelsen af, at jeg ikke tager livet så alvorligt præger mig og bringer kæmpe lettelse med sig.

For hvem siger egentlig, at man skal blive sammen til døden en skiller? Og hvem siger egentlig, at det er bedst for børnene at have en mor og far, der bor sammen? Og ja, der kommer alle mulige følelser og reaktioner op hos børnene og os, men hvad hvis de nu alleammen er helt ok?

Hvad nu hvis vi er 100 % frie til at leve det liv, der bare føles helt rigtigt indeni os uden alle dommene og teorierne?

Hvem vil være med til det frie liv?