Sorgen over at miste et barn du aldrig har kendt

Anonym

Det var en nat som så mange andre. Jeg var sidst i tyverne, lykkelig gravid på vej ind i 8. måned.

Jeg havde været vågen, og da jeg ville lægge mig til at sove igen, fornemmede jeg, at der var noget galt. Det var længe siden, barnet havde bevæget sig. Alt for længe, når jeg tænkte nærmere over det. Eller var det? Jeg blev i tvivl. Jeg puffede lidt til maven, men mærkede ikke noget. Så drak jeg et glas isvand, og ventede spændt på, om der ville komme en reaktion. Der skete stadig ikke noget. Der var ingen bevægelser.

Jeg vidste det egentlig godt. Dybt inde i mig selv, vidste jeg, at barnet ikke levede mere. Men jeg klyngede mig til håbet alligevel, og tog til jordmoder næste morgen. Hun var bekymret, sagde hun, og sendte mig videre til sygehuset, hvor de havde bedre måleudstyr.

Jeg blev lagt i en seng i et undersøgelsesrum, og der var et par sygeplejersker omkring mig. Tiden stod stille, mens vi ventede på lægen, som skulle scanne mig. Jeg så mig omkring i det farveløse rum. Vægge, gardiner, dyne, det hele, var i samme nuancer. Selv de søde sygeplejerskers tøj flød sammen med resten af rummet. Den eneste forskel var deres bekymrede blikke.

Jeg kunne bare se, at de vidste det. Jeg vidste det. Jordemoderen vidste det sikkert også. Alle vidste det. Det var slut. Der var ikke mere liv.

Men ingen sagde noget. Ingen havde sat ord på sandheden, og så længe det ikke var tilfældet, eksisterede den ikke.

Endelig gik døren op. Ind kom den gamle overlæge, som jeg før havde mødt. Han havde rare øjne og en rolig, behagelig stemme. Han sagde ikke meget, men gik i gang med at scanne med det samme.

Det tog lang tid. Lang, lang, frygtelig lang tid. Han var omhyggelig, kunne jeg mærke. Jeg tror, han håbede på et mirakel. Bare et lillebitte livstegn. Eller også havde jeg mistet tidsfornemmelsen. Måske gik det hurtigt. Jeg ved det ikke.

Endelig blev han færdig. Lagde scanneren fra sig, så mig i øjnene og sagde stille: ”Desværre, barnet lever ikke mere”.

Jeg sagde ikke noget. Jeg vidste det jo godt. Jeg lå bare der.

Sygeplejerskerne hviskede omkring mig, mens de gik frem og tilbage i lokalet. Passede deres arbejde. Skrev noget. Sagde noget uden at sige noget. Luften var tyk af tavshed. Indeklemt.

Pludselig brød overlægen stilheden, og hans stemme skar gennem luften som et sværd, da han højt og klart sagde de ord til personalet, jeg aldrig vil glemme: ”dette er et dødsfald i familien, og det skal behandles som sådan!”

Sygeplejerskerne stod nu omkring mig, med deres fulde opmærksomhed rettet mod mig og lægen. Han talte lidt med mig og udtrykte sin medfølelse, mens han forklarede mig, hvad der nu skulle ske. Jeg skulle føde barnet. Føde barnet?! ”Det kan jeg ikke. Det kan jeg simpelthen ikke”, sagde jeg, ”kan I ikke bare fjerne det? Gøre noget. Få det væk?”.

Stille og roligt gennemgik han nu alt det praktiske, og fik mig overbevist om, at det var bedst for min krop og mine muligheder for at blive gravid igen, at jeg selv fødte barnet, og jeg accepterede det. Det har jeg aldrig fortrudt.

Det var efterhånden blevet først på aftenen, og jeg fik medicin, der satte fødslen i gang. Min mand var der, og mine forældre kom også forbi. Aftenen og natten var et langt mareridt af nytteløse veer og smerter. På trods af medicin, som jeg fik masser af, da det jo ikke længere kunne skade barnet. Alt foregik som i tåge, og jeg skiftevis slumrede og var vågen. Gik lange ture frem og tilbage af gangene med min mor for at sætte fødslen i gang. Spiste og drak uden at smage på noget. Slumrede lidt igen.

Klokken fem om morgenen kunne jeg mærke, at det var tid. Jeg kaldte på jordemoderen, blev hurtigt rullet på en fødestue, og fødte barnet.

”Det er en pige”, sagde jordemoderen, mens hun gik over i den anden ende af rummet med hende. Hun kom tilbage og spurgte os, om vi ville se hende. Det havde jeg overhovedet ikke lyst til. Jeg bad hende om at smide hende ud. Hun så rystet ud, men jeg var ligeglad. Min mand sagde intet.

Jeg blev kørt tilbage til stuen, jeg kom fra. Jeg var tom for ord. Det samme var min mand.

Lidt efter kom jordemoderen ind til os, og snakkede om, hvorfor hun syntes, det var vigtigt, at vi så vores datter. Hun fortalte, hvordan hun havde oplevet andre fortryde, at de ikke havde gjort det. Hvordan det kunne være ikke at vide, hvordan vores barn så ud. Og hun snakkede om at sige ordentlig farvel. Hun sagde så meget, og jeg kunne ikke rumme det, og kan heller ikke huske det hele. Men jeg havde en fornemmelse af, at det ville være det rigtige at gøre, og vi blev enige om, at vi gerne ville se hende.

Jordemoderen gik og kom tilbage med vores datter. Hun lå i en vugge, og var puttet så fint med tæppe og det hele. Jeg fik et chok. Det var jo et rigtigt barn. En rigtig lille pige med de smukkeste, små, fine ører. Min lille datter. Den smukke skabning, jeg havde båret rundt på så længe, havde elsket, mærket, talt med, ventet på, glædet mig til at møde. Der var hun. Min datter.

Jeg måtte røre ved hende. Jeg tog forsigtigt hendes hånd, og det var næsten som om, hun holdt fast i mig. Hun var stadig varm, og så ud som om hun sov.  

Og så begyndte min mand og jeg at tale sammen. Mens vores lille datter stod i vuggen mellem os, brød vi tavsheden. Vi snakkede om, hvem hun lignede. Vi snakkede om, hvor fin hun var. Hvor fantastisk det var, at vi havde lavet hende sammen. Vi snakkede om alt det, som mange andre nybagte forældre sikkert også gør.

Vi blev også enige om, at hun lignede en lille Sarah, og det har vi kaldt hende siden.

Jeg vil aldrig glemme den første gang, jeg vågnede efter fødslen. Jeg mærkede på maven, som jeg havde gjort så tit, og lige i det sekund gik det op for mig, at hun var væk.

Der startede sorgen over det, jeg havde mistet. Lige der, en marts morgen, der på mange måder lignede sig selv. Jeg lå og kiggede ud af vinduet, undrende over, hvordan mennesker og biler bevægede sig rundt, som om ingenting var sket. Hvordan livet bare kunne gå videre, mens jeg lå og følte, at mit var forbi, og mit hjerte var blevet flået ud af mig. Intet var forandret, og alt var forandret. Jeg ville aldrig blive den samme igen.

Jeg opdagede, at jeg var blevet til noget, som omverdenen havde rigtig svært ved at forstå. Jeg var blevet mor. Uden et barn.

Og jeg sørgede. Jeg sørgede længe.

Min krop havde svært ved at forstå, at der ikke var et barn, så jeg kæmpede med mælk, der løb, og blev konstant mindet om mit tab. Jeg fandt små sokker, tøj og ting, vasket og lagt fint på plads, klar til brug. Der gik lang tid, før de synlige tegn var forsvundet.

Men det gjorde de efter noget tid, og så skulle man måske tro, jeg var kommet videre.

Men der gik endnu længere tid inden i mig. Jeg havde brug at genkalde mig historien og fortælle den igen og igen. Vende og dreje hver en detalje til bevidstløshed. Bearbejde det hele i små bidder, jeg kunne overskue og rumme. Forstå, ikke forstå, prøve at forstå, finde mening. Jeg havde brug for at tale og blive lyttet til, brug for at blive aet, brug for at græde.

Det var svært for en stor del af omgivelserne at forstå, hvordan man kan sørge så dybt over et barn, man aldrig har kendt. Det havde sikkert været nemmere for nogen at kapere, hvis barnet havde levet først. Jeg mødte virkelig ikke megen forståelse for det. Og jeg kan egentlig godt forstå det. For det er en særlig situation, og jeg ville måske reagere på samme måde, hvis jeg ikke selv havde været der. Det kan jeg ikke vide.

Så hvad sørger man over? Når man nu ikke har haft barnet hos sig. Når man aldrig rigtig har oplevet det, haft en hverdag sammen, noget som helst.

For mit eget vedkommende, så sørgede jeg over en drøm, der brast.

Alle forestillingerne om, hvordan min fremtid skulle være. Den nye identitet, som jeg for en stor del var trådt ind i, i løbet af graviditeten, nemlig rollen som mor. Billederne inde i mit hoved af mit nye liv med et barn. Godnathistorierne, juleaften, barnelatter, lyden af små skridt, kys og kram, duften af en baby. Små og store ting. Drømmen om en lille familie. Forestillingen om min mand som far. Og jeg var knust over at have gjort familien ked af det også. Jeg var fyldt med skyld og skam. Ransagede min hjerne for at regne ud, hvad jeg kunne have gjort anderledes, da man aldrig fandt frem til årsagen. Følte mig forkert og uegnet som kvinde. Tusinde tanker og ting, der tager tid at bearbejde.

Jeg forestiller mig, at jeg var igennem noget af den samme, naturlige sorgproces, som man er, når man mister et barn, der har levet. Det har jeg heldigvis ikke prøvet, så jeg kan ikke vide det, kun forstille mig det. Og der er klart ting, der er forskellige.

Men jeg tror ikke, man kan måle graden og længden af sorg ud fra barnets levetid. Det var det, den gamle overlæge mente. Det er som et dødsfald i familien. Jeg tror, sorgen er forskellig og opleves forskelligt, men den er der. Jeg kan kun fortælle, hvordan det var for mig. Og faktum er, at jeg var knust og sørgede længe.

Når jeg deler min historie, er det med håbet om, at du, hvis du kender én, der mister et barn før fødslen, vil acceptere den store sorg, det kan være. Og handler der ud fra.

Vi behøver ikke at kunne forstå andres sorg, men vi skal kunne rumme den.

Kærlig hilsen

Malouna

Dette blogindlæg er udvalgt af Levlykkeligt's samarbejdspartner Magasinet Psykologi som vælger et nyt indlæg fra Levlykkeligt hver uge til deres facebook fanpage og et om måneden til deres trykte magasin. 

__________________________