Søvnproblemer skal løses om dagen

Har du problemer med at sove, så er her nogle tips og en vinkel på søvnproblemer, du måske ikke har hørt før.

Kender du det? At du ligger i din skønne seng. Alt er godt, dynen, puden, temperaturen, det hele. Du nyder at kroppen nu kan hvile, lukker øjnene og er klar til en god nattesøvn. Men så kører tankerne. Du kan ikke sove.

Når vi sover om natten handler det primært om to ting: at hvile kroppen og hovedet.

Kroppen skal regenerere og cellerne have ro.

Din hjerne skal have en pause fra alle indtryk.

Tanken om ikke at kunne sove, holder dig vågen

Når du ikke kan sove, er det ofte selve tanken om, at du ikke kan sove og hvilke konsekvenser det kunne få, der holder dig vågen.

Hvis det er det, dine tanker kredser om, så tænk på, at kroppen får hvile alligevel. Den skal nok klare det. Og giv slip på tanken om, at du SKAL sove. Eller hvor længe du skal sove. Eller den historie, du brygger om, hvad du tror der vil ske, hvis du ikke gør.

Der er mange andre måder at hvile hovedet på. Det kan også foregå om dagen. Du kan tage dig en ”morfar”, meditere, lave mindfulness, gå en tur eller på andre måder tømme hovedet for tanker.

Med andre ord: kan du ikke sove, så lad være. Tag presset fra dig selv. Giv slip. Det er det, der holder dig vågen.

Accepter at det bare ikke er meningen, du skal sove lige nu, og stol på, at du kommer til at sove, når du skal. Du skal nok blive træt nok til at det kommer af sig selv. Læs lidt, hør en lydfil, tænk taknemmelige tanker.

Gør dig klar til at sove

Før du skal sove, så gear ned. Du kender det sikkert fra børn. Hvis de er kørt alt for meget op, lige før de skal i seng, kan de ikke falde til ro. Det kan vi heller ikke.

Forbered krop og hoved på, at det nærmer sig sovetid. Dæmp lyset, og undlad at spise eller drikke for sent. Ser du tv, læser eller andet, så vælg noget, der får dig til at slappe af og giver dig ro. Ikke noget, der sætter blodtrykket op eller du skal tænke for dybt over.

Løs dit søvnproblem om dagen

Den største årsag til at mange har svært ved at sove, men som få er bevidste om, handler om de ting, der foregår indeni dig, når du er vågen.

Så problemet er i virkeligheden ikke, at du ikke kan sove, men årsagen til, at du ikke kan.  Derfor er det den, du skal have fat i.

Hvis der er ting, der går dig på, som du ikke får løst eller healet, tænker du måske ikke så meget over dem i dagtimerne. Du fylder din dag ud med ting, der får dig væk fra tankerne. Du optager dig selv med andre ting, og måske dulmer du også problemerne med misbrug af sukker, spiritus eller andet.

Men problemerne forsvinder ikke. De ligger og lurer i din underbevidsthed. Og når du så ligger i din seng, hvor der ikke er andet, der afleder dig, popper de op. Nu er der tid og ro til at tænke over dem.

Men det er bare ikke det rigtige tidspunkt at tænke over dem, for det er jo meningen, du skal sove.

Så mit bedste råd til dig, der døjer med at falde i søvn er, at du bruger dine vågne timer til at undersøge, om du har ting i dit liv, du skal have set nærmere på - og få gjort noget ved dem.

Dybest set er det gaven i søvnproblemer. Der er noget i dig, der fortæller, at du har mulighed for at have det bedre.

Grib den.

Kærlig hilsen

Malouna, Psykoterapeut

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Søvnproblemer - prøv dette trick og fald i søvn. Læs mere