Parforholdet - Tager du taletid?

Anonym

Jeg har en del tankemylder for tiden. Der er mange ting, jeg tænker over og gerne vil have på plads. Jeg har gået nogle dage og spekuleret for mig selv, men i går trængte jeg til at snakke om det.

At tage hinanden som en selvfølge

Min mand og jeg har været sammen i 17 år. Og så kunne man jo tænke, at det er lidt af en selvfølge, at vi tager nogle dybe snakke sammen ind imellem.

Det er det på en måde også, for hvis ikke vi snakker med hinanden, hvad skal vi så være sammen for?

Samtalerne binder os sammen, og er én af de vigtigste grunde til, at vi er sammen og bliver ved med at være det.

Men det er ingen selvfølge, at det er sådan. At der bliver snakket. Sådan virkelig snakket.

Det er en prioritering fra begge parter. Det er noget, som vi konstant er opmærksomme på i vores forhold. At vi giver hinanden taletid.

Det kan kræve tid og ro, men det kræver helt sikkert nærvær. Det kræver, at man vil hinanden og forholdet. Det kræver, at man forstår vigtigheden af at kunne snakke og dele. At man giver sig selv lov til tage sin taletid. Og at man kan lytte til den anden og engagere sig.

Så begyndte vi at snakke

Jeg kender min mand godt nok til at vide, at det kræver noget af ham at høre på mig nogle gange. Jeg kan nemlig tale rigtig meget, for jeg har et stort behov for at vende og dreje tingene og sætte ord på dem.

Jeg er meget taknemmelig over, at han gør det. Det er en kærlighedserklæring, som jeg sætter pris på.

Derfor gør jeg også det, som han har fortalt mig, at han gerne vil have mig til at gøre, når jeg har brug for at snakke. Jeg vælger det rigtige tidspunkt, og siger gerne til lidt før.

Når han for eksempel lige er kommet hjem fra arbejde, kan han ikke rumme så meget snak. Det respekterer jeg, så i går spurgte jeg ham, om vi kunne snakke om aftenen, da jeg havde mange ting, jeg havde brug for at vende med ham. Det ville han gerne.

Vi har hver vores måde at få dækket vores behov på. Når min mand har brug for at snakke, skal det ofte foregå lige i situationen og helst ikke vare for længe. Så der gør jeg mig umage for at være nærværende for ham, og respektere hans måde.  

Men i går var det så mig, der havde taletid.

Vi blev enige om ikke at tænde for tv´et, og sad i sofaen med flettede ben, masser af stearinlys på bordet og kaffe i kopperne.

Og så begyndte vi at snakke…

__________________________