Livsglæde - Er du pilot eller prinsesse?

Du kan finde en stor del af din lykke ved at se tilbage på barndommen.

Da jeg var lille lærte jeg mig selv at spille på klaver, og jeg fandt også på melodier og tekster. Jeg elskede at skrive og lege med ord, og så tegnede jeg prinsessekjoler. Jeg tænkte meget over, hvordan andre var over for hinanden og hvorfor. Jeg kunne ligefrem mærke, hvordan de havde det, og jeg var rigtig god til at lytte og redde tråde ud.

Da jeg blev større, drømte jeg om at blive designer, forfatter eller psykolog.

Og det er på mange måder det, jeg er blevet.

Hvem er du inderst inde?
Har du nogensinde tænkt over, om du lever de ting ud, der boblede inden i dig, da du var lille?

Når jeg synes, det kan være interessant for dig, så er det fordi jeg tror på, at vi alle sammen har en grundkerne af en slags. Der er nogle ønsker, drømme, talenter og behov, som vi aldrig vokser fra. Vi er født med dem. Og hvis vi ikke lever dem ud, lever vi ikke i kontakt med os selv.

For mig var og er det noget med kreativitet. At udtrykke mig gennem ord, musik og billeder, at skabe noget. Det er også noget med at være intuitiv, forstå andre og deres sind. Og mange andre ting.

Små drenge, der drømmer om at blive piloter, har måske et behov for frihed og spænding. Piger, der drømmer om at blive prinsesser, har måske særlig æstetisk sans og behov for at være omgivet af skønhed. Men de behøver ikke at blive piloter eller prinsesser alle sammen. Der er mange måder at leve ting ud på.

Jeg har haft mange forskellige job gennem mit liv, og de har været vidt forskellige. Men de talenter, jeg nævner som eksempler, har været den røde tråd og har på forskellig måde været indeholdt i alt det, jeg beskæftigede mig med. Det samme gør sig gældende for mine fritidsinteresser.

Da jeg startede som selvstændig (psykoterapeut, coach, kommunikationsrådgiver m.m.) for fem år siden, havde jeg brug for at tjene noget ved siden af.

Jeg søgte et deltidsjob i en tøjbutik, selvom jeg ikke havde hverken uddannelse eller erfaring inden for branchen. Jeg synes bare, det lød sjovt, tænkte ikke dybere over det, søgte jobbet og fik det. Og jeg havde en fest!

Det gik op for mig, at jeg kunne bruge alle mine talenter som coach, og min intuition og kreativitet kom også i spil. Det handlede nemlig ikke bare om at sælge tøj, det handlede om at finde det rigtige tøj til personen. Det handlede om at forstå andres behov, og hjælpe dem med at træffe valg, der gjorde dem glade. Og omgivet af smukt tøj og skøn musik i højtalerne havde jeg det som blommen i et æg.

Det er et fint eksempel på, hvordan du kan gøre noget helt andet end det, du troede du skulle, og det viser sig at være det helt rigtige.

Find tilbage til dig selv
Nogle gange kan man godt blive lidt væk fra sig selv. Det har jeg prøvet, og jeg har også haft mange klienter, der går med den følelse. Du kan sagtens synes, at du har det sådan ok-godt, og egentlig burde være glad og tilfreds, men at der ligesom mangler noget. Det kan skyldes flere ting, men én af dem kan være, at du har mistet kontakten til din kerne. At du er gået på kompromis med dig selv, og glemt den lille unge inden i dig, som stadig er der.

Dybest set er voksne bare børn, der er blevet større.

Du kan aldrig løbe væk fra dig selv. Du kan prøve, men prisen for forsøget er høj. Og det, der kan gøre så ondt, er ikke, at du ikke ved, hvad du skal gøre. Det er, at du godt ved det, men ikke gør det.

Du kan bilde dig selv ind, at alle mulige udefra kommende omstændigheder får dig væk fra det. Du skal tjene penge, har ikke tid og alt muligt andet.

Men inderst inde bor der stadig en lille pilot eller en lille prinsesse, som kender vejen til en stor del af din lykke.

Du behøver ikke altid at gå den mest logiske vej for at leve dine medfødte talenter og dine drømme ud. Som i mit eksempel kan det gøres på flere måder. Du skal bare vide, hvad de er, og integrere dem i dit liv.

Er du i tvivl eller vil bare gerne have mere glæde ind i dit liv, så er det en rigtig god idé at spole tiden tilbage og tænke på, hvad du lavede som barn. Der ligger en masse guld begravet.

Du kan for eksempel prøve at svare på følgende spørgsmål:

  • Hvad lavede du, når du selv kunne bestemme?
  • Hvad var din yndlingsleg?
  • Hvad kunne få dig til at glemme tid og sted?
  • Hvad var dine (måske) hemmelige drømme?
  • Hvad savner du fra din barndom?
  • Hvad husker du som de lykkeligste øjeblikke?

Derefter kan du beskrive situationerne for dig selv.

  • Var du for eksempel alene eller sammen med andre?
  • Var du inde eller ude?
  • Var du stille eller i bevægelse?
  • Hvilke følelser havde du i situationen?

Så kan du prøve at sammenholde dine svar med det du laver i dag. Og husk, det handler både om job og fritid.

Måske der noget, du skal have mere af i dit liv?

Kærlig hilsen
Malouna

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Livsglæde - Er du pilot eller prinsesse? Du kan finde en stor del af din lykke ved at se tilbage på barndommen