At være ude af sig selv - og komme hjem igen!

Kender du fornemmelsen af at være ude af dig selv? Den – ofte meget ubehagelige – følelse af at have mistet kontakten til dig selv eller være så rystet, at du ikke kan udholde at være i dine følelser eller i din krop?

Det kan komme pludseligt, når hverdagen bliver revet midt over af en chokerende begivenhed. En ulykke, et pludseligt tab af en du holder af, et verbalt eller fysisk overgreb. Eller det kan komme snigende gennem længere tids belastning, hvor du udsættes for stress, eller i forbindelse med en livskrise, som måske kaster dig ud i en dyb sorg. Det kan være i forbindelse med dit arbejde, en skilsmisse, langvarig sygdom hos dig selv eller en, du er tæt på, eller død i din nærmeste familie eller vennekreds.

I den akutte tilstand af at være ude af sig selv kan det være svært at finde tilbage til sig selv igen. Måske ved du med din hjerne godt, hvad du kunne gøre for at komme hjem til dig selv igen, men du er så rystet, at du ligesom ikke er i stand til at omsætte din viden til noget brugbart. Eller det virker bare meningsløst.

Når du er i den akutte tilstand har du brug for førstehjælp. Krisehjælp. Du har brug for fysisk og psykisk omsorg. Et varmt tæppe, en varm drik, en kærlig arm, en nærværende person, der er god til at lytte og give omsorg. Måske giver du efter og slipper i en dyb forløsende gråd. Bagefter mærker du, at du i hvert fald er kommet lidt hjem til dig selv igen.

På den lidt længere bane har du brug for at genskabe kontakten til dig selv, uanset de forandringer, som udløste krisen.

Fornemmelsen af at være ude af sig selv er ofte meget fysisk. Derfor må vi genskabe den fysiske kontakt til os selv. Den simpleste måde at gøre det på, er ved at fokusere på sit åndedræt. Åndedrættet er altid med os og er den mest essentielle del af vores fysiske eksistens. Fokuser på åndedrættet ved at mærke det helt ned i maven. Når du fører dit åndedræt dybt ned i kroppen, beroliger du dig selv. Du kan lægge en hånd på maven lige under navlen og mærke, hvordan maven hæver sig ganske let på indåndingen og sænker sig igen på udåndingen.

Du har måske også brug for at tale de udløsende begivenheder igennem med en nær ven eller en god terapeut. Se på hvordan du mistede kontakten til dig selv og hvor du gerne vil være, når du kommer hjem til dig selv igen. Reflektere over, hvor dit nye ståsted skal være.  Kriserne – både de små og de store – kan føre os et nyt sted hen i livet, hvor vi kommer tættere på vores inderste værdier og essensen af den, vi er.

Kender du også fornemmelsen af at komme hjem til dig selv igen? – først måske glimtvist efter den forløsende gråd, din vens kærlige arm om din skulder, terapeutens empatiske lytten og støttende ord, fornemmelsen af at trække vejret med hele kroppen og bare være med det, der nu er. Senere mere stabilt med en fornemmelse af et nyt ståsted i livet. Og nogle gange som en pludselig fornemmelse, - som når solen bryder frem mellem skyerne.

I dag vil jeg mærke fornemmelsen af at være hjemme i mig selv. Jeg vil mærke solens stråler varme mig og synke ned i en meditation, som måske kan åbne mit sind for nye indsigter og kontakt til min inderste væren.

Og så lige her til sidst: Vi kan da også være ude af os selv af glæde. Når vi fx er forelskede og bringes i en tilstand af eufori og ekstase, som bare er så skønt, så skønt. Og vi fuldstændig mister jordforbindelsen og nærmest kan få en ud af kroppen oplevelse. Men det er vist en lidt anden historie!

Majken Kaznelson
Psykoterapeut, MPF, og instruktør i mindfulness 

 

__________________________

Majken Kaznelson
Terapi og Mindfulness
http://www.majkenkaznelson.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Krisehjælp i akutte kriser og livskriser. Læs mere