"Jeg holder af hverdagen - mest af alt holder jeg af hverdagen"

Citat fra mit favoritdigt af forfatteren Dan Turéll, - og samtidig en ret præcis beskrivelse af den følelse, jeg vågnede op med her til morgen. Efter 3 dages jul mærker jeg helt tydeligt, hvor meget jeg holder af hverdagen.

Hverdagen med dens rytmer, dens liv, lydene fra naboerne, fra gaden. Jeg mærker livet anderledes.

Jeg har egentlig haft en god jul. Ikke så meget anderledes end den plejer at være. Genkendelig. Samvær med familien, som jeg holder fantastisk meget af. Min elskede søn, mine dejlige søskende. Og plads til ro og fred, og mulighed for tilbagetrækning, som jeg også holder så meget af.

Samværet med familien, roen, freden, tilbagetrækningen – det giver plads til, at jeg mærker mig selv på en anden måde end der er plads til i hverdagen med alle dens gøremål. På godt og på ondt.

På ondt fordi det af og til gør ondt at mærke sig selv. Eller i hvert fald føles ubekvemt.

Det ubekvemme dukker op, når vi befinder os i situationer og sammenhænge, der er følelsesmæssige udfordrende for os. Ofte er vi ikke helt klar over, at det er det, der er i spil, men når vi er opmærksomme, opdager vi det, - enten mens det står på eller bagefter – som en slags tømmermænd.

Vi håndterer de ubekvemme følelser på forskellige måder. Ofte har vi et mønster, som når vi genkender det, fortæller os, at vi befinder os i en følelsesmæssig ubekvem situation. Vi mærker det altid – men forstår det måske ikke altid. Eller er ikke bevidste om, at det er det vi mærker.

Det kan være en følelse af tomhed, som vi forsøger at dulme ved at spise - trøstespise. Eller vi kan forsøge at bedøve os selv – så vi ikke mærker – med alkohol. Måske bliver vi konfliktsøgende i forsøget på at afmonterer en diffus følelse af vrede eller sorg, som vi ikke helt forstår, hvor kommer fra. Eller vi kan blive for optaget af, at julen og dens traditioner skal være på en bestemt måde i vores forsøg på at skabe den stabilitet og tryghed, som vi tror, vil befri os fra den ubehagelige følelse af utryghed og usikkerhed, - eller måske af meningsløshed.

Måske er det mine følelsesmæssige tømmermænd, der får mig til at mærke, hvor meget jeg holder af hverdagen. Jeg opdagede i hvert fald noget nyt om mig selv og mine mønstre i disse julehelligdage. Gennem mange års arbejde med terapi – både min egen terapi og i mit møde med mange forskellige klienter – ved jeg heldigvis, at det giver mig muligheden for at blive bevidst om nogle af mine mønstre på en ny og anderledes måde, - måske få øje på noget, jeg ikke har set før, og dermed få muligheden for at sætte mig fri af det, - tage styringen.

Samtidig mærker jeg bare så tydeligt, hvor meget jeg holder af hverdagen med alle dens gøremål og med alt det som er med til at skabe mening i mit liv.

Jeg holder af hverdagen
Jeg er vild med den
Hold da helt ferie hvor jeg  holder af hverdagen
Jeg holder stinkende meget af hverdagen

Fortsat god juleferie og velkommen tilbage til hverdagen, når du kommer dertil.

Majken Kaznelson

Citatet er fra Dan Turélls digt "Hyldest til hverdagen".

__________________________

Majken Kaznelson
Terapi og Mindfulness
http://www.majkenkaznelson.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
"Jeg holder af hverdagen - mest af alt holder jeg af hverdagen". Læs Majken Kaznelson på Levlykkeligt