og det, du føler, du er, kan du nemt komme til at blive

Nogle gange står vi et sted i livet, hvor vi er nødt til at gøre ting, vi måske ikke lige bryder os om. Som forfatter var det måske ikke som udgangspunkt min drøm at gå på posthus med en sending bøger hver eneste dag, bestille dem hjem fra trykkeri, pakke ud og pakke ind. Jeg kunne jo stille mig selv spørgsmålet: "Hvorfor har jeg ikke så meget succes, at jeg kan betale nogen for at gøre det?"

Og hvis jeg stiller mig selv det spørgsmål, er jeg slet ikke i nærheden af at være en succes. Jeg kan bare stille mig selv det spørgsmål ti gange på en dag, og så har jeg trukket med nedad i en negativ spiral, der får mig til at føle mig som en fiasko. Og det, jeg føler mig som, det er det, jeg oplever, jeg er.

Men jeg kan lægge kærlighed ind i alt. Og jeg mener virkelig alt. Når jeg pakker bøgerne ind, når jeg taler med trykkeriet, når jeg bestiller gavepapir og klistermærker. ALT. Og så er det indiskutabelt. Jeg er verdens største succes. I min egen verden. Og det er det, der tæller.

Jeg har i min tid som rådgiver for kunstnere og andre iværksættere oplevet mennesker, der tænkte sig selv ind i en fiaskospiral. Fordi deres tanker om succes ikke stemte overens med deres liv. De havde andre forestillinger om succes og var endda misundelige på dem, der så ud til at være særligt heldige. Og det er den store gravko, når vi taler om virkelig at grave os ned i et sort hul. Men jeg har oplevet, at dette kunne ændres ved at ændre indstilling. Jeg har fulgt mennesker på deres rejse mod store livsændringer, som tog afsæt i en gennemgribende ændring af måden at opfatte verden, sig selv og "de andre" på.

For uanset hvad andre er begunstigede med, så er dette min livsopgave. Den gave jeg tager op. Og hvis jeg selv skal pakke bøgerne ind og kan lægge kærlighed ind i det, så vokser kærlighed ud af det.

Jeg kan sagtens være en stor sangerinde og gøre rent om natten på Musikcaféens toiletter. Det gjorde jeg engang. Det var jeg nødt til i en periode. Men jeg var sangerinde. Det var mine vilkår, men jeg definerede ikke mig selv ud fra mine vilkår. Jeg rensede bare toiletter, fordi det var det, jeg måtte gøre. Jeg er vokset op i en familie med ekstrem fattigdom i forhold til danske forhold, og jeg fik ingen økonomisk støtte hjemme fra. Så jeg rensede toiletter og blev ved med at tænke på mig selv som sangerinde. For succes er ikke det, jeg gør, det er det, jeg er. Indeni. Og mine tanker er så vigtige i den proces.

Jeg fik ikke penge med hjemmefra. Jeg voksede op med psykiske sygdomme i den nære familie og julepakker fra Frelsens Hør, som jeg lærte at være taknemmelig for. Og det var det, jeg fik med fra min katolske opvækst i skolen hos nonner og præster: Taknemmelighed. Og fra min mormor, som var glødende tillidskvinde på fabrikken: at indeni er vi alle sammen lige for det man kalder GUD.

Derfor får jeg lyst til at sige til dem, der ikke har fået opbakning og støtte med hjemme fra og til dem, der lige nu oplever modstand i livet:

Uanset hvad du kom fra, uanset hvad du står i lige nu - det du elsker er i dig som et frø der venter på at folde sig ud. Vand det frø med dine kærlige tanker. Vogt ved dine tankers port og læg din kærlighed ind i alt. For ud af kærlighed vokser alt. Og alt vil blive kærlighed. I dig.

Kærligst Majbritte