Vi venter ikke mere, vel TAO

En gang ventede jeg. På sommer, når det var vinter og på store rødbrune skove med svampeduft, når det var sommer. Jeg ventede på min kæreste, som sad i Jylland og kiggede ud over markerne omkring huset. Smukke marker, som jeg besøgte af og til. Men det var ikke mit liv at sidde for enden af en vej ved det allersidste hus inden verden endte og markerne begyndte. Jeg har altid elsket mit lille hus med den hemmelige have lige der hvor byen bliver til Fælled, man kan gemme sig i og bilde sig ind man er forsvundet på Savannen. Og tyve minutter efter kan man sidde og drikke kaffe på en skøn café i den by, jeg har elsket, siden jeg som 18-årig kørte ind over Dronning Louises bro på cykel og vidste, at her skulle jeg folde mit liv og min indre kunstner ud. Og sådan blev det.

Men jeg blev kæreste med en mand som var lige glad med Dronning Louises bro, byens puls og det, der folder sig ud i en kunstner, når hun er i en by fuld af irgrønne tårne og eventyr under hver en bro, i hver en park og med en fortælling i hvert eneste ansigt hun møder på sin vej. København, jeg kunne aldrig slippe hende for markerne på Djursland. Ikke for altid. Og jeg ventede. Vist nok på, at der skulle ske noget magisk, så Djursland pludselig blev forbundet med København eller en usynlig hånd flyttede min kærestes hus ud på Fælleden. Min kæreste ventede på, at børnene skulle blive store, så ville han flytte til byen med de irgrønne tårne, men børnene var små og derfor ventede vi i mange år og spiste mange kedelige buffetanretninger på Molsfærgen. For ingen flyttede min kærestes hus ud på Fælleden, og vi rejste frem og tilbage i otte år. Og vi havde aftalt, at når den usynlige hånd flyttede hans hus ud på Fælleden, så skulle vi have den hund jeg altid havde drømt om. For jeg havde den stærkeste tro på, at det ville jeg ikke kunne klare alene. En kursusvirksomhed og et pladeselskab og en forfatterkarriere, solokoncerter og foredragsturnéer, jo det kunne jeg nemt, men ikke en hund. Det ville kræve en mand. Det var jeg sikker på. Lige så sikker som, at Djursland en dag ville blive forbundet med byen med de irgrønne tårne.

For intet af det var sandt. Og børnene blev voksne og flyttede til København. Men min kæreste følte sig stadig forbundet med markerne ved verdens ende. Og en dag fandt han en pige, som gerne ville flytte ind i huset ved verdens ende og som ikke havde længsel efter de irgrønne tårne og eventyret under broerne.

Det var her jeg fandt ud af, at jeg skulle have den hund. Også uden en mand. Og jeg forstod pludselig slet ikke, hvor jeg havde fået den idé fra, at jeg ikke kunne have en hund alene. Men sådan var det i mit hoved. Det jeg ønskede mig allermest, det kunne jeg ikke alene.

Men så kom TAO. Og det var svært og skønt og kærligt og udfordrende og krævende og forpligtende og givende og så kærlighedsfyldt som noget forhold, jeg nogensinde har oplevet. Jeg havde troet han ville tage min stilhed, min frihed og min fred. Men det, der nogensinde har taget disse for mig tre vigtige ting, det er at vente. På sommer når det var vinter, på store rødbrune skove, når det var sommer, på en mand, der aldrig havde tænkt sig at komme over på den anden side af havet, men som sagde: "Vent." På dit og på dat. For der hvor der havde været stilhed var der en larmende længsel efter noget imaginært et sted langt ude i fremtiden, og friheden var blevet til venten og der var slet ingen fred.

Da jeg senere genoptog kontakten med min barndomskæreste til lidt mere end bare at holde i hånden og han udtalte sætningen: "Når børnene bliver voksne..." var jeg nødt til at fuldende den for ham... "så bliver Sjælland og Djursland forbundet af en usynlig hånd." For min barndomskæreste fortalte, at han slet ikke var klar til at lukke en ny kvinde ind efter 22 års nyligt afsluttet ægteskab. Og derfor aftalte vi også, at vi ikke skulle være kærester med en imaginær fremtid i en imaginær båd, der findes i fantasien under den hvide bro.

For jeg venter ikke mere. Jeg er med det der er. Lige nu og her. Sig bare til mig, at jeg er en desillusioneret 49-årig kvinde uden fremtidsvisioner. Det kan godt være, men jeg har den hund jeg altid drømte om. Og han er lige her. Med et lille stykke efterår i munden, som han har hentet ind fra min lille hemmelige have.

For det er efterår nu. Uanset hvad folk måtte mene, ikke vil acceptere, ikke bryder sig om. Jeg har fundet støvlerne frem og lidt tykkere strømper. Jeg har ingen længsel efter sommer. Det vil jeg ikke fylde hverken mit efterår eller min vinter med. Jeg vil tage en god kop kaffe med en smule kanel i. Jeg vil lytte til TAOs pivedyr, som lige nu får bank i stuen. Jeg vil lade hans pind ligge på gulvet for at minde mig om, at nu er det efterår. Og vi venter ikke på noget andet. Vel TAO. Vi venter ikke mere.

 

Majbritte Ulrikkeholm

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Majbritte Ulrikkeholm om den hund hun altid drømte. Læs Majbritte Ulrikkeholm på Levlykkeligt.dk