TRÆD IND I DIT LYS

Rigtig mange mennesker føler skyld over at ”tage plads”, som man populært kalder det, når et menneske træder i kraft og stråler fra sit lys. Men det er egentlig en misvisende betegnelse. For man tager ikke plads, fordi man lader sit lys skinne i verden. Man giver plads. For når et menneske kan være i sit eget lys, vil dette menneske glæde sig over, at andre træder ind i deres lys.  Det er netop, når man ikke selv er i sit lys, at man kan have problemer med andre, der lyser og stråler. Og så kan man synes, at den anden tager plads. Det er fra dette mindreværdige sted, at misundelse, konkurrence og jalousi opstår, og når disse følelser er i spil, kan man virkelig tale om at tage plads. Det negative uforløste tager netop plads, kalder på opmærksomhed og kan ofte i et rum føles som en svamp, der suger al energi til sig.

Så lad os dog ikke længere kalde det ”at tage plads”, når et menneske træder ind i sit lys og virker her fra. Lad os kalde det hvad det retteligt er: et bidrag til verden.

For har vi ikke brug for alt det lys, der overhovedet findes, for at lyse vores mørke verden op? Har vi ikke brug for, at mennesker forløser sig selv så meget, at de kan glæde sig over andres lys? Det vil jeg mene.

Og derfor kalder jeg det ikke at tage plads, når jeg skinner fra mit lys. Jeg kalder det at bidrage med det, jeg har at bidrage med. Jeg underviser ikke mennesker i at tage plads, jeg støtter mennesker i at folde sig ud og træde ind i deres lys, så de kan yde deres bidrag til verden.

Og når jeg står under stjernehimlen en smuk nat og ser ud i det uendelige univers og ser hvor meget plads der vitterligt er, så tænker jeg, at der er så meget plads – i os og omkring os. Under os og over os. Og når jeg ser mod stjernerne så tænker jeg, hvor mange stjerner der i grunden skal til for, at vi kan tale om en egentlig stjernehimmel.  Der skal mange stjerner til at lyse himlen op. Mange små bidrag. Og der er bestemt plads til hvert et bidrag. Og ikke nok med at der er plads til det. Der er brug for det. I vores verden.

Majbritte Ulrikkeholm

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Majbritte Ulrikkeholm skriver om at træde i kraft i livet. Læs Majbritte Ulrikkeholm på Levlykkeligt.dk