TORNEROSESØVN - sover du eller er du vågen?

Og i går spurgte jeg mig selv: Sig mig spiller vi døde fordi vi tror, at DØDEN så ikke vil gennemskue at vi er en af dem hun skal tage med, når hun kommer for at tage os med på den sidste rejse. Ser Døden de lullende mennesker/par, der næsten er holdt op med at trække vejret, ser hun dem og tænker: dem behøver jeg ikke at tage med, for de er allerede døde?

I går medens jeg øvede på sangen Tornerosesøvn faldt jeg ind i tanker over det som sangen handler om: at vi kan være i et parforhold slumrende og slet ikke vågne for det, der sker. Vi luller os ind, siger vi også. Men hvad er det vi luller os ind i? Dagene går og gamle mønstre har tag i os, men vi ser det ikke, og vi luller videre som små papirsbåde uden nogen egentlig retning. Hvor vi er på vej hen ved vi ikke rigtig. Vi luller, slumrer og sover. Og mønstrene bliver stærkere og stærkere. "Når du gør det, så gør jeg det." Vi bliver en vane for hinanden. En hyggelig vane, som vi kender ud og ind. Og så undrer vi os over, at seksualiteten lige så stille sniger sig ud af forholdet og hen et andet sted hvor ”når du gør det” er blevet til: ”så aner jeg simpelthen ikke lige hvad jeg kan regne med, og derfor er det spændende at udforske hver eneste dag sammen med dig.”

Men da ikke ”når du vender dig på den måde så vender jeg mig sådan, for det er jo det vi plejer.”

Og hvorfor sover vi så? (Undskyld jeg siger vi, for der er heldigvis også dem der ikke gør og for hvem kærligheden er heltens rejse mod udvidelse og udvikling.) Men når vi sover, hvorfor sover vi så? Når helten drager på rejse i eventyret er en af de faligste faldgruber netop at falde i søvn på rejsen. Helten forstener, hele gårdspladser fulde af dyr og mennesker falder i søvn, man møder noget på rejsen, der forhekser en, man får måske en sovedrik eller stikker sig på en ten.

En god veninde sagde netop til mig, da jeg var i mit sidste forhold: ”Pas på du ikke falder i Tornerosesøvnen.”

Hun sover og sover, og der sker ingenting omkring hende. Tjørnebusken vokser op omkring hende, og hun kan ikke se verden udenfor. Og nej, min tolkning af PRINSEN, der kommer forbi med det livgivende kys er ikke at vi skal sidde slumrende og vente på, at den helt rigtige kommer og vækker os. For mig symboliserer PRINSEN bevidstheden, der kommer og vækker os. Sover du eller er du vågen? Nogle gange tror vi at vi er helt vågne. Præcis som når vi drømmer. Vi sover men vi tror vi er vågne.

Og i går spurgte jeg mig selv: Sig mig spiller vi døde fordi vi tror, at DØDEN så ikke vil gennemskue at vi er en af dem hun skal tage med, når hun kommer for at tage os med på den sidste rejse. Ser Døden de lullende mennesker/par, der næsten er holdt op med at trække vejret, ser hun dem og tænker: dem behøver jeg ikke at tage med, for de er allerede døde?

Når vi lever. Virkelig lever. Træder hæftigt og uden forbehold ind i kærligheden. Ind i livet. Når vi gør det bedste vi kan. I alt hvad vi gør. Så er der noget at sige farvel til. Når hun kommer og siger: ”Nu er det slut.”

Men når den dag kommer, så vil jeg råbe lige så højt jeg overhovedet kan:"Hold kæft hvor jeg elskede mit liv. Og du får mig ikke uden sværdslag. Du skal få kamp til stregen. For jeg vil være så levende når du kommer – at du skal få svært ved at fange mig. Og når du vinder, for det gør du en dag uanset hvor meget jeg spræller, så vil jeg sige: Det er OK du vandt. Men du fik mig i det mindste i live."

Majbritte Ulrikkeholm

HØR SANGEN TORNEROSESØVN HER:http://www.youtube.com/watch?v=7oGIj2XbWAA&list=UUHvHLJIbIbCSfpw5HxUHnRA&index=4

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
TORNEROSESØVN - sover du eller er du vågen?