Tag hånd om din frygt og fold dine smukke vinger ud

Om alt det sommerfuglens farefulde færd kan lære os om den kreative proces

I mine mange år som underviser har jeg fået mulighed for at iagttage mennesker, der var undervejs med deres kreativitet. Jeg har fulgt mennesker over længere tid på deres rejse, og uanset hvor mange mennesker jeg har iagttaget og uanset hvor forskellige de end har været hvad angik alder køn, baggrund, opvækst og kultur, så har mange delt et fælles tema. Det at udtrykke sig kreativt, det ultimativt at træde autentisk ind på livets scene uden maske , uden selvbeskyttelse men bare som ”den jeg er”, vækker den dybeste angst og kalder på de dybeste sår i sjælen. Og netop denne dybe iboende frygt kan holde mange tilbage fra at få projekterne op af skuffen. Så længe historien er en idé, man bærer i hovedet, i hjertet, i skuffen. Så længe vil man ikke kunne udsætte sig for hvad der end måtte vente i den anden ende af overraskelser og uforudsigeligheder.

En ting er at tilegne sig de praktiske redskaber som for eksempel at planlægge tid for sin kreativitet, at skabe et rum for dens udfoldelse og andre lignende tiltag. En anden er at trænge dybt ind i sjælen og finde det mod frem, som skal til for at lade sin sommerfugl komme ud af sin kokon.

Den kreative proces kan nemlig helt sammenlignes med sommerfuglens proces fra æg til larve til fuldt udvokset sommerfugl. Og vi kan virkelig lære af sommerfuglen, som også er shamanens symbol for den ultimative transformation.

Sommerfuglen starter som et lille æg, der sidenhen udvikler sig til larve, hvis fornemste opgave er at gnaske så meget i sig den overhovedet kan. Når larven har fyldt sig, spinder den sin kokon af sine egne silketråde, og i denne kokon udvikler larven sig til sommerfugl. På et tidspunkt, når sommerfuglen er klar, bryder den igennem sin kokon. MEN hvad mange ikke ved – for det er jo ellers et smukt billede – er at sommerfuglen rent faktisk ikke kan flyve, når den kommer ud af kokonen. Hvor smuk den end er, hvor udvokset og udfoldet den end er, så findes der et moment i sommerfuglens liv, hvor den er fuldt udvokset, bristet igennem sin kokon, men hvor den stadig ikke kan flyve. Smuk og sårbar ligger den på jorden og pumper kropsvæske ud i sine vinger. Og dette er det allermest sårbare øjeblik i sommerfuglens liv, og her er den et let bytte for større dyr, der kan angribe det forsvarsløse smukke insekt i mange farver, der kalder på opmærksomhed. Men hvis sommerfuglen overlever dette moment, så bliver den en flyver. Den hæver sig højt op over sine angribere og bringer glæde i menneskers liv. For der findes vel ikke det menneske, der ikke glædes og mærker en åbning i hjertet ved synet af de lette væsener, der minder os om, at alting en dag skal hæve sig over begrænsninger og frygt – transformeret fra beskyttet larve til smuk fuldt udviklet sommerfugl.

Og sommerfuglen lærer os på smukkeste vis om den kreative proces. For enhver idé begynder som et æg. En sansning i systemet, en befrugtning, som vi endnu ikke ved meget om. Det er det allerførste stadie af et hvilket som helst projekt, der er blevet til i verden. Når vi er åbne, kan vi lade os befrugte, og hvis vi kender sommerfuglens færd, vil vi vide, at på dette tidspunkt skal idéen have lov at udvikle sig. Der er ikke meget for os at gøre her i ægfasen.

Men på et tidspunkt har ægget ikke længere brug for at være æg og larven udklækkes. Her træder vi til med næring. For idéen skal på samme måde som larven, der gnasker sig igennem larvefasen, fodres med alt hvad vi har af næring. Denne fase i processen kan være ganske inspirerende, for det er her vi samler information, researcher på projektet, fodrer det indre med hvad som helst, der måtte gavne vores projekt. Og når vi har gnasket længe nok, må vi spinde os en kokon, som vi kan forskanse os i. Her har vi ikke brug for inputs fra den ydre verden. Her skal historien skrives (eller hvad det nu end måtte være vi skal til at skabe).

Det er yderst vigtigt at blive i sin kokon. Mange bryder igennem silkevæggen og kommer til at gå for tidligt ud i  verden med projektet. Måske får man alt for mange meninger udefra, idéer fra velmenende sjæle. Men sommerfuglen har ikke brug for noget fra den ydre verden på dette tidspunkt i sin proces. Den er allerede en sommerfugl. Den hviler, vokser og når den er klar, skal den selv have lov at komme frem.

Jeg har desværre set mange sommerfugle gå til i deres kokon, fordi de faktisk ventede alt alt for længe. Måske havde de en instinktiv viden om det næste farefulde skridt på rejsen, som ville kræve af dem, at de lå blottede og sårbare hen indtil vingerne var stærke nok til at bære dem op over den iboende frygt for at flyve. For jeg tror, at en så arketypisk proces, den bærer vi alle viden om uanset om vi kender til biologien eller ej.

Man kunne spørge: ”Er det virkelig sådan, at der findes et så farefuldt moment i den kreative proces?

Og jeg kan kun svare ”ja.” For jeg har set det. Momentet hvor sommerfuglen ligger udfoldet på jorden uden endnu at kunne flyve er fuldstændig sammenligneligt med det moment hvor et menneske har udfoldet sine evner, skrevet sin bog, sin sang, sat sit første kursus op ... men endnu mangler erfaring. For det er først, når vi har erfaring, at vi virkelig kan løfte os over rovdyrene, angrebene, fornedrelsen, der kan være en følge af at udtrykke det inderste af den man er. Når vi udtrykker det inderste kan vi ikke undgå at ramle ind i tabuer, projektioner fra andre, der måske ikke tør folde deres vinger ud, angreb fra mennesker, der ønsker en helt anden verden end den vi synger om. 

Jeg har selv oplevet formørkede gammeldags præster, der ville have mine koncerter aflyst, fordi jeg synger om en verden, hvor vi kan mødes uanset hvilken religiøs baggrund vi kommer fra. At blande hjertebønner fra Tibet med kristen hjertesang var det værste de kunne forestille sig, og fordi deres verden blev rystet, gik de til angreb med deres trusler om aflysninger. Men selvom det var rasende ubehageligt, kunne jeg stå det igennem og endda synge nogle af mine bedste koncerter. For jeg havde min erfaring med mig og nok det vigtigste: min forståelse for, at når vi udtrykker noget, der truer andres fasttømrede virkelighed, så kan vi ikke længere forvente bifald.

Derfor er det nok så vigtigt, at man ved hvor man er på rejsen. Er jeg lige kommet ud af min kokon, skal jeg nok ikke starte med at provokere de gamle søjler ved at træde ind i det offentlige rum med mine anderledes synspunkter, men måske starte med at samle erfaring i mindre cirkler. I hvert fald indtil vingerne kan bære.

Vi må samle erfaring, hvilket kan sammenlignes med at pumpe kropsvæske ud i vingerne. Vi kan mødes med andre i grupper, der er støttende, vi kan træne først i mindre sammenhænge, så i større. Og så kan vi undersøge de dybere menkanismer for vores angst. For det er altid ubehageligt at blive misfortolket, kritiseret, nedgjort eller hånet. Og vi må have redskaber til at møde denne del af sommerfuglens færd.

Vi kan se dybere på den urgamle frygt for ikke at blive accepteret af flokken. Vi kan se på den urgamle tradition for at udstille mennesker, der var anderledes. Mon ikke de fleste, der har tendens til at skille sig ud ryster ved tanken om skafottet, hvor man udstillede mennesker  fastspændt så andre kunne gå forbi og spytte dem i ansigtet. Mon ikke mindelser om heksebrændinger kan få de fleste til at krympe sig og makke ret? Mon ikke tanken om at være den halte, der blev udskilt fra flokken, der ikke magtede at have en begrænsing med over Savannen, kan få en sommerfugl til at krympe sig i sin kokon?  Mon ikke behovet for at blive elsket og accepteret kan få mange til at forsøge at blive det de tror andre vil have dem til at blive?

Problemet er, at ingen andre alligevel rigtig ved hvad de vil have os til at være eller blive. Der findes mennesker, som er beskæftiget - og det endda professionelt - med at rive ned hvad andre har bygget op. Vi kan have skabt det smukkeste kunstværk fra det dybeste sted i vores hjerte, og en anden kan rive det ned i ti nedgørende linjer. Og når jeg ser den slags ting, så tænker jeg, at der er en pris for den, der har udtrykt sig og foldet sine vinger ud. Prisen er, at han nu får kastet mudder på sig. Men han er stadigvæk en sommerfugl. Prisen for den der kaster mudderet er denne: at han lukker sit hjerte for det der er smukt og sårbart i verden. Og det aller smukkeste er, at vi hele tiden har muligheden for at vælge, om vi vil flyve eller om vi vil kaste med mudder.

Den allerstørste gave jeg nogensinde har givet min sommerfugl er: at jeg altid støtter andre i at folde deres vinger ud, at jeg undlader at dvæle ved ting, jeg ikke bryder mig om, og at jeg bruger al den energi der er til min rådighed på at bygge op i stedet for at rive ned. På denne måde kan jeg løfte mig over rovdyrene, når deres kløer langer ud efter mig. Jeg kan synge, jeg kan skrive, jeg kan undervise, og når folk kritiserer mig kan jeg tænke: jeg bruger mit liv på at bygge op, det er dit valg, hvis du vil bruge dit liv på at rive ned. Jeg er en sommerfugl. Jeg ved ikke hvad du har valgt at være?

Og så hjælper det mig at tænke på de sommerfugle, jeg selv har beundret mest. De har virkelig været udstillet i skafottet. Men jeg har elsket dem hele tiden. Gandhi, da han gik med sit lændeklæde til spot og spe, Dalai Lama, da han måtte flygte fra sit land, Jesus, der måtte dø på sit kors, Mother Teresa, der blev kritiseret for at dele prævention ud til de fattige og som svarede: ”mine medmennesker er vigtigere for mig end min religion.”

Disse store sommerfugle stod stormene ud. Og i dag kan jeg spejle mig i dem. For som en af mine smukke lærere en gang sagde til mig:

”Vi har ikke brug for at se mennesker blive rost. Vi har brug for at se nogle, der bliver stående, når de ikke bliver det.”

sommerfuglehilsener 

Majbritte Ulrikkeholm

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Dejligt billede. Tak for det Majbritte. __________________________

Hypnose, Hypnoterapi, Parterapi og Psykoterapi ved Anders Aagaard
www.aagaard-psykoterapi.dk

 

Hej Majbritte Mange tak for din dejlige metaforiske fortelling. Du er en sommerfugl der flyver.

__________________________

 Kit Lisbeth Jensen, Psykolog med speciale i Klinisk Psykologi

Læs mere her: https://www.psykologonline.net/

Dejlig smuk Historie Majbritte..den taler for sig selv...

Hej Majbritte

Hvert efterår søger de smukke rødbrune skabninger ly for kulden i vores trappeopgang. Højt oppe under loftet sidder de dér, sammenfoldet som små origami-kunstværker. Og jeg ved, at de vil være væk, når sommeren kommer igen. At de bliver aflyst af nye flagrende beviser på liv.

Jeg bliver altid lidt melankolsk ved dette bevis på forgængelighed. Og samtidig taknemmelig for at have været vidne til deres flagrende dans hen over vores hække.

Tak for et meget smukt og tankevækkende indlæg.

Hilsener,
Alice

Kære venner på Levlykkeligt Tak for jeres kommentarer, og nu ved jeg så endda, hvor sommerfuglene overvintrer. Det må være et fint loft I har der, Alice. Kærlig hilsen Majbritte __________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Tag hånd om din frygt og fold dine smukke vinger ud. Læs Majbritte Ulrikkeholm på Levlykkeligt.dk