Tør du gø af din kæreste - eller skal du altid være sød?

Da jeg blev skilt fra min første mand, var det som om en bombe helt og aldeles uventet blev detoneret lige op i mit åbne ansigt. Den bombe efterlod mit liv i stumper og stykker, fordi jeg ikke var forberedt på eksplosionen. Vi var søde og venlige mod hinanden og skændtes aldrig. Og så lige pludselig bum ville han skilles, og det var ikke til diskussion.

Der var mange ting, han havde været træt af, men han havde ikke sagt så meget om det, og der var da også en del, jeg kunne have klaget over, men jeg var sød og venlig og holdt det meste indeni.

Ti år senere og mange erfaringer rigere står jeg i døråbningen mellem mit køkken og min stue og tager en ordentlig diskussion med min nye kæreste. Sådan og sådan synes jeg, og sådan og sådan synes han. Og vi synes noget helt forskelligt, og jeg bliver stående i åbningen. Der er lige præcis de der gnister i luften omkring os, som jeg ikke turde stå i med min første mand. Hvis de var der, troede jeg forholdet ville slutte. Med det samme. Så vi var søde og venlige mod hinanden. Altid.

 Men jeg er ikke bange mere. Og det er så skønt at mærke. Der er gnister og uenighed, og jeg siger mit og han siger sit. Jeg kan mærke mit temperament. Uden aggressionen. Uden angsten. Jeg kan sige, lige hvad det skal være, og jeg behøver ikke være sød for at han skal kunne lide mig. For det er det her, jeg mener. Det er i mig. Uanset hvad. Og jeg kan lide ham præcis lige så meget og endda endnu mere end før, selvom han synes noget helt andet.

Og åbningen mellem os bliver større. Fordi vi ved mere om, hvem hinanden er. Ikke hvem vi tror hinanden er. Ikke hvem vi har brug for den anden er. Men hvem vi virkelig er.

Og TAO løber hen til døren og gør. Nogen har nærmet sig vores havelåge, og det vil han ikke have. Han lyder meget farlig, men han er bare en glad og lykkelig dreng. Det ved alle, der kender ham.

"Det er sjovt," siger jeg til min kæreste. "De hunde, der gør, er ikke farlige. Men dem, der bare står helt stille og parat, dem skal man holde sig langt væk fra."

Kamphunde advarer ikke, fortæller jeg ham. De puster bare kæberne op. Helt stille. Og så lige pludselig farer de frem. Ikke for at advare. Men for at dræbe.

Min kæreste er mere lige som TAO. Og jeg er lige som TAO. Vi gør og råber op. Farer frem med vores og skubber og maser på, sætter på plads og bliver sat på plads. Vi advarer når grænserne er ved at blive trådt over. Vi puster ikke kæberne op lige så stille. Vi gør. Og derfor tror jeg, vi vil blive ved at vandre sammen.

Majbritte Ulrikkeholm, forfatter

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Tør du gø af din kæreste - eller skal du altid være sød? Læs mere