STILHEDENS VERDEN

Og vi er blevet fortalt, at vores verden opstod ud af et kæmpe brag. The big bang. Og den verden er ved at gå til grunde i sin egen støj og uadvendte griben efter ting og tilfredsstillelse. Måske vokser den nye verden ud af stilhed.

Fordi jeg ikke startede dagen med at tænde for en radio, fordi jeg ikke startede dagen med at lade en hvilken som helst samtale, en hvilken som helst stemme i et hvilket som helst gear i et hvilket som helst humør, fylde 

rummet omkring mig ud, fordi jeg startede dagen med at lytte dybt ind i stilheden i mit lille hus hørte jeg, at verden omkring mig er begyndt at smelte.

Medens jeg tænder op i min brændeovn hører jeg det: Smeltet sne i nedløbsrørene, og lyden af ilden, der tager fat, breder sig som knitrende varme splinter af lyd – i mit lille hus, der giver sig, fordi det er gjort af træ. Og jeg hører, at mit hus bevæges af varmen. Jeg hører, at det rører på sig og vågner af kulden. Sammen med mig.

Fordi jeg hører verden, der smelter, sneen, der er blevet til vand, der løber i mine nedløbsrør, fordi jeg hører lyden af min lille verden, der smelter, kommer min første tanke, jeg tænker på den store verden og den store is, der smelter. På verden, der ændrer sig. Jeg hører en ambulance i det fjerne. Sirenen får mig til at gyse. Det er som om det er lyden af verden, der går under ved sin egen overophedning og grådighed.

Jeg kan høre verden omkring mig. Dens smelten. Den lille verden og den store verden. Jeg kan mærke, at vi må ændre vores liv, hvis ikke de sireners profeti skal gå i opfyldelse. Jeg mærker ind i dybet af stilheden. Jeg synger lige så stille og mærker en kontakt med de mennesker, der ønsker den forandring. For de er her også. Jeg mærker det, når jeg synger. Men jeg husker også alle de gange jeg har siddet helt stresset af meningsløs støj, der gav sig ud for at være musik, bevidstløs lyd, som ingen havde valgt men som bare kørte ukærligt ud af en højtaler. Som et barn, der aldrig har fået opmærksomhed og som flipper helt ud for at få et eller andet. Se dog på mig! Hør mig dog! Og den bevidstløse radio blev mere og mere skrattende. Stemmerne mere og mere højtgearede. Rummet mere og mere presset. 

”Tror du virkelig det?” husker jeg min søster sagde i går, da jeg under en samtale fortalte hende, at jeg troede, at alle de bevidstløse skrattende radioer var tændt fordi mennesker er bange for døden.

”Tror du ikke mere det er fordi de er bange for deres egne tanker?”


Og jeg tror begge dele i dag. For når vi lytter ind i stilheden. Så vil vi kunne høre lyden af vores egne tanker. Og en af de tanker er måske tanken om at vi en dag skal dø. Og at vores verden ikke kan eksistere, hvis vi ikke gør noget ved det faktum, at verdens is smelter og skaber ulidelige tilstande for livet på Jorden. En anden tanke kunne være, at vores grådighed kun fører fattigdom og ulighed med sig. En tredje tanke kunne være, at uanset hvad jeg fylder mig med af mad, underholdning, støj, stemmer, så kan jeg ikke undslippe døden. Og derfor kan jeg lige så godt begynde at vende mig til stilheden nu. For det er gennem den stilhed, jeg skal passere porten mellem verdener. Og det er den port jeg mærker, da jeg lytter til ilden, til vandet, der løber i nedløbsrørene. Til mine egne tanker og sansninger.

Og vi er blevet fortalt, at vores verden opstod ud af et kæmpe brag. The big bang. Og den verden er ved at gå til grunde i sin egen støj og uadvendte griben efter ting og tilfredsstillelse. 

Måske vokser den nye verden ud af stilhed.

Majbritte Ulrikkeholm    

 

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Kære Majbritte,

Tak.

Kh
HCA

STILHEDENS VERDEN. Majbritte Ulrikkeholm blogger på Levlykkeligt.dk