SORGEN I VINDEN - en godnathistorie til de vågne i natten

Den dag mødte jeg Sorgen. Hun kom til min dør som en fredløs sortklædt skikkelse med de lange tynde fingre stikkende ud under forhutlede og forrevne ærmer, og Sorgen spurgte med vemodig stemme: ”Må jeg være en dag i dit hus?”

     ”Er du min virkelige sorg?”spurgte jeg. ”Eller hører du en anden til?”

     ”Jeg er din gamle sorg,” svarede hun. ”Jeg vandrer hvileløs i vinden og har ikke noget sted at bo. Jeg ved du ikke har brug for mig mere, men det er nu sådan, at jeg har brug for dig.”

 Jeg forstod ikke hvorfor Sorgen havde brug for mig, nu da jeg ikke havde brug for hende mere. For jeg vidste hun havde været der, men en dag var det som om vores tid sammen var brugt op.

     ”Og så sendte du mig bort,” sagde hun. ”Og nu vandrer jeg i vinden og har ikke noget sted at bo. En gang imellem slår jeg mig ned hos fremmede, men jeg hører dig til, for jeg er din gamle sorg. Ser du ikke, at dette en gang var mit hus?”

 ”Men Glæden bor her nu,” sagde jeg til Sorgen, som forsøgte at komme ind i mit hjem.

     ”Men jeg er dog alligevel den, der byggede dit hus,” forsøgte Sorgen. ”Det var mit sted engang.”

     ”Hvem der?” spurgte Glæden med høj røst inde fra huset og kom så frem i sine gule klæder, der strålede som var de gjort af sollys.

     ”Det er Sorgen,” svarede jeg.

     ”Min Søster,” udbrød Glæden og rakte ud mod den forhutlede sorg. ”Du som byggede huset jeg nu bebor.” Og så vendte hun sig mod mig idet hun fortsatte: ”Lad os dog lukke hende ind.”

 Og Glæden drejede i cirkler om sig selv af dyb genkendelse og fryd over mødet med søsteren i de lange mørke klæder. Og Sorgen blev indhyllet i de gule klæder og dér med et foran mine øjne snurrede de to søstre i cirkler som sole og stjerner og hylledes i hinandens farver og skær, og den gule Glæde fik en dybere farve og Sorgen lyste fint og gult. ”Og kom dog og bo hos os!” udbrød den gule glæde. Og Sorgen lyste op. For nu havde vi endelig set det. At det også var hendes sted. Og hun lunede sig så fint ved ilden, og skæret fra flammerne lyste hendes ansigt op, og jeg så at hun var smuk. Mindst lige så smuk som hendes gule søster. Og hun genkendte hver en krog i mit lille hus. Og hendes tynde fingre tog om alt. Og da hun havde rørt ved alt, rejste hun sig og sagde farvel.

 ”Men vil du dog ikke blive her hos os?” spurgte jeg, for nu havde jeg lige vænnet mig til hende.

  Men Sorgen fortalte, at hun altid var på vandring og ikke slog sig ned noget sted for at blive.

     ”Jeg bliver kun der, hvor man ikke vil have mig” sagde hun. ”Men nu har jeg nydt en stund ved jeres ild, I har takket mig for engang at have bygget dette hus, I har ønsket at dele jeres hjem med mig og I har tilbudt mig et sted at sove. Og nu ved jeg, at I vil lukke mig ind den dag jeg igen står ved jeres dør. Så nu kan jeg rejse videre. Med vinden.”

Majbritte Ulrikkeholm

 

 

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Kære Majbritte

Jeg bliver dybt berørt over din smukke tekst. 

Den sætter ord på følelser jeg selv genkender.

Hilsen

Majken

__________________________

Majken Kaznelson
Terapi og Mindfulness
http://www.majkenkaznelson.dk

Kære Majbritte,

 

Hvor smukt og rørende, finere kan livet - sorgen og glæden - ikke beskrives. Tak.

__________________________

Hanne Christensen, Privatpraktiserende Psykoterapeut & Parterapeut
Læs mere på: http://www.kbhpsykoterapi.dk

Majbritte ulrikkeholm blog: SORGEN I VINDEN - en godnathistorie til de vågne i natten på levlykkeligt.dk