Skyggen i skabet
Jeg var så nem at elske, når jeg var mors lille sol. Når jeg strålede og sang for alle gæsterne og var en nem lille pige, der kunne alting selv. Jeg var så nem at elske, når jeg var glad, når jeg var lys, når jeg var venlig, når jeg var imødekommende, når jeg var støttende, når jeg løftede, når jeg var positiv, givende, gavnlig for helheden. Så var jeg nem at elske.
Jeg var så svær at elske, når mit lys slukkedes i vrede over altid at skulle være lys, givende og glad for at alting kunne hænge sammen. Og jeg kunne bare gå ind på mit værelse, kunne jeg, for det var der ingen, der havde glæde af. Det var et monster, der boede i mig, sagde mor. Et ondt monster som kunne stikke hovedet frem når som helst, og jeg gemte mit monster. I skabet. Og det måtte aldrig komme frem, for så var jeg ikke værd at elske.
Og monsteret boede på bunden af skabet, og jeg vidste dybt inde, at hvis nogen en dag kunne elske det monster, så ville det hårde i mig blive blødt som et barn.
I går sprang mit monster frem. Fra bunden af sit skab. Min elskede så det monster. Og han tog det varsomt på armen. "Jeg ved, det er et monster," sagde jeg. "Det er bekymret og lukker sig inde i sin egen beskyttende kulde, når verden blive truende omkring mig."
Og jeg fortalte min elskede om monsteret. Ville jeg nu være værd at elske? Nu hvor han havde set det stygge monster.
"Men jeg elsker dig endnu mere nu," sagde han. "Fordi du har vist mig tillid."
Og vi gik sammen, mens solen stille gik ned over København. Med det lille monster mellem os. Som et barn.
Lille mørke monster. Nu er du endelig kommet ud af dit skab. Og du er værd at elske. Præcis som den du er. Du må have din bekymring og din tvivl. Du må have ingenting at give. Du er den smukkeste skygge, som viser sig på vejen, hvor jeg går. Når min sol stråler frit. Du er min skygge, jeg har med. Og se, han elsker også dig. Og derfor kan jeg endelig sige: "Der er en, der elsker hele mig."
Majbritte Ulrikkeholm
__________________________Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer