Se kontaktoplysninger og profil for Majbritte Ulrikkeholm

Han skulle være verdens bedste hund. Jeg havde set så mange uregerlige hunde, som bare fik mig til at tænke: Aldrig hund til mig.

Så da jeg fik TAO, skulle han være verdens bedste hund. Han skulle ikke trække i snoren, han skulle være venlig og imødekommende, han skulle kunne være alene hjemme uden at bide mine bedste sko i stykker, han skulle ikke hoppe op i møblerne med beskidte poter, og han skulle være min ven.

 Kære lille ven. Alt det du skulle være god til for at være verdens bedste hund.

 Jeg fik min egen personlige træner, som lærte mig, hvordan man med kærlighed og ikkemagt fik en dejlig hund. OG det kræver tålmodighed. At få verdens bedste hund uden at bruge magt, uden at rykke hårdt i snoren, når han trækker. Det kræver tålmodighed at få en ven. For venskab går jo begge veje. Og der er noget, man må investere. Kærlighed, tålmodighed og overbærenhed.

 Jeg havde glemt det med det overbærende. For jeg bar ikke over med, at TAO begyndte at trække i snoren, fordi han var blevet otte måneder og fuld af krudt og egen vilje. I en periode blev jeg nærmest helt deprimeret. Jeg kunne simpelthen ikke holde trækkeriet ud. Jeg kunne ikke gennemføre den tålmodige træning med: når han trækker bliv stående, når han slækker på snoren gå!

 Jeg blev vred. Hvorfor var han ikke verdens bedste hund? Hvorfor trak han som en sindssyg i snoren. Og det blev lige pludselig mit fokus. Og det blev en stor ting.

I går gik jeg på Amager Fælled. TAO sprang omkring så glad, som nogen overhovedet kan være. Han løftede mit humør op i skyerne, og jeg mødte en mand, som stoppede op og sagde, at han havde lagt mærke til os, og hvor var TAO dog blevet dygtig. Manden havde set, at TAO altid kom, når jeg kaldte. Også når der var andre hunde. Han måtte lokke sin hund, og nogle gange måtte han lede efter den og løbe efter den og vente på den og alt muligt. "Men det værste," sagde manden, "er at han bider alting i stykker, når han er alene hjemme."

 Og manden spurgte, hvordan jeg klarede det.

 Jeg klarer ikke noget der, for TAO har, siden han har været helt lille, lagt sig på sin pude, når jeg gik. Først gik jeg et minut og så gik jeg to minutter, og sådan byggede jeg dagligt et minut på. Og nu kan han bare ligge på sin pude, til jeg er tilbage. Han har kun bidt strømforsyningen til min mobiltelefon i stykker, og jeg kom ind og så ham ligge og gnaske i den sorte spaghetti, og jeg sagde, at det gik altså ikke, og så sagde han "nåh nej, det gør det da vist heller ikke", og så holdt han op med det.

 Jeg fortalte manden om den sorte spaghetti, som er det eneste TAO nogensinde har bidt i stykker, og manden var dybt imponeret. Jamen han kan også ligge stille under klaveret, når jeg underviser hjemme, og han kan blive passet af min nabo uden ballade, han går ikke op i sofaen, han elsker alle mennesker og leger gladelig med alle andre hunde. Han elsker postbudet og er venner med hele kvarteret. Engang var han bange for børn, men det tog bare en aften at kurere det med hjælp fra verdens sødeste piger og og og.

 Mit hjerte hoppede som en glad lille bold, da vi gik hen til bilen. Hop TAO ind i bilen, og det gjorde han så. Majestætisk som den kongepuddel han ikke helt vil være ved, han er beslægtet med, sad han og skuede ud af bagruden. For han elsker at køre i bil. Helt til Jylland endda. Og pludselig huskede jeg, at jeg en dag havde mødt en kvinde, der fortalte, at hendes hund hylede og skreg, hvis de skulle køre bare to kilometer.

 TAO kære ven. Alt det du kan. Og jeg så det slet ikke. Fordi du skulle være verdens bedste hund. Og jeg så kun det, du ikke kunne. Og jeg blev vred og mistede den tålmodighed, der skal til for at et virkeligt venskab opstår.

 Men TAO det her er noget jeg kender rigtig godt. Jeg glemmer det, jeg kan og ser kun det, jeg ikke kan. Og du skal slet ikke være verdens bedste hund. Du skal bare være min ven. Og du kan så meget, og i dag har jeg set alt det, du kan.

 Og det giver mig styrke til at lære dig det, du ikke lige kan nu. Det er jo egentlig slet ikke så meget. Det er jo for pokker bare en lille dum snor, som er kunstig for dig lige nu. Fordi der sker så meget i verden omkring dig. Jeg vil lære dig det TAO. Du har kunnet det engang, og du kan lære det igen. Og det er ingenting. I sammenligning med alt det, du allerede kan.

 Det er ingenting TAO. I sammenligning med alt det, du bringer ind i min verden - af kærlighed og nærvær. Det er ingenting TAO. Når man tager i betragtning, at du lærer mig, at det med at ville være verdens bedste - det ødelægger kærlighed og venskab og får os væk fra at se alt det gode, vi allerede er.

 Kærlig hilsen din menneskeven

 Majbritte Ulrikkeholm

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk