Sjælen sidder i halen el. skal vi ændre os for kærligheden?

Jeg har mødt en del mennesker, der sagde, at de i hvert fald ikke ville ændre sig for kærligheden. I dag tænker jeg, at det behøver vi i grunden slet ikke, for vi kan ikke undgå at ændre os af den. Og det er noget helt andet.

Da jeg mødte min kæreste Carsten, var han for at sige det mildt ikke tilnærmelsesvis lige så vild med hunde, som jeg er. Men han tog TAO med, for det var han jo ligesom nødt til, eftersom TAO er en forlængelse af min sjæl iklædt kæmpe krop og hvid uregerlig pels. Jeg havde troet, at når jeg mødte prinsen på den hvide labradoodle, så ville det så afgjort være en udpræget hundemand. Og Carsten havde ikke lige forestillet sig at skulle finde en kæreste med en kæmpe hvid hund, der får sorte mudderstøvler i stedet for poter om efteråret og afsætter bamsestempler på stuegulvet.

MEN men men. Sådan blev det ikke. For nogen af os. Carsten fik en kæreste med mudderhund, som han nå ja tog med i købet. Han vil helt sikkert selv formulere det anderledes, for han er nemlig hundemand siger han. Bare på en anden måde end jeg er det. Han bamser ikke med TAO. Han babyer ikke med TAO. Og det er en af de ting, jeg har skullet aflære mig. For TAO er noget andet end en bamsebaby. Han er en stor værdig fyr, der kan passe på mig, hvis det skal være, og så er han faktisk ikke en baby mere men en halvandet år gammel unghund med gang i såvel hormoner som selvværd.

Og Carsten tager ham med på løbeture og svømmeture, og det er en fryd at se min triatlonmand løbe TAO træt og den anden vej rundt. Og TAO har fundet sin helt. En der kan løbe lige så stærkt som ham, en der ser ham som en ligeværdig løber. Og sådan en kan man da kun have respekt for.

Og jeg kan høre det, da jeg ligger vågen i min seng klokken præcis 06:29 - at Carsten går og småsnakker med TAO. "Ja ja ja du er en rigtig god hund," hører jeg. Og som udpræget B-menneske er jeg ikke vant til at høre noget som helst før klokken 10.00. Men jeg hører småsnakken og poter, der klikker hen over gulvet. Ja ja ja rigtig fin hund. Hmmm TAO plejer at ligge og sove som en sten sammen med mig, fordi han er oppe til klokken tre, og det er en af de ting, vi har vi haft oppe i en af vores natlige samtaler: Vi skal se at få vendt den døgnrytme på et tidspunkt.

Og nu trisser de to fyre rundt og klokken er 06:29, og jeg kommer til at grine højt.

Jeg truer med at stå op, hvis jeg får en kop kaffe serveret. Og jeg finder mig selv siddende ved morgenbordet klokken 06:42 i dyb fortrolig samtale med min kæreste med min store hund liggende under bordet.

Der er ild i pejsen, regn på ruden, stille i min gamle have, da Carsten står og ifører sig regntøj, så han kan cykle til Rigshospitalet. Og TAO står og ser først på ham så på mig. Kan det virkelig passe? Går han? Min helt? Uden mig? Og halen står helt stille. Ingen glad logren. Trist som en morgen ingen gider vågner ind i, står han bare og hænger med snuden.

"Sjælen sidder i halen," siger Carsten. For han har set, hvad TAO prøver at fortælle ham. At det er helt galt, at de skal skilles. Uden en svømmetur - uden en lang tur på Fælleden.

Og TAO står med halen mellem benene og ser efter sin ven, da han låser sin cykel op. Og jeg ser efter min kæreste. Igennem en morgen, som jeg for en gangs skyld ærer ved at vågne ind i den.

Og jeg tænker på alle de gange jeg har hørt nogen sige: "Jeg vil under ingen omstændigheder ændre mig for kærligheden."

Og jeg tænker, at det behøver vi slet ikke. For vi kan slet ikke undgå at ændre os af den.

Kærlig god morgen hilsen fra Majbritte
Foto: Morgenstemning i mit lille hus

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Sjælen sidder i halen el. skal vi ændre os for kærligheden?