Sådan kom jeg gennem krisen - men hvor var du henne mens den stod på?

Rigtig mange artikler i aviser og blade bærer den lidt uoriginale titel: "Sådan kom jeg gennem krisen." Uoriginal, fordi den nærmest bliver brugt, hver gang en kendt person skal fortælle om sin skilsmisse, dødsfald i den nærmeste familie eller andre tab, som mennesker må igennem for at kunne tale om et liv.

I går så jeg et interessant spørgsmål på Facebook, hvor en begavet person spurgte: "Må man skrive om sin ensomhed på Facebook, eller må man kun skrive om sit perfekte liv og vise billeder af sine sommersalater?"

Spørgsmålet rammer lige ind i noget, der har optaget mig meget. For jeg har selv tilladt mig at skrive om tab og ensomhed og angst på Facebook, i mine bøger og andre steder, hvor jeg kunne kommunikere, at fordi man er en offentlig person, så er det altså ikke det samme som, at man er lykkelig og bader sig i succes døgnet rundt.

Men det er sjældent, vi ser en kendt skuespiller med rande under øjnene af sorg på forsiden af ugebladene med overskriften: "Jeg føler mig totalt isoleret fra verden og er alene med min sorg."

Men hvad er det i mennesker, der helst vil se dem, der er kommet over på den anden side, hvorfor alle succeshistorierne og hvorfor alle tabuerne? Og på den anden side har vi så de kulørte blade, der helst vil tage billeder af det åbne sår, når en kendt person bliver opereret. Det er jo helt i den anden grøft. Her bliver beskueren en spyflue, der sætter sig på et ådsel, men det er ikke det jeg efterlyser.

Jeg efterlyser åbenhed om, at vi mennesker oplever kriser i vores liv. Hvad enten vi er offentlige eller er mennesker, der lever et liv, hvor vores offentlighed udgøres af naboer, venner, arbejdskollegaer o.l. Jeg efterlyser, at vi kan gå igennem smerte uden at det skal være et tabu at åbne sig fra hjertet og fortælle om sin smerte. Jeg har selv oplevet at blive udskældt for at være selvudleverende, men hvad er det for et prædikat at sætte på åbenhed? Og hvad er det mennesker ikke kan tåle at se udleveret. At udlevere betyder vel at man leverer det, altså giver det væk, giver det fra sig. Og det er selvfølgelig ikke rart at se et menneske give det væk, udlevere det, hun ikke selv er i kontakt med. Men hvis vi selv har fat i den ene ende af smertesnoren, hvis vi tager vare på os selv, måske endda ved at begynde at tale åbent om det, vi oplever, så vi ser, at vi ikke er alene, så åbner vi os, og der kan ikke længere være tale om at udlevere. 

Men det er klart, når jeg taler om min ensomhed, bliver andre mindet om, at ensomhed er et menneskeligt vilkår, som alle kan blive konfronteret med. Når jeg taler om døden - det samme. Når jeg taler om det, der lykkes for mig - det samme. For jeg kan lykkes og jeg kan mislykkes. Fordi jeg er menneske.

Og jeg vil tillade mig at skrive om begge dele. Også når jeg er midt i det. For livet er som havet. Bølgerne går op og ned, og nogle gange ligger havet stille. Men den dag der ikke er en vind, en storm til nogensinde igen at bevæge havet, er det ikke længere et hav men dødt vand i stilstand. 

Og jeg taler om havet. Når når jeg taler om mit liv.

Kærligst Majbritte Ulrikkeholm

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Majbritte Ulrikkeholm på Levlykkeligt.dk