Se kontaktoplysninger og profil for Majbritte Ulrikkeholm

              RUM mellem mennesker eller en MUR, der skiller os ad

                           (for MUR er RUM stavet baglæns)

I min seneste roman Rom, min elskede lader jeg en romersk havmåge iagttage menneskene. Dels fordi han rent fortælleteknisk er en god fortæller af historien, fordi han kan flyve og fordi han kan beskrive historien fra luften i det man kunne kalde fugleperspektiv. Men bestemt også fordi det har været sjovt at forestille sig, hvad denne finurlige figur ville sige, hvis den havde et sprog og en bevidsthed.

Som forfatter benytter jeg mig ofte af et trick jeg kalder HVA´ HVIS. Uanset hvad det måtte være, kan jeg spørge mig selv: Hva hvis denne genstand havde en bevidsthed og et sprog. Hvad ville den så sige? Dette er et kvantespring for fantasien, fordi man som fortæller bliver sat fuldstændig fri. Det er ikke længere mig med mine begrænsninger, der fortæller. Jeg lægger blok og pen til, men resten klarer stenen, blomsten, træet, og altså i dette tilfælde mågen, som jeg valgte at kalde Mingus. Eller rettere: det ønskede han selv at hedde. Mingus opkaldt efter en stor jazzmusiker, fordi denne fugl er optaget af musik. Af jazz fordi der her er tale om at improvisere, det vil sige spille musik uden nodeforlæg, hvilket Mingus sammenligner med at kaste sig ud i livets uforudsigeligheder. Men Mingus er også optaget af klassisk musik. Af tonernes sammensætning. Men mest af alt er han optaget af rummet mellem tonerne.

 "Jeg lytter efter rummet mellem tonerne. Jeg tror menneskene lytter efter tonerne. Og måske er det netop dette, der gør os så forskellige. De lytter efter det, der er. Jeg lytter efter det, der ikke er. Rummet. Og jeg ved, at når dette rum findes i musikken, så er der kærlighed. Og når dette rum findes mellem mennesker, så er der kærlighed. Men de lytter efter tonerne, og de er bange for det tomme rum, hvor kærligheden bor.

”

 Mingus fortæller, at han finder de vægtløse huller i himlen. Det er her han kan svæve uden at bruge vingernes kraft. Og han fortæller, at kærlighed og flyvning er underlagt de samme universelle lovmæssigheder. At det menneskelige møde i virkeligheden finder sted i rummet mellem menneskene på samme måde som musikken opstår i rummet mellem tonerne.

 Både som forfatter og som sangskriver har jeg oplevet, at alle mine fortællinger eller sange er vokset ud af stilhedens rum. Det er når jeg er stille længe nok til at høre det, der er der inde, at sangene eller fortællingerne forløses. Og omvendt har jeg oplevet at VILLE, og så er der aldrig kommet noget, jeg kunne bruge til noget som helst. Det er en kunstnerisk disciplin at stille sig til rådighed for det, der opstår i det tomme rum. Og på samme måde må det vel være en menneskelig disciplin at stille sig til rådighed for det, der opstår i rummet mellem os i det menneskelige møde.

 Men her kommer den store udfordring. For jeg VIL måske noget med den anden. Ofte ønsker vi os at udfylde det tomme rum, som i perioder måske nærmest synes ubærligt. Jeg har måske oplevet tab og ønsker brændende at en anden skal udfylde tomrummet efter det tabte. Jeg VIL noget, og jeg lader ikke det tomme rum i fred. Jeg lader ikke sangen opstå mellem os som den vil. Jeg lader ikke fortællingen skrive sig selv. Jeg lader ikke mødet gå hvorhen det vil. Og jeg vender RUM til MUR, som netop er ordet stavet baglæns. Måske fordi MUR vitterligt er det omvendte af RUM.

Jeg har prøvet det så mange gange. At stå foran det smukke rum og ikke magte at lade sangen træde ind i verden, når den selv ønskede det. Jeg har mistet hele kunstneriske projekter fordi jeg VILLE. Og jeg har forvansket et kærlighedsforhold til en mur af forventning, fordi mit eget tomrum føltes ubærligt, og fordi jeg ikke havde tålmodighed til at vente på livets egen sang.

 Men jeg ved, at Mingus taler sandt, når han fortæller, at kærligheden bor i det smukke tomme rum. For jeg hørte hans egen stemme – lige præcis i det rum. Jeg var stille, og så kom han. Som en hvisken fra dybet. Og han bragte sange og fortællinger med.

Og I dag kom han med sin mågeenglevinge og berørte min kind så fint så fint. Det er to år siden jeg sidst har hørt hans stemme. Men i dag voksede han ud af en stille stund i min dag.

“Har du hørt det?” sagde han. “Har du mon fået øje på det? Den lille hemmelighed, der gemmer sig i sproget?”

 Og han fortalte mig, at MUR er en omvending af RUM.

 Og jeg fik lyst til at skrive dette.

 Majbritte Ulrikkeholm

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk