RIGTIG RIG ?

For mange år siden mødte jeg en af Danmarks måske rigeste mænd. Han fik øje på mit talent, da jeg var ganske ung og gav mig den gave det er når nogen rent faktisk investerer penge i ens talent. Og det gjorde han. Men vores veje skiltes, fordi vi i sidste ende ikke havde ansigtet vendt i samme retning.

”Du kan blive rigtig rig ,”sagde han. Og han sagde, at jeg via min rigdom kunne vinde mig frihed til at gøre lige præcis hvad jeg ville. Han mente at jeg skulle ændre lidt i mine sange, så de blev mere populære, og på den måde ville jeg få så meget succes, at jeg her efter kunne gøre lige hvad jeg ville.

Men jeg gjorde allerede hvad jeg ville. Og jeg har sådan set aldrig gjort andet. Jeg sang mine sange på lige præcis den måde jeg havde lyst til og så måtte de mennesker lytte som havde lyst.

Jeg har aldrig været ked af at arbejde og har ofte igennem mit liv nydt at arbejde for at tjene penge til at indspille eksempelvis en plade. Men i en periode fik jeg altså alle pengene uden at røre en finger. Fordi en meget meget sød mand ønskede at investere penge i min karriere og udviklingen af mit talent. 

”Det kan blive stort,” sagde han. Men det var så mærkeligt, for jeg syntes allerede det var stort. At synge sange om det man kalder Gud, at rense mig fra fortidens smerte igennem mine sange, at synge for mennesker, der gav tårer og smil tilbage. Jeg kunne næsten ikke se det kunne blive større.

Og vore veje skiltes, fordi vi så for meget i hver sin retning. Vi ville noget forskelligt med mit talent.

Mange år senere mødte jeg ham. Det var en måned efter skæbnesvangre 11. September. Manden fortalte mig, at mange rige mennesker var begyndt at frygte for deres rigdomme, fordi de mærkede, at det, de havde samlet kunne forsvinde, hvis bankerne krakkede og store firmaer måtte lukke ned.

”Det du har ,” sagde han, ”det kan aldrig forsvinde.”

Og så sagde han, at han havde tænkt på mig, og på at jeg altid kunne skrive en sang, et digt, at jeg altid havde min stemme, at jeg altid kunne synge, at det var min rigdom, og at jeg altid havde været langt mere rig end han nogensinde kunne komme i nærheden af at være. Fordi den rigdom jeg havde boede inde i mig og ikke var opmagasineret i en bank.

Den mand betød meget for mig i mange år af mit liv. Jeg var ung og skulle også lære mange ting. En af de vigtigste var nok den, at jeg allerede var rigtig rig og at det jeg gjorde allerede var stort. Det kan tage mange år at se. Men nu har jeg set det. Og nu vil jeg gå ud og beundre mit pæretræ.

Tak min ven, fordi du gjorde mange ting mulige for mig.

Kærlig hilsen Majbritte
FOTO: udsnit af mit pæretræ

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Kære Majbritte,

Nærmest ubegribeligt smukt, i al sin enkelhed.

Tak fordi du delte med os.

Kan du have en fortsat fantastisk dag.

Kh. HCA

Danmarks måske rigeste mand skabte betydning for Majbritte Ulrikkeholm