At rejse i verden eller med verden - Når sjælen er din elskede

Engang følte jeg mig så alene i verden, at jeg konstant søgte efter en at dele alting med. En at gå tur med, en at spise med, en at sove med, en at rejse med, en at holde jul med, en at dele alt muligt med jeg slet ikke kunne forestille mig at gøre alene.

Lige præcis i dag reflekterer jeg lidt over, hvor ufrit det altid føltes i mig. Som om jeg boede i et fængsel. Som om jeg var en halv person, der vandrede alene rundt i verden. Jeg levede i parforhold, hvor vi gjorde alt muligt sammen, spillede musik sammen, spiste sammen, sov sammen, selvom jeg i virkeligheden slet ikke kan sove i et rum med en anden, fordi det er som om deres drømme afspilles som en film på væggen i værelset, og jeg får slet ikke ro til mine egne drømme.

Og det er nok det. Jeg havde ikke ro til mine egne drømme, fordi jeg var så optaget af hvad vi skulle. Vi skal dit og vi skal dat. Og meget af det blev aldrig til noget, for der var alt for mange komponenter, der ikke gik op. Jeg var afhængig. Dybt afhængig. Selvom jeg kunne klare mig selv og dybest set nok var den mest igangsættende i mine forhold. Men indeni var jeg afhængig. Fordi jeg troede, jeg var alene i verden.

Jeg vil i dag give hele min lange rejse min kærlighed og mine tanker. For når vi er længere på rejsen, er det vigtigt at stoppe op og huske, at her har jeg gjort et stort stykke arbejde for at komme til. Sammenlagt 23 år i symbiotiske parforhold, to skilsmisser, som begge var en gave, en håndsrækning på rejsen mod udvikling. Mod virkelig at kunne stå selv. At opdage at døren til mit fængsel hele tiden stod åben. For jeg havde vitterligt ikke brug for en at spise med, en at gå tur med, en at sove med, en at spille musik med. Det er dejligt, når det sker, og jeg værdsætter det som en gave, men det er ikke en nødvendighed, et behov, som ikke alene kvæler mig men som også tager livet af den, jeg lever med.

I dag vil jeg ære min rejse. I dag vil jeg glæde mig over at se, at døren til mit fængsel hele tiden stod åben. At det aldrig handlede om: at når jeg finder den helt rigtige ... Nej det handlede hele tiden om, at jeg skulle mærke, se og forstå og ikke mindst praktisere at være alene ... ikke i verden men med verden. At jeg skulle opdage min egen indre styrke og min forbundethed med alt, der ånder i universet og med min egen dybe sjæl, som undervejs på rejsen er blevet min elskede.

Jeg ønsker alle en god pilgrimsrejse i hjertet, i livet, i sjælen og i kærligheden. Hvad enten I rejser alene eller som par. For uanset hvordan vi rejser, så er rejsen mod dybere erkendelse en rejse, der ikke altid foregår på første klasse med rumpen i et blødt sæde; men en rejse, der ofte foregår til fods, møjsommeligt, disciplineret over bump og forhindringer. 

MEN vi møder heldigvis andre rejsende, andre pilgrimme. Som rejser med verden.

Kærlig hilsen
Majbritte Ulrikkeholm

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
At rejse i verden eller med verden. Majbritte Ulrikkeholm på Levlykkeligt.dk