Se kontaktoplysninger og profil for Majbritte Ulrikkeholm

"Og jeg var aldrig en pilgrim noget som helst andet sted end i mit hjerte."

(Dagen efter udgivelsen af "Sange i natten")

I dag føles det lidt som om jeg sidder med min muslingeskal i Santiago og ser ud over havet som er min lille have. Det, der engang gjorde mig ulykkelig er ikke længere i mit liv. Og det var der heller ikke dengang. For det var nemlig at opnå at få kærlighed fra mennesker, der ikke elskede mig. Det var at opnå nærhed fra et menneske, der slet ikke ønskede nærhed. Det var at træde den anden i møde og opleve, at den anden tog et skridt frem mod mig. Men for hvert skridt jeg gik frem gik den anden tilbage – for der var ikke ønsket om nærhed. Så jeg trådte tilbage, selvom min natur er at træde frem – mod kærligheden.

Jeg ser ud i min have og tænker: “Jeg var aldrig en pilgrim noget som helst andet sted end i mit hjerte.” Jeg rejste en lang og snørklet vej. Jeg rakte frem mod dem, der trådte tilbage, og jeg var ulykkelig på rejsen mod nærhed og kærlighed. Men det, der gjorde mig ulykkelig var der aldrig, tænker jeg, da jeg ser blomsterne, som stråler i mit vindue. Jeg ønskede mig blomster fra dem, der slet ikke elskede blomsterne. Nu har jeg fået de smukkeste blomster fra en, der gættede, at jeg elsker de vilde blomster aller mest.  I hvert eneste rum i mit hus står en buket fra mennesker, der kom uventet forbi for at vise mig, at de værdsatte min særlige dag. Og jeg ser ud af mit vindue og tænker at der var hele tiden mennesker, der gav mig blomster, men jeg så mod dem, der ikke gjorde. Jeg trådte frem mod dem, der trådte tilbage. Nu træder jeg frem mod dem, der rækker ud. Når jeg åbner, åbner de endnu mere. Når jeg træder frem træder de endnu mere frem. Når jeg rækker ud rækker de endnu mere ud. Og vi mødes. I kærlighed.

Og jeg var aldrig en pilgrim noget som helst andet sted end i mit hjerte. Og jeg ser det nu. At jeg ikke behøvede at rejse nogen steder hen. Jeg har set ud af det vindue i atten år. Og nu ser jeg det. Min have er havet ved Santiago. Blomsterne er den forunderlige katedral, hvor pilgrimmene mødes. Mine venner og min elskede, der rækker frem, når jeg rækker frem, rækker ud, når jeg rækker ud, favner og mødes - de er den muslingeskal, jeg ikke behøvede at hente, for den var der hele tiden.

Og det, der gjorde mig ulykkelig i mit liv var aldrig rigtig virkeligt. For kærligheden fra et menneske, der ikke elsker mig, nærhed fra et menneske, der ønsker afstand og blomster fra den, der ikke elsker blomsterne. Det findes ikke. Og nu går jeg ind i min katedral, som er blomsterne fra en, der har set min sjæl.

Majbritte Ulrikkeholm

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk