På ismageriet med TAO, en fortælling om at overvinde sin frygt ved at gøre det vi frygter aller mest

"Det vi frygter allermest er den hemmelige nøgle til vores frihed og frigørelse."

 

Engang havde jeg den vildeste angst i mig - angsten for at binde mig og forpligte mig. Og den angst gjorde, at jeg i mange år levede uden en hund ved min side, selvom hunde er de levende væsener på Jorden jeg elsker allermest. Tænk hvis jeg ikke bare kunne gå hvor hen jeg ville når jeg ville. Tænk hvis der sad et lille væsen hjemme og ventede på at jeg skulle komme og give ham mad, tage ham ud i naturen, være sammen med ham.

 

Og den angst fyldte mig. Jeg ville for alt i verden ikke miste min frihed. Og fordi jeg for alt i verden ikke ville miste min frihed fyldte det et rum i mig. Og hvad var det der fyldte? Angsten for at miste min frihed. Og der hvor der er angst, kan der som regel ikke være ret meget andet.

 

Jeg har ikke den angst mere, for jeg gjorde præcis det, jeg var bange for. Med bævende hjerte sagde jeg ja til at invitere et levende væsen ind i mit liv, et væsen som er dybt afhængig af, at jeg er der for ham, kommer hjem til ham, vil bruge min tid og min kærlighed og ikke mindst min tålmodighed på at lære ham at være i verden med mennesker i stedet for at strejfe om i bakker og bjerge blandt ulve og andre vilde dyr, hvilket dybest set ville være det mest naturlige for ham.

 

Men nu er vi her - sammen. Og i dag er vi på tur på Fælleden sammen med nabo, som jeg også kalder mormor. På vejen hjem slår vi en krølle forbi ismageriet, og der er så mange mennesker i det mageri, at jeg et kort øjeblik overvejer at sige nej tak til isen, for jeg ved, at TAO kan blive vildt stresset af mange mennesker, børn, der rækker ud efter ham, stole der skramler og i det hele taget det høje humør, der er i ismageriet, hvortil kun de lykkelige finder vej.

 

"Man kan kun være her, hvis man er lykkelig." siger jeg til mormor. Og hun giver mig ret. Ismageriet ville slå bunden ud af en, hvis man er formørket, for alle er glade, smiler og spiser is med lyserød guf og skum af vafler og lysegrønne bægre med en lille ismand på.

 

Og fordi der er alt det TAO ikke bryder sig om, går vi ind. For det har jeg lært af mit møde med TAO: "Det vi frygter allermest er den hemmelige nøgle til vores frihed og frigørelse."

 

Jeg var bange for at binde mig - jeg bandt mig - for uanset hvad man siger, så er man altså bundet til en hund. Ja, forbundet, men alle der lever med et firbenet væsen ved, at han skal have mad, han skal gå tur, der er grænser for hvor længe han kan være alene og alt det der. Og ja vi er forbundne, men jeg er også bundet og det er jeg slet ikke bange for at være længere og derfor har jeg heller ikke brug for et romantisk ord at sætte i stedet for. Og jeg var bange, og det fyldte en hel masse i mig, som er sat fri, fordi jeg gjorde det jeg var bange for. Nu ville jeg kunne have hundrede høns og fire hunde mere, for det gør mig ikke noget, at jeg skal hjem til en bestemt tid. Jeg kan faktisk rigtig godt lide det.

 

Jeg har ud over angsten for at binde mig haft en hemmelig fobi, der hed: "Angsten for at komme tæt på fremmede." Mormor har altid grinet af, at jeg slog blikket ned, når der kom folk forbi. "Hvordan kan du stå foran flere hundrede mennesker på en scene og slå blikket ned, når genboen kommer forbi?"

 

Ja det er i grunden også mærkeligt, men sådan var det bare. Generthed hedder det. For jeg var i hemmelighed et meget privat og genert menneske. Men når jeg gik på scenen opstod et magisk rum, hvor jeg bare kunne åbne mig fuldstændig, fordi jeg gjorde det jeg var allermest bange for. Hver gang. Men efter TAO kom ind i mit liv har jeg lært alle at kende i kvarteret, for jeg kan ikke slå blikket ned, når en meterhøj hund løber lige hen til genboen og siger goddag goddag. TAO har kureret min fobi for fremmede, men når jeg bliver lidt ekstra presset kan den godt stikke næsen frem igen. Og da vi parkerer lige foran ismageriet, og jeg ser den meterlange kø, kan jeg se fobien stikke sin lille næsetip frem. Hej hej. Her er jeg. Og vil du virkelig gerne have den is?

 

Jeg vil gerne have den is, og vi går ind, selvom det ville være nemmere bare at køre forbi. "Kom mormor, vi går ind."

 

Jeg spotter en børnefamilie og uha, dem er TAO ikke så glad for. De børn der med hurtige små fingre der griber efter ham. Men TAO det er altså her vi skal sidde, for der er de børn du ikke er så glad for. Jeg har nemlig lært at vi ikke skal undgå det TAO er bange for men opsøge det, så han kan blive fortrolig med det. Almen hundetræning og dyb visdom som ethvert menneske kan gøre brug af.

 

Hvad jeg ikke ved er, at den pige jeg sætter mig ved siden af, er skrækslagen for hunde. Hun har set sin lillesøster blive bidt, fortæller hendes mor senere, og da jeg sætter mig med TAO kryber hun sammen, som var jeg kommet med en stor kvælerslange.

 

OK jeg må være i det. TAO må være i det. Pigen må være i det. DET vi alle sammen er allermest bange for. Børn, hunde, nærhed med fremmede, skramlende stole, hurtige små fingre. Men denne pige rækker ikke ud. Hun prøver at komme væk. Men hendes mor prøver at forsikre hende om, at den hvide hund sikkert ikke gør hende noget, og så lægger han sig til ro under den lille piges stol.

 

Jeg begynder at tale med pigen. Om hvorfor hun er bange, og jeg fortæller hende, at TAO også er bange og at det vil være så fint hvis hun bare vil hilse på ham, og det gør hun så. Lige så stille rækker hun hånden frem og mindst lige så stille rækker TAO sin sorte lakridssnude frem. Uha. Hvad er nu det? Og de kigger på hinanden. Pigens mor sidder så tæt på mig at vi kan tale helt stille sammen. Hun fortæller mig med sagte stemme om det med lillsøsteren. Hun fortæller, at storesøster har et traume med sig. Når de kommer ind et sted, ser hun, om der er hunde. Hun kan ikke besøge sin veninde, for der er en hund i hjemmet, og det fylder så meget i deres fælles liv med den angst.

 

Jeg rykker min stol tættere på deres bord. Jeg taler med pigen om hendes angst. Om hunden der overfaldt hendes søster. Jeg fortæller om TAOs angst fordi en lille pige løb imod ham da han var lille. Og pigen begynder at røre TAOs bløde pels. " Han er så blød," siger hun. Jeg fortæller hende, at han er en labradoodle, og at de fleste labradoodler har blød pels som en lille hundehvalp. Og jeg viser hende TAOs lange øjenvipper, og hun kan slet ikke forstå, at en dreng kan have så lange øjenvipper. Og TAO rykker nærmere. Han er interesseret i pigen, og han lader hende stryge ham over krøllerne. Hun sætter sig ned på knæ foran ham. "Han er så sød," siger hun. Og så krammer hun ham.

 

TAO stirrer på pigen. Er der en pige, der krammer ham? Og så overgiver han sig. Til krammet, til pigen. Han slikker hende på hånden og vil sidde ved siden af hende. Den lille piger lyser op. "Jeg har aldrig aldrig aldrig siddet sådan med en hund," siger hun. "Aldrig." Og pludselig ser hun på sin mor, der har overværet det hele med undren: "Må vi ikke også få en hund?" Moderen er dybt forundret. "Er du ikke bange mere?" Og pigen svarer, at nej hun er ikke bange. En hund er det bedste i verden. Så blød, så sød. Og man kan kramme den. "Men det skal være sådan en her," siger hun. "En labradoodle, og den skal også hedde TAO."

 

Moderen hvisker lige så stille til mig: "Din hund har ændret min datters liv. Nu behøver hun ikke længere scanne rummet, inden hun går ind, hun kan gå i fred på gaden, og hun kan besøge sin veninde."

 

Da vi alle sammen står udenfor ismageriet sætter pigen sig ned: "Åh et sidste kram," siger hun, og TAO lader sig kramme - af det han var allermest bange for - et levende barn med hurtige fingre og høj begejstret stemme.

 

"Jeg er ikke bange mere," siger hun. Og jeg takker hende, for alle kan se, at hun også lige har hjulpet TAO af med det sidste af hans barnefobi. Fordi hun gjorde det, hun var allermest bange for.

 

Og ismageriet er kun for de lykkelige. Og hvis de ikke er lykkelige, når de træder ind, skal de nok være det, når de træder ud. For isen er god, og der er så mange mennesker, og man sidder så tæt, at man er nødt til at kurere sin fobi for nærhed med fremmede. Hvis man skulle være uheldig at have sådan en.

 

Majbritte Ulrikkeholm

 

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Angst for at binde mig og forpligte mig forsvandt. Majbritte Ulrikkeholm på Levlykkeligt.dk