NYTÅRFORSÆT eller om at vågne i vanen

Nu nærmer vi os årets sidste dag. Den dag, hvor rigtig mange mennesker håber, at i det nye år vil alt blive anderledes. Med et champagneglas i den ene hånd og en cigaret i den anden er der måske nogen, der siger: ”I det nye år holder jeg op med at ryge ... og drikke alkohol.”

Og hvorfor holder de fleste nytårsforsæt ikke længere end et par dage? Fordi nytårsforsæt er et opgør med dårlige vaner, og en vane ophører ikke i fremtiden. Der er ikke et "i morgen" for en dårlig vane. En vane er et udtryk for noget dybere. En længsel, som ikke er opfyldt, et tomrum, som bliver ved med at føles tomt og som føles endnu mere tomt, når vanen med viljens magt bliver presset ud af vores system.

Vi er nødt til at vågne i vores vaner. Lige i det øjeblik vi står med cigaretten, det forkerte forhold, den dårlige mad eller hvad det nu måtte være. At vågne i vanen betyder at vågne med fingrene i kagedåsen og spørge: ”Hvad er det jeg virkelig mangler?” Ikke presse, mase, tvinge. Men i stor kærlighed til det sted, der lider under den dårlige vane. Med blidhed begynde at give os selv det, vi virkelig mangler. Lige nu. Ikke i det nye år. For hvis jeg virkelig vågner og ser, hvor dybt et sår, hvor stor en længsel, der faktisk ligger under de fleste uvaner, så vil min kærlighed kunne hjælpe mig. 

For vi ændrer ikke noget varigt med vilje og magt. De helt store ændringer sker fordi vi har set, at det ville være kærligt at gøre noget nyt. Et nytårsforsæt kan desværre også i nogle tilfælde være bygget på et underliggende had til mig selv. Jeg er ikke god nok, hvis jeg spiser den eller den mad, ryger den cigaret, er i det forhold. Og jeg bliver først god nok, når jeg kan ændre det. Når jeg viser jeg har styrken til det.

Men ingen styrke er så stærk som kærlighed. Og intet er så vedvarende som bevidsthed. For når først vi virkelig har set det. Når vi virkelig mærker kærlighed til os selv. Når vi er blevet bevidst om den bagvedliggende årsag, så vil den dårlige vane forsvinde. Fordi den egentlig bare er et symptom på noget dybere, som trænger til kærlig opmærksomhed.

Og derfor er et nytåsforsæt ofte lidt som at tage en hovedpinepille og så bare knokle der ud af, selvom hovedpinen måske var et kærligt hint om, at nu har jeg arbejdet for meget. Måske endda fordi jeg tror jeg kun er god nok, hvis jeg virkelig præsterer noget.

Men jeg kan vågne og se... at jeg er god nok. Sådan som jeg er. Og ud af kærlighed til mig selv og det liv jeg har fået i gave, kan jeg ophøre med at ødelægge mig selv.

Så er der ikke tale om et nytårsforsæt. Men om at vågne i vanen. Og det er varigt, fordi det ikke bygger på vilje og magt men der imod på kærlighed og indsigt.

Rigtig godt nytår til alle 

Majbritte Ulrikkeholm

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
NYTÅRFORSÆT. Om at vågne i vanen. Majbritte Ulrikkeholm blog på Levlykkeligt.dk