Nu hopper jeg i kærlighedssøen

Der er så meget, vi kan planlægge os frem til. Og så er der alt det, vi slet ikke kan planlægge. Det er det, vi slet ikke kan planlægge, jeg elsker allermest. Det er også derfor, jeg aldrig helt har været så meget for at tegne mit liv på en planche og så gå efter, at det skulle være lige sådan. For jeg elsker overraskelserne. Jeg elsker det, der gemmer sig om hjørnet og springer op som en trold af en æske, når jeg venter det mindst.

Jeg elsker, at jeg har taget beslutningen om, at nu er det egentlig OK at være alene, og jeg så møder manden i mit liv, som jeg bare vil være sammen med resten af mit liv. Jeg elsker, at jeg lige har fundet ud af, at det er så dejligt at spille alene, og så står han med en trompet under armen, og så lyder den så fint, at jeg finder ud af, at det da egentlig kunne være ret hyggeligt at invitere ham med på et par koncerter. Jeg elsker, at jeg egentlig havde fundet fred med, at jeg ikke er familiemenneske, at jeg er en fritsvævende planet i universet med alle jordboere som min nærmeste familie, da han så præsenterer mig for et større familiedynasti, hvoraf jeg forelsker mig i hver eneste af dem. Jeg elsker at kalde hans forældre far og mor, fordi de ser på mig fra kærlighedens dyb og hilser mig velkommen, som var jeg et barn, de engang havde mistet og har fundet igen. Jeg elsker hans drenge, der får mig til at huske at være ung og midt i livet.

Og mest af alt elsker jeg det hele, fordi noget andet i grunden også havde været OK. Og så fordi det hele er en stor overraskelse, som jeg tager imod, fordi der egentlig ikke stod så meget andet på den planche, end at jeg godt kunne tænke mig at se mig selv med et kæmpe smil om munden med armene oppe over hovedet på vej ud i en sø af kærlighed. Og den sø kan se ud på mange måder. Nu ser den så sådan her ud.

Og smilet bryder næsten ud i et grin, når jeg tænker på, at den mand der kom anstigende med det hele nok aldrig i sin vildeste fantasi kunne have forestillet sig "livet på landet med hund". Sådan en Christianshavnerstorbyfyr. Men altså der stod lige en pige bag ved det hjørne der. Og da han havde forelsket sig i hende, stod der så en hvid bjørn bag ved.

Livet er lidt som at være på blaf. Man stiller den kønne pige foran, og alle de dumme drenge gemmer sig i busken. Når så man har taget hende op, kommer hele banden løbende. Og lur mig om det ikke ender med, man bliver venner med en af dem, der gemte sig i busken. Carsten er nemlig og vist nok blevet lidt forelsket i TAO. Jeg ved ikke helt, om han vil indrømme det. Men jeg har overhørt deres samtaler, når de tror, jeg sover. De taler om jazz og lytter trompetsoloer af sammen. De skriver dem ned og gentager dem i det uendelige, indtil de kan dem udenad.

Hvis nogen havde spurgt mig, om det skulle tegnes ind på planchen. Altså en mand, der spiller trompetsoloer i det uendelige i mit lille fredfyldte hus, hvor stilheden har betydet alt, så havde jeg bare svaret nej tak. Men den trompet gemte sig i busken sammen med en hel familie. Og nu hopper jeg i kærlighedssøen.

Skal du med TAO?

Glædelig hvad det end er i dag til jer
Majbritte

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Planlægning - elsker det i livet som ikke er planlagt. Læs mere