Nærbillede af skål med vand

(Notits om rastløshed, kaos og kosmos)

En dag, som ikke var så forskellig fra så mange andre dage, fandt jeg mig selv så rastløs og drevet af indre uro, at jeg måtte finde på noget for at samle alle trådene, der dinglede hjælpeløst i alverdens hjørner og kroge.

Når denne uro indtræffer, kan det hjælpe mig at fokusere på en genstand – et objekt – simpelthen for at samle opmærksomheden i én retning. Og den dag besluttede jeg mig for at samle min opmærksomhed omkring en skål med vand. Egentlig kan jeg ikke bare sige: en skål med vand, for der er tale om en helt særlig skål, som kunstfærdigt er pustet af en person med håndelag og særlig forkærlighed for glas og formationer. Allerede ved første øjekast ser man de små bobler, som danner mønstre, og som spiller – især, når skålen indeholder vand og bliver anbragt i direkte sollys.

 Jeg betragtede boblerne, spillet i mønstrene, vandet, der langsomt faldt til ro i skålen. Nu var det lidt som om, jeg glemte at dingle i alle retninger. I stedet var jeg blevet helt opmærksom på en solstråle, som langsomt var på vej ind i skålen.

 Gad vide, tænkte jeg, om jeg skulle være så heldig at få strålens rejse at se. Gad vide, om jeg, hvis jeg blev siddende længe nok, ville få et glimt af Jordens rejse rundt om solen. For det var vel det, den lille stråle ville fortælle mig, at hvis du bliver siddende længe nok i ro, så vil verden rejse rundt om dig, og strålerne vil på et eller andet tidspunkt ramme din skål.

 Heldigvis havde jeg mit kamera ved hånden og for at indkranse min opmærksomhed til et endnu mindre felt, betragtede jeg et nøje udvalgt udsnit gennem kameraets linse. Jeg samlede al min opmærksomhed om lige præcis det sted, hvor strålen langsomt var på vej til at overskride skålens kant. Og nu havde jeg for alvor glemt den dinglende bevidsthed. For det hele var samlet lige her. Jeg belurede strålens vandring. Jeg ved ikke hvor længe. Men længe nok til, at jeg fik lov at se, da den ubesværet, og som en krop, der danser, kravlede ind over kanten og direkte ned i vandet. Klik! Lige der tog jeg mit billede. Det føltes et øjeblik næsten som om jeg forgreb mig på den intetanende solstråle, men alligevel syntes den nu upåvirket af min interesse for dens rejse fra himmel mod skål.

 Hmm..... Det var nu et besynderligt billede. Det lignede ikke meget en vandskål, og da jeg kiggede nærmere på mit lille udsnit af evigheden, mente jeg så bestemt at få øje på en lysende vandånd. Men på samme tid syntes det også, at jeg fik øje på en form for uendelighed – et sted i universet. Et udsnit af livet måske. Et udsnit af en hemmelig orden, som man kunne få øje på, hvis man længe nok bevarede sin opmærksomhed på ét eneste punkt i stedet for at dingle rundt i alverdens hjørner og ting.

 

Faktisk, tænkte jeg, var det da en smule besynderligt, at det var universet, jeg fik øje på i den lille skål med vand. Men hvis der var en aftegning af universet i min vandskål, så var der måske en dybere mening med det hele. Eller en orden. Mening er måske så meget sagt. For hvad er meningen med, at en solstråle kravler ind over kanten på en vandskål?

Og hvad er meningen med, at mennesker kravler ind over kanten på jordkloden for at leve og sidenhen dø? Nej, meningen var det nok ikke ligefrem, jeg havde fundet. Men en orden i det tilsyneladende uoverskuelige kaos, som lige i dette øjeblik ikke syntes så uoverskueligt endda.


Bedste hilsener fra

Majbritte Ulrikkeholm


 

 

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Om rastløshed, kaos og kosmos. Majbritte Ulrikkeholm blogger på Levlykkeligt.dk